Onsdag den 24. februar:

Cyangogo - grænseovergangen til Congo

Jeg står op kl. 06:00, da jeg skal være i god tid til at nå bussen kl. 08:00, og jeg har ikke gode forventninger til denne bustur – jeg kommer måske slet ikke med. På denne rute (og ruten til Gisenyi) kæmper folk om at få plads på bussen, da der efter sigende kun kører denne ene bus hver dag, og der er ikke plads til alle. En fortæller, at man køber billetten, men er ikke sikker på at komme med, en anden fortæller, at han kender folk, der har overnattet i bussen for at være sikker på en plads. I aftes mødte jeg dog en katolsk Caritas-medarbejder, der sagde, at der altså kører en bus først på eftermiddagen – bussen fra Cyangogo skal tilbage igen. Ved opsamlingsstedet kan jeg efterhånden tælle 35 personer. Hvis bare ikke bussen er halvfyldt (den kommer fra garage), så skulle det ikke være noget problem. Mine bekymringer er helt uberettigede. Halvdelen skal åbenbart med en anden bus, så bussen bliver kun halvt fyldt, og jeg får en fint sæde foran, hvor jeg kan strække benene. Perfekt! Vi kører afrikansk rettidigt, hvilket vil sige 5 kvarter for sent (vi skal lige ordne et utæt reservehjul; jo tak!), og efter knap 5 timer er jeg i Cyangogo. Det går noget hurtigere med en stor bus, da den ikke er så følsom for hullerne i vejen og derfor kan køre lidt hurtigere.
Velankommet til Cyangogo – eller nærmere Kamembe, som er ”hovedbyen” 5 km oppe ad bjerget, væk fra Cyangogo ved søen – skal jeg hæve penge, og jeg er blevet lovet, at der er en hæveautomat. Det er der også, men der kræves netværksforbindelse til automaten, og det virker ikke altid i Cyangogo, som ligger lidt gemt bag bjergene. Jeg prøver 4 gange uden held. Øv! Nu skal jeg til at spare for at være sikker på, at jeg kan nå til Butare.
Jeg tager en Moto de 5 km ned til Home St. François, som er drevet af katolske nonner. Fra mit værelsesvindue kan jeg se de 100 meter hen til grænseposten til Congo – en lille gangbro, der krydser Rusizi River. Rusizi River fører vandet fra Lake Kivu til Lake Tanganyika nær ved Bujumbura og udgør grænsen til Congo. Det er lidt specielt at tænke på, at 20 meter væk – på den anden side af floden – ligger Congo, og der kan jeg ikke gå over, det ville ikke være forsvarligt på egen hånd. Men som i Goma/Gisenyi så vandrer de lokale handlende frem og tilbage. Jeg går en tur langs floden og mod nord langs søen for at se Cyangogo. Der er absolut intet særligt for turister i denne by – jeg er virkelig kommet til den yderste afkrog af Rwanda og kan også mærke på de lokales opførsel, at hvide turister i Cyangogo ikke lige er hverdagskost.
Mens Kibuye må siges at være hårdest ramt under folkemordet – først og fremmest pga ”the butcher” – så er Cyangogo næsthårdest ramt. Både pga myndigheder, som bidrog effektivt, men også fordi den befriende oprørshær RPF kom fra nord og derfor varede folkemordet længst i denne sydlige del af Rwanda. Det var desuden ved denne grænse til Congo, at Frankrig indsatte sine tropper for at oprette en ”safe zone”. Det skabte ingen sikkerhed for Tutsierne, men forhindrede RPF i at komme til dette hjørne af Rwanda.
Der er mange tilgroede ruiner på områderne langs søen, og man fornemmer, at Cyangogo halter en del efter mht genopbygningen efter krigen.