Søndag den 21. februar:

Dans i Pygmæ-landsbyen

Jeg skal møde Kenneth kl. 9:00, og vi begynder at gå mod nord. Det er søndag, så vi passerer nok 15 kirker med fuld gang i musikken – typisk sang og en tromme. Børnene må ikke fylde en plads i kirken, så de leger ude foran. I baggrunden mod vest ses den store vulkan Nyiragongo med røgen, der stiger op ad krateret og mod nord ses Karisimbi. Det bliver en lang, lang tur gennem landsbyer, små plantager med bananer, bønner, tomater, kartofler og meget andet. Der er 7 km til landsbyen – mindst; det tager os 3 timer at gå derud. Lige før pygmæ-landsbyen går vi gennem et seriebyggeri af huse. Det er regeringen, som har bygget boliger til nogle overlevende Tutsier fra folkemordet. For at gøre de ens bygninger lidt mere farverige, har der været en gruppe kunststuderende fra Florida, som har malet kunst og tegninger på husene.
Efter en meget lang tur kommer vi til landsbyen. Pygmæerne (Twa) er det oprindelige folk i Rwanda før Hutuer og Tutsier, og de er oprindeligt jæger/samlerfolk. I denne landsby laver de en del lerting. De er meget fattige, og de mindste børn har store maver af fejlernæring. Jeg kommer ind i et hus. Der er nogle grene, som er en seng, en høne på en rede i hjørnet og en bunke ler midt på gulvet; han er ved at arbejde. Snart er hele landsbyen samlet, og de synger en velkomstsang. 2 mand på trommen, 3 unge kvinder danser, og resten synger af fuld hals. Jeg køber en lille gorillafigur (så har jeg også en ting fra Rwanda) og kommer til at betale en høj pris for den (20 kr). De vil, at vi skal drikke noget banan-øl, som er noget hjemmelavet ’træsprit-agtigt’ noget. Jeg fornemmer, at de vil, at jeg skal betale, og da jeg ikke har lyst til at drikke en hel pygmæ-landsby under bordet, så siger jeg nej tak og lægger an til, at vi skal videre. Jeg vil heller ikke selv drikke det. Det kan nok godt drikkes, men kan sagtens være noget ’giftigt stads’, så det vil jeg ikke. Under folkemordet var de fleste mordere skæve af det stads. Det fortælles, hvordan de ’gik rundt som besatte med mord i øjnene og skæve af banan-øl og myrdede’. Pygmæerne bliver stiktossede over, at jeg ikke vil købe øl til dem, og det bliver en irriterende måde at forlade dem på. Lidt trist, men jeg bliver nødt til at ignorere deres dårlige opførsel.
Nu vi er ved de euforiserende stoffer... Jeg har glemt at fortælle, at vi på vejen kommer forbi en mark, hvor der i den ene ende brændes/ryges nogle banan-træstammer. Røgen driver hen over marken til køerne – det er køerne, der ’skal have sig en banansaft-smøg’! Nogle gange blandet de marihuana i – det får køerne til at spise mere græs, så de bliver federe. Kanon trick! Hvorfor bruger vi ikke det i Danmark? Køer på pot :-)
Vi går de 7 km tilbage langs asfaltvejen. Kenneth er træt, så han vil gerne køres, men han har ikke sagt noget om, at jeg skulle betale for bustransport, så jeg er såmænd klar til at gå. På den anden side af vejen går en gravid kvinde med en stor klase bananer på hovedet – hun skal også til byen; hvis hun kan gå, så kan jeg også. Kenneth kan tydeligvis godt lide denne indstilling, men han halter nu lidt, da vi når byen. Jeg har præsteret at gå en afrikaner træt! :-). På vejen kommer vi bl.a. forbi et fint hus, som er lidt misligeholdt. Ejeren myrdede en gruppe Tutsier, som søgte tilflugt ved hans hus (han var landsbyleder af en art). Han sidder stadig i fængsel. Vi kommer tilbage til byen via en smuk lille genvej med kanon udsigt over byen, søen og Congos bjerge. Vi kommer ned lige ved fængslet, hvor der synges – de holder også gudstjenester. I gården står der nogle fanger på række i de karakteristiske lyserøde fangedragter, og udenfor står en forsamling af pårørende med kurve med mad. Det er besøgstid.
Jeg mødes med Kenneth igen kl. 16:30, da vi har aftalt, at vi går op på bakkerne og ser solen gå ned bag Congos bjerge. Det er ikke noget, jeg skal betale for ligesom vores gåtur i går. Kenneth giver ofte udtryk for, at han sætter pris på mit selskab, og selvom jeg jo selvfølgelig også er en kunde for ham, så har han tydeligvis den sunde indstilling, at en god måde at klare dagene og de hårde levevilkår er ’to socialize’. Da vi mødes, har han allerede brugt de 120 kr, han har fået for pygmæ-turen. Der var lige penge til en 25 kg sæk ris til familien. Hans mor og to halvsøskende er HIV-positive. De får medicinsk behandling fra staten, men behandlingen virker ikke ordetligt, hvis de ikke får noget at spise. Det er rart at vide, at jeg ikke bare har været en kunde, men at han også har nydt turen, og han fælder faktisk en tåre, da vi siger farvel.
Jeg skal prøve at sove tidligt, da jeg gerne vil op til bussen kl. 06:30 i morgen...

Lørdag den 20. februar:

Lake Kivu med lavaklipper

Jeg står forholdsvis tidligt op, da jeg gerne vil se vulkanerne i lidt mere klart vejr end i går. Det bliver der ikke meget af. Der er overskyet fra morgenstunden og meget diset – det er regntid. Kl. 10:00 er der så skyet i bjergene, at jeg stort set ikke kan se dem mere, og jeg er bestemt ikke utilfreds med, at det har flasket sig sådan, at jeg ikke lige nu er på vej op ad Bisoke.
Turen til Gisenyi er kun 60 km, så jeg er der allerede til middag. Dermed kan jeg fint nå at se byen og tage videre i morgen. Men sådan bliver det ikke. For det første er det søndag i morgen, så der kører kun én bus til Kibuye med afgang 06:30, og jeg kan ikke være sikker på at få plads. Det vil jeg ikke satse på, så jeg bliver i Gisenyi 2 dage, og så har jeg fået værelse på Presbyterian Church Centre d’Accueil – det kan varmt anbefales! Jeg betaler ca 80 kr/døgn (det samme som jeg gav for det lille, mørke og fugtige rum, jeg havde i Ruhengeri) for et stort lyst værelse. Foran min dør er der en lille terasse ud til en lille have, og så er der et rart miljø med lærere og elever (svarende til gymnasiet). En anden god grund til at blive i Gisenyi er, at jeg møder Kenneth, som er en flink ung fyr. Han er opvokset i Uganda (derfor god til engelsk) og er begavet og har god situationsfornemmelse. Han har arbejdet en del som tourguide, men prøver ikke på noget tidspunkt at sælge noget til mig – jeg må selv spørge, om vi kan besøge en nærliggende pygmæ-landsby, så det er det, jeg skal i morgen.
Kenneth møder jeg dog først midt på eftermiddagen. Da jeg ankommer til Gisenyi går jeg først ned til søen, Lake Kivu. Der er et stykke badestrand, men jeg bliver forment adgang af et par soldater. De beder mig gå til vandet 1 km længere væk (dér er der ingen strand) og her kommer Rwandas hang til strenge regler igen til udtryk. Jeg går ned på stranden 100 meter længere henne, hvor jeg kan se, at der er mindst 100 mennesker på stranden..... Kenneth fortæller senere, at præsident Paul Kagame bor på hotellet ved stranden hele ugen. Han er i byen for at ’vise flaget’ inden valget i november. Byens borgmester blev fyret for 4 dage siden for ikke-tilfredsstillende disponeringer i Gisenyi, og dertil kommer, at regeringen har besluttet at alle husene på bakkerne mod nord skal fjernes. Her kommer Rwandas meget centralistiske, nærmest småkommunistiske styre igen til udtryk, når man med hård hånd blot kræver tusinder af mennesker forflyttet til et andet område. Mange er født og opvokset på denne bakke. I det hele taget ses der mange steder rundt omkring huse med et stort rødt kryds – det er huse, som regeringen har besluttet skal rives ned. Så Paul Kagame må vist hellere skrive en god tale, nu hvor han er i byen....
Nå, jeg sidder lidt på stranden. Her er fredeligt; det er Rwandas ’feriested’, men stranden er nu intet sammenlignet med en dansk strand. Dette sted har så mange forskellige ansigter, og der ligger flere spændinger og og potentielle farer gemt bag det smukke sted. Lake Kivu er én af verdens 3 ’eksplosive søer’. Søen nærmest ligger på en kæmpelomme af methangas; ryger det i luften, vil det dræbe millioner. Jeg håber, at de har styr på den boreplatform, der ligger ude midt i søen... Der er også CO2-lommer i undergrunden, hvilket kan give en såkaldt ’limnic eruption’. Det er vist ikke sket før ved Lake Kivu – i hvert fald ikke i stor skala, som det er sket ved de 2 andre søer – men potentialet er der. Limnic eruption er, når CO2 stiger op gennem den dybe sø, og dermed fortrænger ilten, så man kvæles. Bag mig rejser sig den enorme vulkan Nyiragongo (Congo) sig. Den er stadig aktiv og ved et udbrud i 2002 ødelagde lavastrømmen halvdelen af Goma (250.000 indbyggere), som ligger lige på den anden side af grænseposten. Bag Nyiragongo ligger endnu en vulkan, som var i udbrud 2. januar 2010.
Jeg går stille og roligt langs vandet – stranden afløses af lava-klipper – til jeg når grænsen til Congo; 50 meter fra Congo og byen Goma – og så skal jeg ikke tættere på. Det er muligt at få visa til dagsture (35 USD), men jeg skal betale 60 USD for at komme tilbage igen.... Og så er sikkerheden i Goma uvis. De sidste dage af folkemordet i 1994 flygtede over 1 million Hutuer – beskyttet af franskmændene – over denne grænsepost til flygtningelejre lige nord for Goma. De mange flygtninge (de fleste er vendt hjem til Rwanda, men ikke morderne, Interahamwe (dødspatruljerne)), de forskellige militante oprørsgrupper og ikke mindst de værdifulde mineraler i minerne i bjergene har plaget regionen i årtier. Således regner man med, at der i 2. Congolesiske krig (1998-2003) døde omkring 5,5 millioner mennesker – de fleste civile, som døde af dysenteri, kolera og sult.
Fra grænseposten tager jeg en Moto (det hedder boda-boda’erne i Rwanda) tilbage gennem byen og 6 km mod syd til Rubona, som er Gisenyis ’havn’. Her er der nogle varme kilder, og landets største bryggeri ligger her. Ellers er der blot en hyggelig lille fiskerby, hvor mit besøg er dagens event – ikke mindst for børnene. Tilbage i Gisenyi møder jeg Kenneth, som viser mig rundt i byen og fortæller en masse ting. Det mest slående er fængslet. Både pga landets styreform og pga folkemordet er Rwandas fængsler overfyldte – end ikke dansk dyrevelfærdslovgivning ville tillade sådanne forhold. Han fortæller, at for få dage siden blev en stor mængde fanger flyttet til fængslet i Butare, da Gisenyis fængsel skal rives ned, og der skal bygges nyt (den fine grund er solgt til en privat). 14 lastbiler blev fyldt med fanger (jeg fatter ikke, at de har kunnet være i det lille fængsel, og der er stadig mange tilbage) og kørte væk, mens de pårørende stod på den anden side af vejen og råbte. Tidligere har de kunnet besøge deres pårørende og bringe lidt mad, nu er de flere hundrede kilometer væk. 18 fanger døde under denne fangetransport.
Dette er også Rwanda. Der er smukt og idyllisk, men også voldsomme naturkræfter, der er en historie med krig, mord og voldsomme flygtningeproblemer, der er venlige mennesker, men også et strengt statsstyre. Alle disse markante indtryk fornemmer jeg stærkt samlet i lille Gisenyi – i hvert fald, når man forlader badestranden og turisthotellerne.
Jeg overvejer at gå lidt op ad bjerget mod nord, da det siges, at man i mørket kan se et rødligt skær over Nyiragongo fra lavaen i den. Men Gisenyis gader er uoplyste, og det er ikke nogen god idé – det kunne ellers have været cool . Så jeg nøjes med at spise på en fin restaurant med udsigt over Lake Kivu og med solen, der går ned bag Congos bjerge i baggrunden. Gisenyi er helt igennem et cool sted! 

Fredag den 19. februar:

2 af vulkanerne

Busturen fra Kigali til Ruhengeri er meget betagende. Fra vi forlader Kigali, går det bare op ad mod de første bjerge. De 100 km er nærmest en lang vanvittig udsigt over bjerge, grønne dale, banantræer, sukkerrør og mange andre afgrøder op og ned ad bjergsiderne. Det er virkelig en tur mod bjergene, og jeg mærker også tydeligt, hvordan vi bevæger os fra Kigalis sommerlige 27-28 grader til – jeg vil tro – Ruhengeris omkrig 23-24 grader. Efterhånden som vi nærmer os, kan vi af og til se de enorme vulkaner på grænsen til Congo tårne frem. 7 enorme bjerge (hvoraf vist kun de 5 er vulkaner) på række ved siden af hinanden. Det er blevet overskyet og vulkanerne bliver mere og mere indhyllede i skyer. Det bliver efterhånden klart for mig, at dette er den daglige vejrcyklus i og omkring bjergene; der er klart vejr om morgenen, og så bliver der mere og mere skyet omkring bjergene. Og der er begyndende regtid (eller også er det rester af El Nino), så regnmængderne er ret store. Det begynder at regne og tordne i bjergene og sidst på eftermiddagen har det bredt sig til byen; vi får en ordentlig omgang styrtregn. Hele bjergkæden er fuldstændig ude af syne, gemt væk i én kæmpe, mørk regnsky. Og da jeg jo er for foden af de høje og stejle bjerge, som rejser sig mod mig, så er det ganske overvældende, at alt i den retning nu blot er mørkegrå tåge. Havde jeg taget 2-dages turen på Karisimbi, så havde jeg været midt på bjerget nu. Og jeg forstår, hvorfor 1-dags vandreturene begynder kl 07:00, så man er tilbage allerede ved 13-14:00 tiden – før regnen.
Jeg har faktisk muligheden for at tage en 1-dags tur på Bisoke for kun 75 USD. Men jeg skal betale 80 USD for at blive transporteret til den parkeringsplads, hvor turen starter – der findes ikke organiseret fællestransport. Det er skørt, og jeg er egentlig fast besluttet på at droppe det, men prøver alligevel at få vekslet til nogle USD, så jeg kan bestille turen. Nu er jeg her jo alligevel. Rwanda er først og fremmest storslået natur, og befolkningen er venlig og imødekommende, og disse ting gør bestemt, at landet er et besøg værd. Men så ophører glansbilledet også! Rwanda er stadig kun ét skridt fra den kommunisk-agtige politistat, som det var før folkemordet. Alting er mega bureaukratisk – som Julia sagde i Kigali: Man skal leve op til så mange krav og regler, at det gør det svært at drive virksomhed, og dertil kommer bankerne, som nærmest ’ejer’ Rwanda. Har du virksomhed og skal låne penge, er renten mindst 16%; som hun siger: ’Vi arbejder for bankerne’. Det ses også ved, at bankerne troner med de største og vildeste bygninger i såvel Kigali som Ruhengeri – mere end fx i Nairobi og Kampala. Ruhengeri er en lille flække – det er egentlig landets største turistcenter, men det er næsten umuligt at finde en restaurant. Til gengæld er der 5-6 store banker. Jeg forsøger at få nogle USD i samtlige banker og vekselbureauer. Det kan jeg ikke få lov til – i Uganda skulle jeg nærmest bare udenfor døren, og så var det ordnet. Nå, der er ingen grund til at bruge mere tid i Ruhengeri; der er udsigten til bjergene, og ellers er der intet. Jeg kommer ikke på Bisoke, og det gør heller ikke noget. Det er trods alt kun en vandretur med god udsigt, og jeg har egentlig set rigelig udsigt. Jeg tager videre til Gisenyi allerede i morgen.

Torsdag den 18. februar:

Kigali Genocide Memorial

Kigali er ikke en by, man gider at gå rundt i ret længe. Jeg tror ikke, at man kan finde en eneste flad plet i denne by – det går hele tiden stejlt op eller ned. Det slår mig, at det faktisk er helt imponerende, at byen har en lufthavn..... Det positive ved en hovedstad i sådant landskab er jo, at det er smukt og meget grønt. På så skrå arealer bygges der knap sa tæt som fx Nairobi eller Kampala, og det giver plads. Ulempen er så, at afstandene bliver store, og man kan hurtigt få brugt en masse penge og tid på transport.
Efter en rolig morgen, hvor jeg små vente længe på vand til bad og lidt tøjvask, går jeg de 2-3 km til Gisozi, hvor Kigali Genocide Memorial ligger. Museet med de omkringliggende haver er opført i 2004 til 10-års markeringen af folkemordet. Formålet med centeret er både undervisning og oplysningsarbejde og at være mindested til de mange efterladte. Efterhånden som man har fundet ikke markerede grave rundt om i landet, har man flyttet resterne til dette mindested. I disse massegrave ligger der over 250.000 ofre og der kommer flere til. Det er gratis at komme ind (man kan betale for at låne en ’guide’ – en slags telefon, som er kodet til at fortælle om de forskellige ting), og det opfatter jeg klart som et tegn på respekt for stedet. Dette er ikke en malkemaskine af en turistattraktion (som gorillaerne) – det er et mindesmærke.
Haverne omkring er fyldt med symboler med forskellige træer og blomster med en bestemt betydning. Flere steder står der små elefantstatuer – elefanter er kendt for ’ikke at glemme’. Museet indenfor er informerende. Jeg har sat mig ret godt ind i Rwandas historie hjemmefra, så chokket er ikke så stort, som det kunne have været; jeg er forberedt. Jeg var til gengæld ganske mærket af at læse disse beretninger i januar hjemme i Danmark. En ting er de grusomme myrderier; det er rimelig kendt viden om et folkemord, men det som ramte mig mest var nok, hvor utroligt stort et ansvar europæiske lande bærer for dette folkemord i Rwanda. Som jeg skriver i mit særindlæg om stammekonflikten, så er det nærliggende at tænke, at der er tale om ’vilde barbariske afrikanere’, som har en lang krigshistorie med at dræbe hinanden. Men for Randas vedkommende har det ikke meget hold i virkeligheden – selvom der selvfølgelig har været mindre konflikter gennem de sidste århundreder. Ideologien bag er europæisk (Tyskland og Belgien) og våben og militær træning ligeledes (Frankrig). Dertil kommer, at USA og resten af verden (FN) glimrede ved deres passivitet og rystende inkompetence. Hele set up’et med den forudgående planlægning og propaganda minder bemærkelsesværdigt meget om nazismen og holocaust under og op til 2. verdenskrig. Jeg troede, at vi, verdenssamfundet, blev enige om, at dette aldrig måtte ske igen!! Alligevel gentog historien sig i Rwanda for kun 16 år siden.
Såvel haven til minde om de mange dræbte børn og udstillingen med citater fra mange overlevende og efterladte børn er hårde at komme igennem. Mange rwandere må leve med ubærlige traumer – de unge, som var børn dengang, dem som mangler det meste af deres familie, og de mange enker i Rwanda. Det vil tage flere generationer for Rwanda at komme over de forfærdelige 3 måneder i foråret 1994.
Efter mindecenteret tager jeg atter til Julias Bistro (hende, som jeg talte en del med i går). Hun er endnu engang frisk på en snak og har en god aktie i, at jeg er ved at have lagt min dårlige 1. dag i Rwanda bag mig. Rwanda er når alt kommer til alt et rart og smukt land og rwanderne har en behagelig mentalitet med stor imødekommenhed.Selvom jeg sandsynligvis ikke kommer på decideret tur på vulkanerne, så tager jeg alligevel til den nærmeste by, Ruhengeri, som planlagt. Det er ved foden af vulkanerne og skulle være smukt i sig selv; og så har jeg fundet ud af, at der måske kan være nogle 1-dags vandreture på nogle af de andre vulkaner, som er mere rimelige prismæssigt. Jeg må se, om det kan lade sig gøre.

Onsdag den 17. februar:

Udsigt over det nordlige Kigali fra Richard Kandts hus

Puh, sikke en nat. Porten til Akambas ventesal er låst, og vagten hører mig ikke, da han er gået ind pga regnen. Bussen er desuden 1 time forsinket, så jeg bliver temmelig våd. Jeg giver vagten en ordentlig skideballe, og han får også en af chaufføren; han ved jo, at jeg kommer, så det er uacceptabelt, at jeg med et velrenomeret busselskab skal stå på gaden med al bagage i halvanden time midt om natten i Kampala i regnvejr. Øv! Det bliver ikke til meget søvn den nat på Ugandas ujævne jordveje. Efterhånden som vi nærmer os Rwanda, bliver landskabet mere og mere ’rwandisk’: Landet med de 1000 bakker (eller bjerge efter danske forhold). Det er bjerge, som er ’runde som fodbolde’ – altså ingen spidse toppe, så der er marker hele vejen op og hen over toppene.
Det er nær ved, at Akamba må efterlade mig ved grænsen. Der sidder en eller anden klovn af en skrankepave, og han vil ikke give mig visa. Først da jeg siger, at jeg skal besøge en, jeg kender i Kigali (hvilket er en halv sandhed; jeg har et telefonnummer, jeg kender hende ikke og ved ikke om jeg når et besøg....), siger han ok mod betaling af 60 USD – det er det dyreste visa blandt de 5 østafrikanske lande... Attituden ved grænsen er mildt sagt ikke imødekommende, så med et ret dårligt førstegangsindtryk af Rwanda, kommer jeg til Kigali, og de første projekter er, at jeg skal finde et sted at bo tæt på centrum (hvilket er svært, da alt er MEGET dyrt i Kigali – de mange udenlandske hjælpearbejdere siden krigen har presset priserne op), og jeg skal hæve penge, hvilket siges at være dyrt og kan tage flere timer, da der ikke er nogen hæveautomat. Der viser sig dog; at der heldigvis er kommet en (som virker), så jeg får penge, og jeg finder et sted at bo til ’kun’ 100 kr/døgn.
Jeg vil gerne bestige den største vulkan, Karisimbi, på grænsen til Congo, og det er den eneste tur i en prisklasse på ca 900 kr; hvilket er nogenlunde rimeligt. Her får jeg så endnu en skuffelse i Rwanda, som ellers er det land, som jeg har set frem til at rejse i og har valgt at fokusere på. Vulkan-turen er netop til nytår gjort langt over dobbelt så dyr, så jeg nu skal give over 2000 kr. Det er sindsygt grådigt overfor landets gæster, og jeg er klar til at droppe mine planer for Rwanda og forlade landet hurtigst muligt.
Nå. Jeg finder en cafe og kommer til at snakke med 2 rwandere – en mand og en kvinde. Det viser sig, at hun ejer hele restauranten, og han er manager for al musikken. Vi snakker om alt muligt, og da han er gået, får vi også snakket lidt Rwanda politik og historie. Hun er god til engelsk (i dette ellers fransktalende land), velreflekteret og har bl.a. boet en del år i Canada, da hun flygtede, da den seneste krig begyndte i 1990. Jeg roser rwanderne for deres utrolige evne til at genopbygge landet og skabe fred oven på så forfærdelige begivenheder som folkemordets 100 dage i 1994. Hun kommer ind på, at de bare er nødt til at komme videre – med henvisning til hendes musikmanager. Hun er Tutsi og han er Hutu, og selvom hun ikke siger det direkte – og jeg vil ikke spørge – så fornemmer jeg på nogle sætninger, at Hutuerne har dræbt en stor del af hendes familie under folkemordet. Jeg mærker tydeligt viljen til forsoning i udsagnet om, at komme videre, men jeg mærker også straks, at smerten ikke sådan er at komme over, og den ligger lige under overfladen. Da jeg siger, at i morgen skal jeg besøge mindecenteret, bliver hun stille og lettere sammenbidt. Der har hun aldrig været og kommer det nok heller aldrig; det er tydeligvis for meget, og jeg har ikke lyst til at snakke mere om det. Rwanda er et land i en positiv udvikling, men folkesjælen er stadig dybt mærket af folkemordet. (Se særindlægget om den årelange konflikt mellem Hutu og Tutsi i Rwanda og Burundi – det er på vej)
Jeg vil videre. Hun giver mig nemlig et godt tip om, hvad ’historisk museum’ på mit kort er. Det er rent faktisk den første tyske koloniherre, Richard Kandt, i 1907. Med dette byggeri grundlagde han Kigali. Han byggede sit hus på et sted ikke langt fra restauranten og lagde huset dér pga den fantastiske udsigt, og huset står stadig med sin tyske byggestil og er museum – mest om biologi og geologi (vulcaner, floder, erosion osv.). Et udmærket lille museum, som er gemt godt af vejen – og sikke en udsigt!Nå; det er atter blevet Champions League tid :-)

Tirsdag den 16. februar:

Kasubi Tombs

Jeg vågner til gråvejr og lidt regnvejr. Det gør bestemt ikke noget, da jeg ikke rigtig kan klare mere sol trods flittig brug af solkrem, og jeg vil gerne se lidt af Kampala, hvilket er meget rarere uden den bagende sol. Men først har jeg god tid til noget morgenmad på hotellet. Her møder jeg to unge piger fra Danmark; de er begge fra psykologi (UNI) og arbejder for Ungdommens Røde Kors med et oplysningsprojekt i det nordlige Uganda. – Rart at møde et par danskere :-) . Efter en rolig morgen vil jeg finde en taxi (matatu) til Kasubi Tombs – en tur på ca 6 km. Først skal jeg finde den rigtige taxi blandt 500 andre i smat og regn, og jeg er lige ved at droppe det men finder den, og så er det bare af sted. Kampalas taxiplads er et ubeskriveligt kaos. Man havde det, der nu hedder ’Old Taxi Park’, og den blev for lille og kaotisk, så man lavede en ekstra: ’New Taxi Park’. Så nu har man bare to kaotiske taxiområder; jeg tror, at der holder over 500 Nissan’er (matatuer) i skøn kluddermor :-) .
Jeg finder gravene, som er blevet udnævnt til et Unesco World Heritage Site. Det er først og fremmest en kæmpe hytte fra 1882, hvor kongen boede. Han og 4 senere konger er begravet her bag et kæmpe forhæng lavet af barkfibre. Hytten er 8-9 meter høj og 31 meter bred, så det er et imponerende byggeri med rigtig mange historiske og religiøse finesser. Guiden ved virkelig, hvad han taler om, og netop det er hele turen værd. Jeg forlader jo Uganda i nat, og jeg skal jo have noget med hjem fra Uganda; det køber jeg ved gravene – et maleri malet af guiden selv på lærred af barkfiber-materialet. Alle trækonstruktioner er viklet ind i det og der laves tøj af det, da det afviser termitter og myg )malaria). Fik jeg nævnt, at kongedømmet er Buganda – Ugandas største stamme, som holder til i det sydlige Uganda i bl.a. Kampala og området ned mod Tanzania.
Jeg tager kun taxi halvvejs tilbage – så slipper jeg for taxiparken, og jeg kan gå gennem Kampala (Old Kampala) og ser bl.a. den nationale moske, mindesmærket for uafhængigheden i 1962 og lidt andet forskelligt – 1000 Cups Coffee House kan anbefales; det er den bedste kaffe, jeg har fået i Afrika – på linie med Dormanns. Og så finder jeg endelig en Internetcafe, som kan bruges til noget, så bemærk, at der er kommet flere billeder på gamle indlæg og en enkelt video.Nå, jeg må hellere rette min opmærksomhed mod Champions League kampen Milan vs Manu. Det passer lige med, at den slutter før jeg skal møde på busholdepladsen kl 01:00....

Mandag den 15. februar:

Kampala

Det er atter rejsedag, og jeg skal finde en bus til Kampala. Jeg gider ikke en matatu (dem kalder de så taxi her i Uganda – mega forvirrende), så jeg må vente et godt stykke tid på en bus. Endelig er der en, og den bliver fyldt til det yderste med passagerere, bagage; nogle sække kartofler og et par (levende) høns skal vi da også have med :-) . Efter en lidt anstrengende tur, styrer jeg direkte til Akambas kontor i Kampala. Der er ikke så meget interessant for mig i Kampala, så jeg vil gerne videre allerede i morgen. Sådan bliver det dog ikke; bussen kører kl 02:00 om natten, så det bliver natten til onsdag – så har jeg også god tid til at se det, jeg vil i morgen, og jeg kan slappe af i dag. Det bliver i selskab med mine to naboer: en belgier, som laver filmoptagelser fra en masse små fodboldklubber (børn) i nogen-og-tyve lande i Afrika, hvilket skal blive til en dokumentar op til VM i Sydafrika; og så en amerikaner, som er frivillig på et ’health centre’ i det østlige Uganda. Hun kan slet ikke spise sin kæmpe portion mad, så vi får fat i en lille foliebakke til resten og går en tur ned ad gaden for at finde en tigger. Klokken er ca 22:00, og vi finder to pjaltede 5-6-årige gadebørn, og amerikaneren (hun taler deres stammesprog) spørger, om de vil have maden. – Det vil have penge. En venlig dame, som kommer forbi, fortæller, at deres mor står lidt længere nede af vejen. De er ikke sendt ud på gaden for at tigge mad, men for at tigge penge til deres mor. Hmmm. Øv-situation: Sørgeligt. Det er desværre meget normalt.

Søndag den 14. februar:

Bujagali Falls

River rafting på Bujagali Falls

Jinja er byen, hvor Nilen begynder sin 6.500 km lange rejse fra Victoriasøen til Middelhavet, og derfor kalder de lokale det selvfølgelig ‘The Source of the Nile’. Om det lige er helt korrekt, kan jo diskuteres, da 10 floder ender i Victoriasøen, og deres udspring så også kan kaldes for Nilens udspring, men lad nu det ligge. De første mange kilometer af Nilen er ‘rapids’ – altså som en række mindre valdfald, så dette er centrum for en del water sports som rafting. Faktisk er det Ugandas største turistattraktion – større end gorillaerne i bjergene mod vest. Jeg vil starte dagen ved Bujagali Falls 10-12 km nord for Jinja, så det er tid til min første boda-boda-tur. Det er nemt, men sikke et svineri. Jeg bliver rødbrun fra top til tå på de støvede jordveje. Jeg ankommer forholdsvis tidligt, så de har ikke fået sat folk ud endnu til at opkræve adgangsafgift, og jeg går bare hen ad stien. Snart kommer vagten cyklende efter mig, og vi bliver enige om, at jeg bare lige løber de 150 meter tilbage. Han er en flink fyr, så han snakker derudaf, med sin AK-47 hoppende og dansende på tværs hen over styret, så det peger mod mig. Det synes jeg jo ikke er så fedt, så jeg sagtner farten lidt – det gør han så også; han er jo midt i en historie….. archhhh….. Nå, jeg får set de imponerende vandfald (rapids), og ser raftere og kajakroere tage turen ned. Nogle lokale har en sport (der er vist også noget overtro blandet ind i det – hvem har Bujagali Falls ånden), hvor de tager turen ned med blot en lukket benzindunk som flyder. Den er så bundet til det ene håndled med en snor.
Jeg kigger lidt på de voldsomme naturkræfter og tager en boda-boda tilbage dog til den anden side af Nilen, hvor jeg vil finde ‘Source of the Nile Gardens’ med udsigt over der, hvor Nilen og Victoriasøen mødes. Det mest kendte sted, ‘The Source of the Nile’, er på Jinja-siden, men det gider jeg ikke, da stedet er meget turistpræget med disko-dasko-musik og en urimelig høj adgangsafgift. Jeg finder haverne, som jeg næsten har for mig selv og går ned til Nilen og fanger en båd, så jeg kan få en sejltur. Jeg vil egentlig gerne sættes af på den anden side, så jeg ikke har så langt hjem, men så vil jeg blive afkrævet afgift – også selvom jeg går i land udenfor turistområdet. De to sider af Nilen er to forskellige distrikter og vist nok også to forskellige stammer (det er jeg dog ikke helt sikker på). Som bådføreren siger: ‘They don’t like each other’. Stigmatisering og stridigheder mellem stammerne er ret markante i Uganda – som de jo er i mange afrikanske lande, som fx Kenya, men mindst lige så meget i Uganda. Hovedskellelinien som jeg efterhånden har fundet ud af er gennemgående i både Kenya, Uganda, Rwanda og Burundi, er skillet mellem stammer, som er Bantu-sprogede og stammer, som er Nilotisk-sprogede. De Nilotisk-sprogede er folkeslag, som er vandret ned fra Nilområderne i Ethiopien for 4-500 år siden – Bantuerne er kommet til for længere tid siden. Nilotiske stammer er fx Luo og Masai i Kenya (Masai er vist egentlig af en anden undergruppe, men det siges at være overordnet Nilotisk – det kommer lidt an på; hvem man spø’r), og Tutsi i Rwanda/Burundi, mens Kikuyuerne i Kenya og Hutuerne i Rwanda/Burundi og Buganda i Uganda er Bantu. De Nilotiske folk er således fra et område tættere på Ægypten og Europa. Som en mand siger til mig: ‘They are white’. Jeg synes nu, at de er sorte……
Efter en lang, lang gåtur tilbage til Jinja, finder jeg en restaurant, hvor jeg møder Andrew. Han og hans kone har nogle små projekter – et ikke langt fra Jinja (HIV/AIDS-program) og et mellem Nairobi og Mombasa. Det er rart at tale med en (han er fra UK), som taler ordentligt engelsk, og så er han et godt eksempel på de ufatteligt mange – også små – NGO-projekter, der er i Afrika.

Lørdag den 13. februar:

Morgenmad i Kisumu

I dag forlader jeg Kenya. Akamba-bussen, som jeg skal med, starter fra morgenstunden i Nairobi, så jeg skal først med lidt over middag. Det giver god tid til en seriøs gang morgenmad. Da jeg senere træder ind i bussen, får jeg lidt af en overraskelse. Jeg har betalt 8 kr ekstra for at få en bus med god plads, og der må da siges at være plads for 8 kr og lidt til! Det er sæder som første klasse i et fly! .... og mine ben når slet ikke sædet foran (det tror jeg end ikke, jeg har prøvet i Danmark), og der er sågar en stikkontakt; dertil kommer, at sædet ved siden af mig er tomt. Det bliver 300 behagelige kilometer, bortset fra varmen og de hullede veje de sidste 50 km før grænsen ved Busia.
På vejen taler jeg nogle gange med en inder – han skal besøge venner i Jinja. Der bor en del indere i Østafrika; især ved kysten, men også her ved Victoriasøen, som fx i såvel Kisumu som Jinja. Inderne driver en række virksomheder og forretninger i regionen, og jeg mener, at der er sat restriktioner op for at dæmme op for yderligere indvandring. De skal da også se min medpassagers returbillet ud af Afrika, før han får visum. Nogle steder har inderne en stor del af forretningslivet; jeg er ked af at sige det, men der er simpelthen for få afrikanere, som kan finde ud af at drive en forretning. På det punkt er inderne langt overlegne. Hvis man skal have noget i en forretning og ikke gider skulle tænke på, om man bliver snydt, så tager man en indisk butik, og hvis man vil have et hotel, hvor man er sikker på, at der er styr på det, så tager man et indisk ejet; og det er sådan set min plan her i Jinja: Bellevue Hotel.
Jeg bliver sat af bussen 2 km fra centrum, så som ventet bliver jeg straks overfaldet af en hel hob af boda-boda’er (cykel med polstret sæde i stedet for bagagebærer, eller en lille to-takts motorcykel/knallert, som ogsaa kaldes en piki-piki. - Det er sidstnævnte, der er mest normalt i gadebilledet). Jeg får dog et lift med inderne – så kan de også lige hilse på deres venner på hotellet :-)
Det bliver snart mørkt, og jeg skal have fundet en hæveautomat; jeg er lidt bekymret for det, da det jo er lørdag aften, og alt har lukket søndag. Jeg finder en hæveautomat – den vil ikke tage mit kort. Jeg finder heldigvis et andet sted og hæver 400.000 Ush; jeg skulle have købt en større pung – der er slet ikke plads til alle de sedler :-) Tilbage på hotellet er der en rolig ’lørdag aften stemning’. – Der er et halvt overdækket gårdområde med poolbord, fodboldkampe og Guinness, så det er jo cool.Jinja skulle være Ugandas næststørste by; det bærer den overhovedet ikke præg af. Midtbyen er overskuelig, hovedgaden er bred, og kun få huse er bygget i flere etager. Det er ikke tæt pakket, og der er plads til lidt grønt – det er faktisk en behagelig by; især hvis man lige kunne støvsuge alle boda-boda’erne (især føreren!) væk. Netop som jeg kommer ned på hovedgaden, møder jeg to ’tordenprædikanter’. Jeg fatter ikke, at deres stemmer kan holde til det! De råber nærmest fra bunden af maven – det lyder lidt som en blanding mellem Joe Cocker og Arnold Schwartznegger, og selv om jeg ikke forstår meget af det, så tænker jeg mere på en nordkoreansk fangevogter end på det glade budskab. Den ene har en mindre højtaler på fuld hammer hængende over skulderen og en mikrofon i den anden hånd. Det feed’er og bliver værre og værre. Ingen kan længere holde det ud, og hvad gør man så? – Man trækker stikket til mikrofonen ud og sætter det i igen, hvorefter det så langsomt feed’er igen til det er uudholdeligt, Han trækker stikket ud osv. Ind imellem kan han godt nå lidt tordenprædiken. Gad vide om der er nogen, der gider fortælle ham, at det hjælper at skrue lidt ned !! :-)

Fredag den 12. februar:

Vandhyacinter ved Victoriasøen, Kisumu

Så fik jeg endelig vasket noget af mit tøj :-) Der er gode forhold til det her på Sooper Guest House, så det er jo endnu engang ’super’. Dagen bliver blot en lang, lang gåtur; først til vandet for at se, hvordan åkanderne har dækket store dele af Winum Gulf. Det er et kæmpestort problem i hele Victoriasøen. Disse åkander er meget ødelæggende, da man ikke kan fiske, og motordrevne både kan ikke sejle (skruen vikles ind i åkander), så færgefarten fra Kisumu har efterhånden været indstillet i mange år (åkanderne kom til søen omkring 1986).
Efter besøget ved søen kommer jeg forbi en middagsgudstjeneste med godt gang i musikken, så den tager jeg lige med. En sang tager 15-20 minutter, det er de samme 3 akkorder (jeg mener 3), og den samme rytme, som blot bliver ved og ved. Efter 2 sange prædikes der; det skal handle om den finacielle krise. Jeg tænker straks, at så skal vi igen høre en af disse afrikanske fremgangsteologiske prædikener om, at Gud giver dig en masse fremgang, hvis du bare giver alle dine penge til kirken. Det var ikke fremgangsteologisk – i hvert fald kun en smule. Det var faktisk en ret god prædiken, hvor han nævnte mange af de ting, som var styret af ’Mammon’ i Afrika – og det er der jo rigtig meget der er. I stedet skal man være ydmyg. Det lyder jo ganske fint – om praksis så er sådan, skal jeg selvfølgelig ikke kunne vurdere. Jeg tager herefter på Kisumu Museum, som først og fremmest har udstillinger om Luo-kulturen; luoerne er landets 2. største stamme.
Om aftenen får jeg endnu engang set lidt nyheder, da der er TV på værelset. En stor del af nyhederne i Kenya handler om korruptionsskandaler; for en uge siden handlede det om korruption i uddannelsesministeriet, hvilket er katastrofalt for Kenya. England har på baggrund af denne skandale sat sin enorme støtte til skolevæsenet i bero. Ministeren bliver bedt om at træde tilbage, men det vil han ikke. Nu har vi så majsskandalen. En del af den majs, som skulle afhjælpe fødevareproblemerne sidste år pga. tørke, blev stjålet og solgt af korrupte embedsmænd. Det er som om den ene skandale afløser den anden, så den glemmes, og så sker der ikke mere. Før uddannelsesskandalen var det en del af politiets våben, som blev fundet ved Narok. Korruption er et kæmpe problem i Kenya.Nå, det har været en dag med adskillelige sodavand og Novidaer; i morgen skal jeg til Jinja og ser frem til nogle dage i en mindre by. Kisumu er lidt for meget storby til min smag (Kenyas 3. største).

Torsdag den 11. februar:

Hovedgaden i Kisumu

Rejsedag. Jeg skal til Kisumu ved Lake Victoria, så da jeg har forladt hotellet leder jeg efter en shuttle til Kisumu. Det går smertefrit – det er den mest velorganiserede matatu-rute, jeg endnu har set. Her køber man sågar billetten til et bestemt sæde, og der er ventesal. Folks første reaktion, når de hører, at jeg skal til Kisumu er: ’Oh, it’s hot there’, og det har de ganske ret i. De sidste 50 km, hvor vi kører ned fra bjergene, mærker man tydeligt, hvordan temperaturen stiger. Der er meget varmt her – formodentlig omkring 35 grader.
På vejen mellem Kericho og Kisumu ser jeg et udbrændt lastbilførerhus i grøften og næsten 100 m bagud er græsset brændt af. Jeg ved ikke, om det har været en tankbil – det kunne det meget vel være, da Kisumu er distributionscenter for benzin for hele denne del af Kenya (der går vist en rørledning fra Mombasa til Kisumu), og omtrent hver anden lastbil er en tankvogn. Når der sker ulykker er de ofte meget voldsomme – ikke ved selve havariet, men efterfølgende, hvor folk stimler sammen for at stjæle benzin. Der er før blevet dræbt over 100 mennesker, når så tankvognen eksploderer. Jeg har godt nok ikke hørt om nogen ulykke for nylig, så det har nok ikke været så slemt her.I Kisumu finder jeg – stærkt svedende – Sooper Guest House, som er helt igennem super, og jeg beslutter straks at blive her 2 dage. Denne by indbyder til afslapning, - ikke mindst pga. af varmen, - så det gør jeg resten af dagen. Jeg får dog først købt busbilleten til Jinja (Uganda) på lørdag. Mens jeg sidder på en internetcafe og skriver til jer, lyder der pludselig en del larm på gangene ude i indkøbscenteret. Lidt efter kommer en mand slæbende med en brandslange, og så skal vi ud! Det brænder lige skråt overcafeen i et køkken, men heldigvis er det hurtigt slukket igen, og jeg kan skrive videre.

Onsdag den 10. februar:

Sort næsehorn

Det har været en rolig, men dog lang dag. Jeg kom så sent hjem i går, at jeg ikke fik booket en tur i Lake Nakuru National Park, så jeg går ned på kontoret ved åbningtid kl. 10:00, hvor jeg får en jeep med chauffør fra kl. 13:00 – det er rigelig tid, da parken ikke er særligt stor; 180 km2. Lake Nakuru er især kendt for de mange flamingoer; de holder til her, fordi det er en saltvandssø (pga. aktivitet i undergrunden), og så er vanddybden ikke særlig stor på den ene side af søen, så her står den store flok. Vandstanden er for tiden meget lav pga. den manglende regn, så søen er meget mindre end den har været før. Vi kører flere hundrede meter ud på det, der før var søbund og kigger lidt på de sære fugle. Parken har en del næsehorn, hvilket er særligt interessant for mig, da det er et af de dyr, jeg ikke har set på tidigere safariture. Der er flere af de hvide næsehorn, og så finder vi også et eksemplar af de sjældne – også i Lake Nakuru – sorte næsehorn (dvs. der er nogle stykker i parken, men de er meget mere sky end de hvide næsehorn). De er også mere aggressive, så jeg bliver lidt betænkelig, da chaufføren kører væk fra vejen for at komme tættere på. Da vi er ca. 30 meter fra, rejser det store dyr sig og vender snuden lige mod bilen – det passer mig egentlig fint, at chaufføren straks stopper og sætter i bakgear....... Nå, den holdt bare øje med os.
Efter en lang tur over de flade sletter og gennem akacietræ-skovene er jeg tilbage på hotellet. Det lykkes at få sagt pænt farvel til Obed og Josephine over en kop kaffe, og herefter vil jeg gennemføre min plan om at se Arsenal vs. Liverpool på sportsbaren, som jeg fandt for leden. Det er sjovt at se en fodboldkultur fuldstændig som i Danmark; her drikker de fleste bare sodavand i stedet for Carlsberg.Det var så endnu end dag – i morgen skal jeg finde en Shuttle til Kisumu.

Tirsdag den 9. februar:

Primary School, Kabarbesi

1.-3. klasse

Tirsdag den 9. februar:

Kipkoech's hjem

Kipkoech med gaver

Det har været en fantastisk dag, som jeg næppe glemmer. Josephine og Obed henter mig lidt over 9:00, og vi kører til HMDS’s kontor i udkanten af byen. HMDS (Help Mission Development Service) er den lokale organisation, som Interaid Danmark arbejder igennem. På kontoret møder jeg et par af de andre ansatte, og vi får en kop kenyansk the – dvs. halvt mælk, halvt vand, et thebrev og så en masse sukker. Efter nogen tid sætter vi kursen op gennem Rift Valley til Koibatek distriktet. På vejen kører vi forbi den tidligere præsident Moi’s farm. Den er kæmpestor og ligger på noget af Kenyas bedste landbrugsjord – det er første gang, jeg ser en mark med traktorspor i Kenya. Det er lidt mærkeligt, at kun 50 km nord for, kan der næsten ikke gro noget. Vi passerer ækvator og 10-20 km længere mod nord kører vi fra vejen mod øst ad jordveje. Det er lidt sørgeligt at se, at markerne ligger brak hen. Folk har mere eller mindre opgivet at så noget – i 2009 kom der så godt som ingen regn i dette område, så selvom jorden er god til at dyrke, så er det lige meget uden vand. De fik dog lidt vand i januar pga. El Nino, så lad os håbe, at der kan gro noget de kommende måneder. Faktisk er der fyldte vandhuller rundt omkring, og vi kører i et valdhul så dybt, at vi nær ikke kommer fri. Den får fuld gas frem og tilbage nogle gange, og så går det – men sikke et svineri; jeg kan overhovedet ikke se ud af vinduerne :-)
Man er meget afhængig af vand i form af regn på denne egn; det er mange kilometer siden vi kørte ud af området med vandforsyning. Her graver man damme på ca. 100 m2 og laver en jordvold omkring, så vandet ikke forsvinder.
Efter en del støvede jordveje kommer vi til Kabarbesi Primary School. Skolen har for tiden 267 elever og 9 lærere, og den er i god stand takket vare donationer fra Danmark. Tidligere var hovedbygningen med klasseværelser et faldefærdigt træskur, hvor børnene sad på jorden og læreren på en sten, og når det regnede, måtte man aflyse undervisningen, fordi vandet løb hen ad jorden. I dag er der med støtte fra Danmark bygninger af sten og skolebænke. Køkkenet er den seneste bygning, som er kommet til – doneret af én dansker (jeg mener, det var 10.000 dkr). Det gamle køkken står der stadig; jeg må indrømme, at jeg troede, at det var et skur til geder pga. indhegningen foran.
Jeg hilser på alle klasserne: 1.-7. klasse – og så ’baby class’, som er 3-5 år gamle. De er godt nok søde. De er ved at få fri og er i gang med at sige deres ’goodbye prayers’ i kor. De giver den hele armen – nogen med øjnene lukket, mens de kigger mod himlen, andre råber så højt, at de nærmest er ved at falde ind over skolebænken, og en med ansigtet i sin tomme madskål – det lyder sikkert sjovt. Gad vide, hvor de har lært det henne? Det får jeg formodentlig svar på, når jeg kommer til en gudstjeneste hernede ... :-)
Jeg besøger klasserne og spørger lidt til det fag, de har. 5. klasse har kiswahili, og det kan jeg jo ikke rigtig. Den eneste sætning, jeg kan sige er: ’jeg skal på toilettet (småt), og retter i farten det sidste ord til ’kubwa’ [stort], hvorefter hele klassen bryder ud i latterskrig og fnisen – og Josephine ser temmelig forlegen ud. Men det er altså den eneste sætning, jeg kan ..... :-) Til slut samler vi de 3 små klasser, og så begynder ballonshowet – jeg har 200 balloner med: bl.a. til ballondyr. Jeg kan slet ikke nå at puste op til dem alle, så de fleste får ballonen uden luft. På de fleste af mine billeder herefter ser man børn, som prøver at puste balloner op – det er helt umuligt uden pumpe. Til slut får de karameller, hvorefter vi spiser middag med lærerne på den ledende lærers kontor. Først skal vi vaske hander, og en dame kommer med en balje og en kande rødbrunt vand (sådan er vandet fra dammene), som hun hælder ud over hænderne. Middagen bliver en udfordring; jeg har aldrig fået så sej og indskrumpet en høne før. Jeg skal virkelig lægge kræfter i for at trække kødet af benene, og skindet er tykt som en lædersål, men det er fint kogt, og smager godt. Det er tydeligt, at dette er et gæstfrit måltid, så jeg kæmper for ikke at efterlade noget tilbage på benene, hvilket er virkelig svært.
Efter middagen kører vi over til Kipkoech Kipsumei’s (drengen som jeg sponsorerer) hjem med ham og lillebror med i bilen. Vi ankommer til hjemmet, som er 2 lerhytter (køkken og ’livingroom’) i en indhegning – og så er der også en mindre hytte hævet over jorden til opbevaring af mad m.m. Her bor Kipkoech, 8 år, med sin mor (alenemor) og 4 brødre og en søster + grandma. Familien har nogle geder og dyrker en smule jord, hvis der er regn, og ellers har moderen ind imellem nogle småjobs. – De er temmelig fattige, og faderens fravær gør det kun værre.
’Livingroom’-hytten er pænt gjort klar til besøg med alle deres ejendele ved siden og dækket af to stykker stof, så der er faktisk ganske hyggeligt. Vi taler om lidt af hvert, og Kipkoech’s mor – hun er næppe ældre en mig – holder en lille tale med tak for de ting, som de har fået. Hun er tydeligvis meget berørt. Det må være forfærdeligt at være mor og være så afhængig af hjælp udefra. Uden hjælp tror jeg simpelthen ikke, at hun ville kunne holde alle 6 børn i live.
Dyb vejrtrækning. Jeg henter gaverne i bilen og finder maden frem. Det bliver hun selvfølgelig glad for – især sukkeret og den parfumerede creme/sæbe; det er formodentlig ting, som hun normalt ikke kan prioritere at have. Herefter får Kipkoech gaverne fra Gustav og Silas – nogle farvekridt og 4 Schleich-dyr. Han får af mig en kuglepen med indgraveret navn og en rød bionickle. Den er sjov – og det er spændende, at man sådan skal samle den efter en tegning; også for de voksne J Herefter bliver der serveret: chapati (en slags pandekage) og the (dvs. halvt mælk). Den er heldigvis meget varm – så har det både det rødbrune vand og mælken kogt. Til slut har Kipkoech også en gave til mig – en lille glasflaske med honning. Det produceres der meget af i naboområdet. Det er helt sikkert en fin gave for dem, og jeg glæder mig til at smage den.
Nå, tiden går, jeg siger farvel, og vi kører videre mod nord til Lake Bogoria. Det er en nationalpark, så det koster normalt 60 USD at komme ind, men i dag ’er jeg ikke turist’, så jeg betaler ikke. Jeg skal besøge Majimoto Youth Polytechnic. De 56 studerende har bestået Primary School og kan så få håndværksmæssige færdigheder; pigerne syr og drengene lærer tømrer- og murerarbejde (construction). Ved Lake Bogoria er der knastørt. Og der er stenet, så selv hvis det skulle regne en smule, så kan der ikke dyrkes noget. Området er kun til lidt geder. Skolen liger ’in the middle of nowhere’ – jeg fatter ikke, hvor de unge mennesker kommer fra; jeg har ikke set en eneste hytte herude.
Det er ved at være sent, sa efter at have set lidt på de smukke bjerge, flamingoerne og de imponerende varme kilder, der står op i luften, så kører vi hjemad. På vejen gør vi holdt ved et skoleprojekt (Embogong Primary School, 154 elever), som er nyt, og derfor stadig mangler nogle donationer for at være i god stand – dertil kommer sponsorere til børnenes skolegang. Jeg skal selvfølgelig se skolen for at tage billeder og få informationer om skolen og bringe dem hjem til Interaid Danmark, som skal forsøge at finde sponsorere til projektet. Der er bestemt behov for det. Hvis du er interesseret i at støtte udviklingsarbejdet, kan du se mere på www.interaid.dk eller www.hmds.or.ke.Tilbage på hotellet er jeg godt træt. Det har været en uforglemmelig dag. Josephine og Obed er nogle virkelig dejlige mennesker, og det er mit indtryk, at de gør et rigtig godt stykke arbejde. De er meget gæstfrie og vil også gerne, at vi kan mødes i morgen. Jeg ved ikke, hvordan min dag i morgen ser ud, så det kan jeg ikke love, men mon ikke der bliver tid til en kop kaffe?

Mandag den 8. februar:

Klar til afgang - foran Søren og Charlottes lejlighed

Så er dagen kommet, hvor jeg skal videre som backpacker. Søren og jeg følges til Karen, hvorfra jeg tager bussen til Nairobi centrum. Herfra skal jeg så gå et lille stykke til holdepladsen for matatuen til Nakuru. Her må jeg så introducere et nyt begreb: shuttle. Det kan varmt anbefales! Mens der er 14 sæder i matatuen, så er der kun 10-11 i en shuttle, hvilket både er godt med al min bagage og mine ben! Efter at have ventet nogen tid på, at bussen bliver fyldt, kører vi af sted 12:30 – lige tids nok til at undgå middagsmyldretiden. Jeg bliver lidt beklemt, da den unge dame ved siden af mig før afgang beder om et par brækposer; hun forventer åbenbart at blive køresyg. Brækposerne er helt berettiget – vi kører 3-400 meter før hun brækker sig første gang. Eller rettere; vi kører ikke, vi holder stille, da de første mange hundrede meter tager en krig, for at matatuen kan komme ud af det ekstreme kaos, der er i de små gader, hvorfra matatuerne kører. Min første tanke er, at det der er da vist ikke køresyge, og her skal jeg så sidde ret op og ned ad hende de næste 150 km. Hurra!! Nå, det går stort set over efter 20 min, og jeg må håbe på det bedste.
Turen op gennem Rift Valley er en smuk tur, og det er ganske frodigt. Det er tydeligt, at der er de forhold, som gør Rift Valley til Kenyas ‘eftertragtede brødkurv’. Velankommet til Nakuru leder jeg efter det hotel, som jeg har tænkt mig at bruge; jeg kan ikke finde det, så jeg tager i stedet Joska Hotel. Det er budget, hvilket bliver niveauet det meste af de næste halvanden måned. Det er den laveste prisklasse, så det er bestemt ikke luksus, men der er som regel de mest nødvendige ting. På Joska Hotel er der både myggenet og varmt vand, så det er fint. Til gengæld er der ikke noget toiletbræt. Her må jeg introducere et fantastisk begreb for en person, som kan bruge sådan et toilet: ‘a porcelain jockey’. Jeg morede mig gevaldigt første gang, jeg hørte det udtryk…. :-)
Mens jeg venter på, at Josephine og hendes kollega skal komme til Nakuru for at møde mig, får jeg set mig om i byen og ordnet et par ting. Jeg skal finde et apotek, så jeg kan slippe af med det sidste af den forkølelse, som jeg har med hjemmefra og have hævet penge. Og så finder jeg uden diskussion det sted, hvor jeg skal spise på onsdag: det bliver en aften med Arsenal vs. Liverpool, pizza og rolige omgivelser. Yes dér!
Klokken er blevet 18:00, og jeg skal have købt det mad, som jeg skal have med til Kipkoech’s familie i morgen. Mens jeg står i Tuskys (=Føtex), ringer Josephine – hun er i byen, så det er jo fint. Så kan hun hjælpe med, at jeg får købt det rette. Det bliver 2 tunge poser med: 6 kg majsmel til ugali, 2 kg mel til chapati, 2 kg ris, 2 kg sukker, 2 kg salt, 1 kg bønner, 1 kg stegefedt, 1 pose the og 3 forskellige slags sæbe. - Det bliver 120 dkr., så det er jo skræmmende lidt. Vi sætter varerne på mit hotel, og de ser de gaver, som jeg har med til Kipkoech – til stor morskab.
Josephine’s kollega, Obed, virker dog lidt beklemt; vi skal ikke spise på mit hotel, som vi havde talt om – vi kører et andet sted hen til et bedre sted. På vejen siger Obed, at i morgen finder vi et andet hotel til mig – det er ikke sikkert dér. Jeg tror, jeg hører forkert: ‘safe?’. ‘No, it’s not safe there’. Vi snakker ikke mere om det, men jeg undres. Et hotel, som er decideret farligt ville næppe være nævnt i min udmærkede rejseguide; hvis det var farligt – hvorfor så ikke skifte nu, men først i morgen? Da vi har spist spørger Obed igen: ‘Hvor vil du gerne bo i morgen, når du skifter hotel?’ Jeg er ved at have luret situationen. Obed og Josephine er typisk kenyansk middelklasse; de har et godt job og er ikke fattige. Da jeg for nogle uger siden talte i telefon med Josephine, ville hun høre, hvilket hotel jeg ville bo på. Jeg foreslog det hotel, som jeg ikke kunne finde tidligere i dag, men hun talte dog uden om og foreslog Merica – byens dyreste hotel, hvor jeg skulle give 350 kr./døgn. Nu bor jeg for 40 kr./døgn. Min ydmyge bolig er ikke lige, hvad de forventer af deres hvide gæst.
I første omgang ser jeg det egentlig som en skuffelse over, at de ikke får mulighed for at komme på det fine hotel med den hvide mand – nogen kunne jo se det, hvilket vil være godt for omdømmet (sådan ville rigtig mange kenyanere tænke). Jeg er dog kommet frem til at det nok først og fremmest er et udtryk for gæstfrihed. Jeg er deres gæst, og så vil de ikke byde mig at bo sådan – mit værelse er sikkert ringere end deres huse (men jeg har altså kun set én kakkerlak – det er ligeså mange som hos Søren og Charlotte…. :-) ..)
Hvor jeg gerne vil bo? Jeg spørger, om det er fordi det er farligt, eller om det er, fordi det er et lille værelse. Han vrider sig lidt og efter nogen tid får han sagt ‘begge dele’ – hvilket jo er nonsense. Jeg siger straks, at det gør mig ikke noget at bo på et lille værelse; jeg skal bo sådan de næste halvanden måned, så det kan jeg også ligeså godt gøre i Nakuru. Det er ok med mig. Det er som falder der en sten fra hans hjerte; han liver helt op, smiler og snakker og snakker resten af tiden. Han fortæller blandt andet, at han har kone og 4 børn. Josephine er ikke gift, og hun er nok på alder med mig – måske ældre. Jeg tænker straks på, da Søren forleden fortalte om problemet for mange kenyanske kvinder, som har godt arbejde og klarer sig selv. Det er ikke i høj kurs hos kenyanske mænd – lad os håbe, at det ikke bliver et problem for Josephine.
Nå, det er sengetid, så nu må den forfærdelige larm fra Nakurus natteliv godt stoppe – jeg skal vare frisk til i morgen. Anyway, denne min første nat på rejse alene kunne jeg nu godt have undværet den kommentar om, at her ikke er sikkert – også selv om jeg ikke tror på det .......

Søndag den 7. februar:

Nabolaget til NEGST, Karen

Ren afslapning. Godt vejr. Vi har sovet længe og har gået en tur, og så skal jeg til at pakke, så jeg er klar til at rejse videre i morgen.

Lørdag den 6. februar:

Carnivore

Charlotte har fødselsdag! Søren og min største udfordring er at Charlotte står meget tidligt op, så hvordan lige overraske med morgenmad. Nå, det lykkes. Vi har købt nogle croissanter, og en fødselsdagskage – en hjerteformet chokoladekage med lyserød glasur. Det er tanken, der tæller – den var ok, men ikke lige friskbagt….
Charlottes fødselsdag giver anledning til, at jeg inviterer på Carnivore – det er oplagt, da det er det eneste, som jeg rigtig mangler at opleve i Nairobi. Carnivore er en efter kenyanske forhold meget dyr restaurant, hvor de serverer eksotisk grillmad. Vi ankommer ved middagstid efter den sædvanlige larmende matatutur, og får sat os til rette med en drink. Konceptet med Carnivore er, at der grilles på grillspyd, som tjenerne skærer stykker af direkte på tallerkenen. Der er svinekølle, oksesteg, lammekølle, strudsefrikadeller, krokodille, kalkun, spareribs, chicken wings, kyllingelår og oksekødspølser. Man kan spise til man er mæt, så mens de render med grillspyd i pendulfart mellem grillen og min tallerken, kæmper jeg for at konsumere så meget kød som muligt. Salaten får vi ikke gjort så meget ved…. Midt på bordet står et lille flag; når man kapitulerer, så vælter man flaget, og så rydder de bordet og serverer dessert. Jeg vælger is – det kan meget vel blive min sidste is de næste 6 uger.
Da vi kommer hjem går der ikke længe før både Søren og jeg sidder og hænger med hovedet – vi får ikke engang drukket vores kaffe; og så er den gal :-) Med maverne proppet med svært fordøjeligt kød og en tidlig fødselsdagsmorgen må vi vælte flaget og kapitulere – vi sover resten af eftermiddagen. Jeg var så mæt, at jeg bortset fra 2 små stykker chokolade ikke spiste noget før middag dagen efter – efter knap 24 timer!

Fredag den 5. februar:

Indkøbscenter i Westlands, Nairobi

Der er ingen konkrete planer for mit besøg hos Søren og Charlotte; vi skal bare have en afslappende weekend, så vi vælger at bruge fredagen på et godgørende formål – en slags nødhjælp. Det er også nærmest akut; Søren skal have nye bukser, og det har han skullet i over et år, men det er ret svært at finde et par pæne jeans i Nairobi. Så vi tager en tur til Westlands – en bydel, der ligesom Karen er for velhavende folk og derfor har nogle store shopping centre med vestlige butikker. Westgate shopping center er stort og med butikker, som jeg aldrig ville handle i i Danmark. Men vi finder en passende forretning, og mens han prøver bukser lykkes det mig at få fat i Josephine, som er kontaktperson for det skoleprojekt, jeg skal besøge på tirsdag. Det er en meget mere vellykket samtale – meget bedre end langdistanceopkaldet for nogle dage siden – og jeg får afklaret de sidste ting. Jeg har især brug for at vide, hvordan deres levestandard er i forhold til mad. Jeg ved, at der er et stort fødevareproblem i dele af Rift Valley (og i resten af Kenya) pga. tørke, men jeg vil ikke komme rendende med en masse mad, hvis det er malplaceret i forhold til familien til den dreng, som jeg skal besøge. Det er det ikke! Jeg skal have købt nogle fødevarer – jeg ville blive noget forlegen, hvis jeg stod der og kun havde købt legetøj mens familien sultede.
Nå, Søren får endelig bestemt sig for nogle bukser – de koster det, der svarer til mere end 1 kenyansk månedsløn per par; eller ca. 7 måneders husleje i Kibera slummen – og vi finder et bord for at få noget mad. Der er flere restauranter om samme bordområde, og straks står der 5 tjenere og kappes om os. Vi får derfor 15 menukort og må jo så prøve at se, om vi kan få ro til at bestemme os. Ret skal være ret. De er faktisk ret høflige; de ved godt, at kunderne i sådan et upper class shopping center ikke bryder sig om, at man er for anmassende, så når en tjener går over stregen, bliver han straks sat på plads af de andre.
Hjemturen bliver lidt hård. Vi kommer for sent af sted fra shopping centeret, så vi rammer rush hour og kan ikke finde en ledig bus til Nairobi down town, så vi går de 3-5 kilometer i lettere regn og på mudrede ”fortove” og ventede længe i Nairobi på en bus til Karen. Og da vi endelig finder en bus, skal chaufføren være smart og tage en genvej. Det er der selvfølgelig andre der også har gjort, så han tager endnu en ”genvej” med den store bus ad en lille jordet villavej, hvor der også er kø. Smart, smart! Vi tog fra Westlands kl 16:30 og var først hjemme kl. 20:00, så det var lidt dumt. Men vi fik da gjort dagens gode gerning: bukserne.

Torsdag den 4. februar:

Rift Valley fra flyveren

De sidste par timer før landing står solen op, og jeg får god udsigt, mens vi flyver ned gennem Rift Valley. Vi lander allerede 8:30 kenyansk tid, og alt går, som er det ren rutine. Visaet er halv pris i forhold til for halvandet år siden, hvilket jo er fint nok, og køen er kort – hvad mere kan man ønske sig efter en nat med kun lidt søvn i en flyver. Som jeg træder ud af lufthavnen ”bliver jeg straks mødt af Nairobi”. Først varmen som nærmest bliver kastet mod mig – det vil blive en varm dag med omkring 30 grader – og dernæst en gruppe kæmpende taxachauffører; så kender vi det igen :-) . Jeg får en god pris med en rigtig flink chauffør, som taler et ok engelsk. Denne taxatur bliver en slags genopfriskning af de mange indtryk fra Nairobi, og da jeg er fremme på NEGST, er det som om min hukommelse er genopfrisket – jeg er tilbage, hvor jeg slap for halvandet år siden. Det er indtryk som larmen og den kaotiske trafik. Luftforureningen, på 2 sekunder får jeg efter danske forhold et helt års forbrug af dieselpartikler, da en lastbil skifter gear netop, som vi overhaler med nedrullet vindue. Og andre indtryk, som de mange gående i gadebilledet, de utallige små butikker og boder, støjniveauet og de mange bygninger under opførelse (okay, venstrekørslen går der vist et par dage, før jeg har vænnet mig til….). Den ivrigt fortællende taxachauffør giver mig også en god mulighed for at ”tune ind” på den afrikanske dialekt, som kan være ganske svær at forstå. Jeg blev mindet om det allerede nogle dage før afrejse, da jeg skulle lave en aftale over telefonen. Dialekten sammen med et langdistanceopkald med forsinkelse – jeg fattede ikke en brik :-). Det går dog meget bedre med chaufføren, som også hurtigt får mindet mig om, at de hele tiden bytter om på ”r” og ”l”. Jeg fortæller ham, at vi i Danmark for tiden ofte har minus 15 grader, hvortil han udbryder: ”how do you survive up there?” og forklarer, at der nu har været frost så længe, at søerne er frosset til, så man kan gå på dem; jeg glemmer ikke hans reaktion lige foreløbig…. han kigger på mig med vidt åbent ansigt og store øjne og udbryder: ”Really??”. Siden kommer samtalen til at handle om ”Matatu-problemerne”. Matatuen er en minibus – som en dansk 9-personers bus (dog med 14 sæder) – og de udgør den væsentligste infrastruktur i det daglige for den almindelige kenyaner. Han fortæller, at han engang skulle aflevere et meget stort beløb på et kontor, men da de i matatuen fik nys om det, gav de ham ikke byttepenge, og tvang ham dermed til at blive i bussen til, han var den sidste for derefter at forsøge at tage hans penge. Den halvgamle mand kunne dog godt slå fra sig, så han slog konduktøren og stak fingrende i øjnene på chaufføren og løb til nærmeste politistation. Som han fortæller: ”I rooked at him, slapped him hard, and thlew him thlough the bus.” :-) Han råder mig til altid at slå først – ”det er ham eller mig” – jeg siger tak for rådet, men tror nu nok, at jeg vil overveje en anden strategi….
Vi ankommer til gaten ved NEGST og bliver lukket ind – efter lidt forvirring. Først svarer jeg ikke portvagten, da jeg tror, at han taler til chaufføren. Jeg opdager dog snart, at han er meget skeløjet – og jeg kigger på det forkerte øje. :-)
Vel ankommet hos Søren og Charlotte kan jeg få indhentet nattens manglende søvn mens Søren er til undervisning og Charlotte på arbejde. En hyggelig aften med snak og opdateringer på henholdsvis Danmark og Kenya afslutter en behagelig og egentlig overraskende nem rejse.

Onsdag den 3. februar:

Det snedækkede Kastrup

Så er jeg her igen. Det er en mærkelig men ret god fornemmelse at være tilbage i Nairobi. Det hele er ganske velkendt og ikke spor stressende, og jeg har masser af tid, så jeg skal ikke fare rundt og se en masse ting. Det er indtil videre blot et familiebesøg – som en Jyllandstur i dejligt behageligt sommervejr med 25-30 grader. Det er top nice!

Efter nogle stressende sidste timer inden afgang står jeg i Kastrup og kan først konstatere med lettelse, at snestormen aftenen før ikke længere forsinker flytrafikken, og efter check in bliver der tid til en kop kaffe, mens jeg ser ud over den snedækkede lufthavn. Det giver mig lige lidt tid til at lægge de stressende forberedelser bag mig og se frem mod en rejse, som nu er påbegyndt. Det er et ”ritual”, som jeg har brugt de gange jeg har rejst – det er super rart. Jeg letter planmæssigt omkring 18:15 med kurs mod Heathrow, London, og efter et kort vellykket transit i London sidder jeg i flyet til Nairobi – ved siden af en flink somalisk født kenyaner, som bor i London; han skal også til Kenya for anden gang.