Mandag den 22. februar:

Punktering på vejen mellem Gisenyi og Kibuye

Ok, det bliver ikke til noget med den tidlige bus. Det er en gråvejrsdag i dag fra morgenstunden og kl. 06:00 vælter regnen ned, og jeg har ikke lyst til at kæmpe for en plads i bussen i det vejr (disse busruter langs søen er desværre så uorganiserede, at der er en temmelig ukultiveret skubben og masen for at komme med). Så jeg får sovet lidt mere inden, jeg går mod busholdepladsen. Det tegner til at blive en halvkedelig rejsedag – det ville det dog være synd at sige, at det blev. Det bliver nærmest en lille safari :-). Ved busholdepladsen er der en minibus (matatu), som er ved at køre kl 10:00, så det er bedre, at jeg tager den end at vente på bussen 12:30 – med risiko for ikke at komme med. Det bliver en 8 timer lang tur (hvoraf dog en time går med ventetid med at få passagerere på bussen) i en 14 personers bus – vi er 20 voksne + 2 børn; jeg sidder heldigvis foran med min bagage, så jeg slipper nogenlunde komfortabelt fra det. Det er en tur på 110 km på forfærdelige jordveje i bjergene. Det har regnet meget denne morgen, og det småregner stadig, så jordvejen er smattet, og vi sejler til tider rundt på bjerghylderne, som var det en dansk snestorm. Chaufføren kører fornuftigt og tager ikke chancer; han får en hård dag med 110 km på stejle bjergsatser med elendig vej med huller, sten, mudder og vand. I den hårde regntid tror jeg simpelthen ikke på, at man kan køre denne tur uden 4WD.
De første 3 timer kører vi bare op ad (heldigvis stopper regnen efter halvanden time). De første ca. 75 km går bl.a. gennem udkanten af Gismathi Forest, og det går ganske fint med kun en tabt udstødning og én punktering. Efter skoven går det atter stejlt op et langt stykke, og det begynder at regne. Snart står himmel og jord i et og vandet vælter ned ad bjergsiden og ned ad vejen. Chaufføren kæmper videre op ad bjerget, og på en stejl skråning går vi i stå og kan ikke komme videre. De fylder kun lige nøjagtig så meget benzin på, så de kan klare turen, og her med 1/3 tilbage af turen kører vi tør, når tanken står så skrå. Der diskuteres en del, og chaufføren får lidt skæld ud for ikke at fylde nok benzin på – ”vi kan jo ikke bare strande her med en muzungu....”. Regnen vælter ned og efter 10 min kommer vi videre, og efter en lille times regn er vi på vej ned og kommer ”ned under regnvejret”.
Jeg ankommer til Kibuye kl. 17:45 og går straks mod Home Sct Jean, hvor jeg vil bo. Hotellet ligger på en lille halvø ikke meget større end 2-3 fodboldbaner. Først ligger den katolske kirke, og ude på spidsen ligger Home Sct Jean. Stedet emmer af både skønhed og alvor – ikke mindst, når man kender historien, og der er ingen tvivl om, at i Kibuye er den smertefulde historie svær at glemme. Kibuye og omegn var det værste område under folkemordet. Før folkemordet var 20% Tutsier – 90% af dem blev myrdet, især pga byens præfektur (”borgmester”), som var særlig effektiv – han fik tilnavnet ”the butcher”. Tutsierne flygtede til denne katolske kirke på opfordring af borgmesteren, som lovede at beskytte dem. Da de var samlet, fik han dem alle myrdet i og omkring kirken. Som så mange andre steder i landet, hvor Tutsier havde søgt tilflugt i kirken, så blev de myrdet dér – ofte efter et tip fra præsten. Massemordene foregik ofte ved, at der først blev smidt håndgranater ind i kirken, derefter fyrede regeringssoldaterne nogle skudsalver i mængden, og til sidst gik Interahamwe ind med macheter og køller og dræbte dem, der stadig var i live. 11.400 Tutsier blev myrdet i og omkring denne katolske kirke.
Som jeg nærmer mig, kan jeg se massegraven med mindesmærket foran kirken, og der er grave på skråningerne på begge sider ned mod vandet. Fra kirke mødes jeg af lyden fra afrikanernes livsbekræftende sang – der er aftenmesse. Det er meget gribende, hvordan indbyggerne i Kibuye kæmper for at genoprette et liv og en fremtid trods fortidens grusomheder. Denne lille halvø er virkelig intens og gribende med den utroligt smukke udsigt til Lake Kivu og bjergene og den ufatteligt tragiske og ondskabsfulde historie. Det er slet ikke til at få denne skønhed og grusomhed til at være på samme sted.