lørdag den 6. marts 2010

Tirsdag den 2. marts:

Baptistkirkens hus i Musema

Jeg skal være klar til afgang tilbage til Bujumbura allerede kl. 07:00, hvor der skal komme en bil med plads til mig. Morten og Sussi m.fl. skal besøge yderligere 6 kvindegrupper de næste 3 dage, men jeg tager tilbage til Buja. De kører 09:15, hvor jeg stadig venter – de skal lige have fyldt de andre sæder. Lige før middag kommer chaufføren så; han har ikke fundet passagerer, så han kører ikke … Han kan dog godt køre mig til 6 gange den aftalte pris. Det lyder som snyd, men selv om han ikke siger det, så må han have ment mig alene i en jeep (og så er prisen fair), for det er helt umuligt at komme ned fra bjergene i en almindelig bil – det vidste han bare også i morges, da han lovede turen..... Det var jo ligesom i går det regnede voldsomt.
Til deres forundring afviser jeg blankt; jeg bliver her bare til i morgen. Det er bestemt et dejligt hus, og klimaet i Musema er som dejligt dansk sommervejr. Det regner selvfølgelig en gang imellem, men ellers er der varmt uden at være for varmt – vi er i omkring 1800 meters højde; 1000 meter over det varme og lumre Bujumbura.
Jeg finder en bog, en kop kaffe og en stol på terrassen. Det kan jeg lige holde til, og så er jeg alene i huset, så jeg har min helt egen kogekone til frokost :-) . Pludselig kl 15:30 holder der en minibus foran porten! Vejene er tørre, så den nu kan køre, så nu kan jeg komme af sted, så jeg pakker i en fart. Det bliver først 1,5 time på de forfærdelige jordveje, og så godt 1,5 time på asfalt ned mod Buja. Vi lander ved en holdeplads ca. 10 km fra centrum, så det bliver en udfordring. Denne bydel er ikke smart efter mørkets frembrud, så jeg skal hurtigt videre. Der er et utal af meninger om, hvad jeg skal gøre, og hvem der skal køre mig – nogle sikkert velmente for at få mig væk – men jeg kan mærke, at det dur ikke, og jeg går væk og får forklaret en Moto, hvor jeg skal hen. Jeg har nemlig på fornemmelsen, at jeg ikke er så langt fra Spanners hus. Jeg har heldigvis sørget for at være forberedt på fransk på, hvad stedet hedder; der er ikke noget der hedder vejnavne og husnumre – eller det er der, men det er der bare ikke nogen, der ved … - så jeg må nævne nogle kendte bygninger i nærheden. Det er sådan det fungerer i både Rwanda og Burundi.
Mens folk diskuterer, stryger jeg væk fra området på en Moto; det hele går heldigvis glat, og jeg er vel ved huset 19:30. Det var ved at blive ”lidt uheldigt”, men nu er jeg hvor jeg skal være. Som vesterlænding skal man ikke futte rundt i Bujumbura efter mørkets frembrud.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar