Torsdag den 25. februar:

Nyungwe regnskov

Endnu engang må jeg tidligt op, da jeg gerne vil på en tur i Nyungwe Forest, og det må ikke blive for sent. Først skal jeg med Moto til Kamembe, hvor jeg atter forsøger hæveautomaten; Yes! - den virker. Så er der en ting mindre at bekymre sig om. Jeg finder en bus og kommer til at betale fuld pris til Butare, selvom jeg kun skal 1/3 af vejen; som han siger: han kan jo ikke få en ny passager ude midt i skoven, og det har han jo ret i, så fair nok. Efter godt en times kørsel kører vi gennem en kæmpestor theplantage, som grænser lige op til skoven. Det gør overgangen fra de lysegrønne buske (the) til den mørke grønne regnskov meget markant og i endnu 30-40 minutter kører vi op gennem regnskoven. Det går op og op..... Mens Lake Kivu ligger 1470 meter over havet, så ligger Uwinka Receptionen ca 2450 meter over havet (højeste punkt i skoven er 2950 meter over havet). På vejen kører vi forbi en havareret tankvogn. Den er ikke udbrændt, men begge chauffører blev dræbt ved ulykken og tankvognen ligger ned ad en skrænt. Nogle folk er ved at sikre den, så den ikke ryger længere ned.
Jeg bliver sat af ude midt i regnskoven og går til Uwinka Receptionen. De er ved at bygge nyt, så pt er receptionen et iglotelt og nogle solceller til strøm. Der er ingen elforsyning herude, stort set ingen mobildækning og vigtigst af alt for mig: ingen offentlige transportmuligheder. Busserne kører godt nok igennem skoven, men de er som regel fyldte, så man skal have en billet i forvejen. Jeg satser på at få et lift ud af skoven, men det må ikke blive for sent på dagen, så jeg kan ikke tage den længste af turene i skoven. Jeg betaler for guide og adgang til den næstlængste tur (”pink trail”), som er 5,5 km lang – 3,5 time; det er fint nok. Det er ganske specielt at gå i en regnskov. Dette er en meget gammel skov – en af Afrikas ældste – og kæmpestore mahognitræer og mange andre træer og buske gør skoven helt tæt. Det er fuldstændig umuligt at forlade stien. Man ser ikke mange dyr, da de har gode muligheder for at gemme sig, men jeg ser da nogle aber (blue monkeys) og en ørn (crowned eagle). Allerede efter en halv time begynder det at tordne, og jeg er forberedt på (bl.a. med en regnjakke), at det her kan blive ”omvendt regnskov”: først skov og så regn. Det bliver ikke så slemt. Det regner lidt de sidste 3 kvarter, men træerne tager det meste. Efter godt 2,5 time er jeg tilbage ved receptionen og regnen tager til, så jeg må finde min taske og ud til vejen og finde et lift; jeg har heldigvis god tid. Jeg får et lift forholdsvis hurtigt – med en tankvogn..... :-) Hmm... Det viser sig heldigvis, at den er tom. Den kører ikke stærkt sådan én, så efter godt 3 timers kørsel – stort set ned ad bakke hele vejen – er jeg i Butare, hvor jeg bliver sat af i læ på en tankstation. Det regner nu ret kraftigt.
Jeg venter en halv time og begynder så at gå den kilometer, der er til det motel, jeg har valgt. Temmelig våd finder jeg det – det er nu blevet mørkt – og jeg må konstatere, at det er fuldt booket. Det har jeg ikke været ude for før i Afrika... Jeg må videre i regnen til det næste – som også er booket. Øv, øv, øv! Jeg får værelse på det tredje motel, men der er ingen restaurant, så jeg må atter gennem regnen for at få noget mad. Skod. Det blev ikke i regnskoven, at jeg blev våd, men i Butares mørke gader.
Butare er Rwandas universitetsby. 1/3 af indbyggerne er studerende, så det er ingen overraskelse, at jeg møder en ung journalist- og kommunikationsstuderende på restauranten. Hun er endnu et vidnesbyrd om, at du ikke kan møde en Tutsi i Rwanda uden at møde en hård skæbne. Hun var 4 år under folkemordet. Hende og hendes bror blev hjulpet til en onkel i Burundi; hendes forældre og andre søskende blev dræbt.
Dagens samtaleemne er, at den franske præsident Sarkozy er på besøg i dag. Jeg troede dårligt på det, da jeg for en uge siden hørte, at han ville komme. Der har pga Frankrigs involvering i folkemordet været et noget skrantende forhold mellem de 2 lande siden krigen. Det gik så helt galt for 3 år siden, da nogle folk via en fransk domstol (og dermed med en arrestordre, hvis han landede i Frankrig) beskyldte den daværende oprørsleder og nuværende præsident, Paul Kagame (Tutsi), for at have stået bag ned skydningen af den daværende præsidents (Hutu) fly – den begivenhed, der udløste folkemordet. Den franske ambassade fik 24 timer til at forlade Rwanda, og siden har der været iskold luft mellem de 2 lande. En helt ny fransk rapport fra januar 2010 fastslår, at det næsten med 100% sikkerhed var Hutuekstremister, der skød flyet ned for at få et påskud til at starte det allerede planlagte folkemord.
De sidste år er Rwanda gået offensivt til at indføre engelsk i Rwanda. Fx skal opgaver på universitetet nu kun afleveres på engelsk. Paul Kagames offentlige opfordring til at satse mere på engelsk skyldes både en øget satsning på turisme samt et øget samarbejde med de andre østafrikanske lande, men bag det ligger der helt sikkert også er opgør med det frankofone. Nu er Sarkozy så i Rwanda som en ”gestus” for at genskabe diplomatiet. At de stolte franskmænd skulle kunne finde på at undskylde deres fejltagelser er helt urealistisk, men der ”blødes da lidt op” i det ellers kølige forhold mellem de 2 lande.