onsdag den 24. marts 2010

Guide til min rejseblog

Dette er mine rejsebeskrivelser fra en 7 uger lang tur rundt i Østafrika foråret 2010; 4900 km i bus. Min tur gik gennem alle 5 østafrikanske lande – Kenya, Uganda, Rwanda, Burundi og Tanzania – og begyndte og sluttede i Nairobi med følgende forløb:

Rejserute:
Nairobi – Nakuru – Kisumu – Jinja – Kampala – Kigali – Ruhengeri – Gisenyi – Kibuye – Cyangogo – Butare – Bujumbura – Kigoma – Nzega – Dar Es Salaam – Stone Town, Zanzibar – Dar Es Salaam – Mombasa – Malindi – Lamu – Nairobi

Som du kan se, er der ganske mange og til tider lange indlæg på min blog, så lad mig fremhæve de dage, som jeg selv betragter som nogle af min turs højdepunkter. Skal du selv rejse i disse områder, vil jeg desuden anbefale dig at se, om der er nyttig information om transportmulighederne. Trods mine high lights nedenfor, så er det dog ofte de små fortællinger, og mødet med enkelte lokale personer, som er mest interessant læsning, så velkommen til at kigge dig omkring og se, hvad du finder interessant.

Jeg vil anbefale dig at læse om:
17.-26. februar: Mine dage i Rwanda. Rwanda er et smukt land med en gribende historie – det er stadig kun 16 år siden folkemordet i 1994.
9. februar: Besøg på skoler støttet fra Danmark og privat hos mit sponsorbarn i Rift Valley, Kenya.
1. marts: Feltbesøg i Musema, Burundi. Tilsyn og research af alfabetiseringsprojekt for kvinder.
3. marts: Feltbesøg i Bujumbura, Burundi. Mikroøkonomi/savings projekt, som også danner social hjælp for syge. Del af HIV/AIDS projekt i Burundi.

VELKOMMEN !!

Onsdag den 24. marts:

Den aktive vulkan Nyiragongo, Congo.

Jeg sover 3-4 timer på en bænk, men mit indre ur siger stadig kenyansk tid, så jeg ”står op” kl. 03:30 (06:30 i Kenya). Heldigvis finder jeg et hjørne, hvor jeg får kontakt med et netværk, som ikke er lukket – spøjst; det koster ellers penge at komme på Internettet i lufthavnen. Nå, men så kan jeg jo bruge tiden effektivt med de ting, som skulle ordnes, når jeg kom til Danmark. Faktisk er de 15 timer snart ovre, så det blev aldrig den ”dræber”, som jeg frygtede.
I København skinner solen – jeg er landet midt i forårets hidtil varmeste dage i Danmark. Jeg synes nu stadig, det er lidt småkoldt, men mon ikke jeg vænner mig til det :-). Der er lidt farveløst i Danmark, så I må hellere få et billede af vulkanen Nyiragongo, Congo. Bemærk røgen fra lavaen i den aktive vulkan.

Tirsdag den 23. marts:

Lillebror læser til eksamen ...

Så er dagen kommet, hvor jeg forlader Afrika. Jeg har efterhånden været her længe, og nogle af de daglige, naturlige ting kommer jeg nok til at savne lidt. Det kan godt være, at man synes, at det er upraktisk, at meget ligner en rodebutik i Afrika, men det har nu også sin charme, og farverne og de dejlige temperaturer…. Det bliver mærkeligt snart at stå i de grå københavnske gader. Tjeck in og afgang går helt efter planen, og jeg lander i Heathrow kl. 18:30 (21:30 kenyansk tid). Jeg skal desværre vente i Lufthavnen hele natten – i 15 timer. Men jeg har jo heldigvis min computer og en lang række billeder, som skal sættes lidt i orden :-) . Desværre lukker lufthavnen om natten, så jeg skal ud, og så kan jeg vente i ankomsthallen; her er dørene bare så tit åbne, at man virkelig kan mærke temperaturerne i London. Puh, det er en kold oplevelse, når man sådan kommer fra Afrikas 25-35 grader.

Mandag den 22. marts:

Flamingoer ved Lake Bogoria

Hvad har jeg lavet i dag? Ingenting. Søren har været til eksamen, Charlotte på arbejde, og jeg har læst avis og pakket min kuffert. That’s it.
Så må jeg jo finde et pænt billede til jer :-) – dette er fra Lake Bogoria.

mandag den 22. marts 2010

Søndag den 21. marts:

Hestevæddeløb i Nairobi

Det er midt i Sørens eksamenslæsning, og for at han kan få lidt ro til at læse til sin eksamen i morgen, tager Charlotte og jeg på en lille søndagstur. Det skal ikke være noget særligt, men vi skal da have en god dag, så vi tager matatu til Java House ved Junction og spiser lidt mad, og jeg får mig en stor kop dejlig mokka :-) . Herefter tager vi til væddeløbsbanen, hvor der er løb om søndagen. Der er lidt stemning af kolonitid med de ældre herrer med hatte, som følger løbet, og som sikkert ejer nogle af hestene. Der spilles ivrigt med bookmakerne, men vi nøjes nu med at bruge vores penge på sodavand. Det er min plan at se dagens topkamp fra Premier League – Manu vs. Liverpool – og der er fint TV i restauranten ved væddeløbsbanen, så her hænger vi bare ud til vi skal hjem før mørket falder på.

Lørdag den 20. marts:

Lamu

Den bedste morgenmad fik jeg på hotellet Jannet House forleden, så dér må jeg hen denne morgen før afrejse. Jeg skal først med en båd kl. 11:30, så der er god tid til at få købt et par ting og snakket med lidt forskellige folk – bl.a. en masai fra Amboseli, hvor jeg har været, og en fyr, som er engageret i et projekt, som skal forsøge at aktivere helt unge, som er på vej ud i stofmisbrug. Der er et stigende problem med stoffer i Lamu. Der er ikke så mange, der drikker, da det er sværere at gøre i smug, og alkohol er ilde set i et muslimsk samfund. Stoffer kan bedre tages i smug og kan ikke lugtes. Jeg havde da heller ikke været i Lamu i mere en 2 timer før, jeg blev tilbudt stoffer, så selvom Lamu er lidt isoleret og stadig ikke har så massiv en turisme, så oplever de en øget påvirkning var Malindi, og det giver desværre også problemer med stoffer og unge mennesker, som ikke har noget at tage sig til.
Kl. 11:30 tager jeg med en båd til Manda på den anden side af sundet, hvor lufthavnen ligger – jeg skal med en flyver kl. 13:00. Det er en temmelig lille lufthavn under ret primitive forhold. De er dog ved at bygge et hus, som nok skal være en ny ”lufthavnsterminal”, men stadig er der blot et skur, som er sikkerhedstjek og så nogle overdækkede siddepladser og en træskranke, som er tjeck in. De har rent faktisk fået en egentlig scanner som i andre lufthavne til sikkerhedstjek. De skal dog lige have startet generatoren først før vi kan komme igennem. Herefter skal bagagen vejes – på en gammel mekanisk vægt; sådan en ligesom en gammeldags køkkenvægt, hvor der blot er en viser på en drejeskive – bare større. Og bording passet er med frit valg af sæde i flyet :-) .
Vi flyver ikke højt, da vi kun skal til en mellemlanding i Malindi, så der er fantastisk udsigt over Lamu Achipelagos og Tana River floddeltaet. Efter Malindi går det mod Nairobi, og jeg lander klokken lidt over 15:00 til behagelige sommerlige temperaturer omkring de 26-28 grader. Jeg skal ud til Søren og Charlotte (bror og svigerinde) i Karen, og ved Karen Roundabout må jeg lige afslutte min tur med et besøg på Dormans (kaffebar). Selvom det er 1½ år siden, at jeg sidst var her, så har jeg stadig deres brownies i helt frisk erindring, og et gensyn med denne vel nok eneste gode kage, som jeg har kunnet købe i Afrika, og så en kvalitetskaffe; det må jeg ikke misse!
Det er hyggeligt at se Søren og Charlotte igen, men også lidt mærkeligt, at der er gået 1½ måned siden jeg forlod dem. Søren er midt i sine afsluttende eksamener, så han har travlt, men denne aften bliver der tid til lidt hygge, og jeg fik selvfølgelig også lige lettet Nakumatt for lidt af deres slik og læsedrik, da jeg nu alligevel var i Karen :-) .

Fredag den 19. marts:

Fra mit hotel

Planen for i dag er at gå langs vandet mod syd til Shela, som er en stor badestrand (12 km) og en mindre by, hvor en stor del af befolkningen er turister/fremmede. Her ved lavvande om formiddagen kan man bare gå på stranden – den er væk noget af vejen ved højvande, som for tiden topper ved 17-18-tiden om eftermiddagen. Jeg tjekkede vandstanden ved bådebroen forleden; kl. 23:00 var vandet allerede ca. 3 meter lavere end ved højvande, og bunden er jo først tidligt om morgenen, så jeg vil tro, at der er 3,5-4,0 meters forskel på høj- og lavvande. Det gør en temmelig stor forskel. Ved højvande kan man blot se buske og træer, som går helt ned til vandet på Manda Island, som ligger på den anden side af sundet (1 km) ved Lamu. Om morgenen kommer der strande og sandbanker til syne rundt om øen, og sundet kommer til at virke markant mindre – og det er jo så også lidt smallere…
Hen på eftermiddagen lukker en del af byen ned; det er fredag, og der kaldes til bøn fra byens moskéer. Jeg har heldigvis fundet et sted, hvor man kan købe dåsesodavand, så nu har jeg kolde på køl i mit helt eget køleskab :-). Det er sidste aften på min tur, så jeg har samlet lidt i køleskabet: dåsesodavand, en bountibar og så 3 kager – deriblandt en ”danish cake” fra byens bager. Jeg har aldrig set eller smagt en lignende kage i Danmark… – og den smager som næsten al anden kage i Afrika ikke specielt godt, men hvad; som bager må man jo forsøge at gøre noget for de danske besøgende…

Torsdag den 18. marts:

Dhow

Lamu

Jeg må jo sørge for at nyde de sidste 2 dage, så jeg skifter hotel til ét, der er dobbelt så dyrt – dvs. 78 kr./nat. Jeg har fået forhandlet en god pris, og det er med dejlig tagterrasse, swahilisenge, en suite OG … eget køleskab. Det skal udnyttes her de sidste aftener! Ellers går dagen blot med at slentre rundt i byen og lidt i udkanten af byen, hvor der ikke er nogen gadesælgere, som konstant render efter én. Det er noget mere interessant at kigge på butikker her i Lamu, hvor der er en del forskellige lokale håndværkere, som laver mange forskellige slags ting. Det er noget andet end Malindi, hvor der var mindst 50 komplet ens butikker på række, som alle køber det samme ind – sikkert fra de samme storleverandører.

Onsdag den 17. marts:

Manda Beach

I dag skal jeg bare slappe af i en sejlbåd. Det er egentlig ikke noget særligt, men når man er i Lamu, er det næsten et must, at man tager en dhow-tur. Det er egentlig lidt kedsommeligt, og selv om jeg har medbragt solkrem, tøj og hat, så undgår jeg ikke at få lidt for meget sol – man bliver simpelthen grillet af blot at ligge midt på vandet i 7 timer i den skarpe sol. Turen er stille og rolig og helt uproblematisk; kaptajnen er blandt øens bedste. Ved de nylige væddeløb under Maulidi-festivalen (Muhammeds fødselsdag) vandt han de 2 første dages løb, men under sidste løb knækkede masten. Det er lidt ærgerligt, at festen netop er slut, som jeg kommer – den var også netop afsluttet i Malindi og på Zanzibar, da jeg var dér. Det kunne ellers have været sjovt at se dhow-væddeløb og donkey-ræs :-). Vi fanger et par fisk og griller dem, og der bliver kogt ris og grøntsager i bedste ”local food”-stil på en ”grill” i bunden af båden. Om aftenen på restauranten må jeg konstatere, at jeg ”stadig gynger” – det blev også til en del timer på vandet.

Tirsdag den 16. marts:

Stranden ved Malindi ved lavvande

Jeg skal først med bussen kl. 13:00, så der er god tid til at se stranden ved lavvande. Fiskerne er i fuld gang, og der foregår mange ting på denne store strand – vandet har trukket sig ca. 150 meter ud ved lavvande. Som jeg går på stranden, får jeg øje på 2 ”strandvaskere”. Det ser umiddelbart ikke så rart ud, og der kommer lidt folk til, da jeg først begynder at gøre opmærksom på det, men de står bare og kigger. Ved nøje eftersyn kan jeg se, at de begge trækker vejret svagt, men de har det godt nok ikke godt og er ikke ved bevidsthed. Mens folk blot ser til, får jeg og en anden vendt den ene, så han kan trække vejret frit, og efter lidt tid kommer han til bevidsthed. Min første tanke er jo, at det nok er et par fiskere, men jeg taler med en fisker, som kender fiskerne – det er det ikke. Det er nogle unge fyre inde fra landet; de kan ikke svømme, men går alligevel ud i vandet, hvis bølger omtrent kan sammenlignes med Vesterhavet. Nå, de klarer den, men folk er totalt passive om situationen; man skulle tro, at det var hverdagskost….
Om eftermiddagen skal jeg til Lamu. Det er en overkommelig tur til færgelejet ved Mokowe på fastlandet. Herfra skal jeg med færge en 20-25 minutter til Lamu – eller dvs. færge er måske et lidt forkert ord at bruge om det ca. 10-12 meter lange, lettere ramponerede fartøj af en båd, som vi sejler med. Den læsses med omtrent 80 personer og en god portion fragt; godt at der kun er få hundrede meter til Lamu, hvorefter resten af sejlturen går langs kysten til byen på den anden side af øen…
Lamu lever helt op til de mange positive beskrivelser! Det er et virkelig rart og hyggeligt sted. Der er ingen biler eller tuk-tuks (kun én, som fungerer som ambulance…), men til gengæld er der omkring 3000 æsler, der er øens primære transportmiddel. Byen er udpræget swahilistil og mange af gaderne er kun 1 meter brede – hovedgaden er 1-3 meter bred. Der er en del hoteller og restauranter, folk er venlige og her er en rolig stemning. Ok, jeg må som sædvanlig bruge lidt tid på at afvise folk som vil sælge det ene og det andet – det er lavsæson, så der er rift om de få turister, der er. Jeg finder et billigt hotel med tagterrasse lige ved vandet, og så vil jeg skifte til et dyrere sted de sidste 2 dage. Jeg får også booket en heldagstur med dhow – med et par andre, hvilket jeg ikke kunne forvente her i lavsæsonen, så jeg skal stene i en dhow hele dagen i morgen :-)

Mandag den 15. marts:

Gede Ruins - den store moské

Kenyas østkyst har mange både nutidige og historiske steder, hvor swahilikulturen kommer til udtryk. Der er både en del ruiner fra tilbage til det 1. årtusinde e. kr., og så er der de gamle bydele i byerne langs kysten med de smalle gader, den særlige byggestil, bådene (dhow) og det fine træskærerarbejde, som nogle af de ting, som springer først i øjnene.
Gede Ruins 100 km nord for Mombasa er sådanne ruiner, så jeg tager en matatu til Gede. Det er en ret omfattende samling af ruiner med palads, stor moské, mindre moskéer, swahili-huse og gader, gravmonumenter og meget andet. Byen går mindst tilbage til 1200-tallet, men blev forladt for nogle hundrede år siden, så ruinerne er indhyllet i en forholdsvis gammel skov; de blev først fundet igen i 1920’erne. Som man går rundt på skovstierne mellem ruinerne, er det næsten som at være med i en TinTin-film eller så’n. Man får helt lyst til en rask lille skattejagt :-) .
Nå, jeg finder en matatu til Malindi og køber straks busbilletten til Lamu. Det er helt rart at tænke på, at det er den sidste billet på min rejse. Når man rejser, som jeg gør, hvor jeg er 1-2 dage i hver by og nogle gange i områder, hvor mulighederne ikke er så mange, så går der en del energi med at finde ud af, hvordan man kommer videre til næste by. Malindi er helt igennem en turistby, og der er rigtig mange italienere, som bor her; jeg tror, at italienere og så nogle indere driver det meste af byens hoteller og restauranter. Det hjælper dog ikke meget på den pizza, som jeg bestiller på ”I Love Pizza”. Den er dyrere end en pizza i Danmark (!!), men indeholder stadig kun de sædvanlige 15-20 små stykker skinke. Restauranterne er sindssygt dyre i Malindi – det er ofte mere end dobbelt så dyrt som de fine restauranter på det ellers dyre Zanzibar.
Jeg går et par kilometer gennem byen og tilbage igen på stranden. Der blæser en kraftig pålandsvind på denne tid, og der er højvande, så der driver en masse op på stranden. Selv om regntiden først begynder er ved kysten om en måneds tid, så er den begyndt inde i landet for et par uger siden (+den ekstra El Niño-regn), så floderne bringer store mængder mudderbrunt vand ud i havet nord for Malindi. Det betyder, at vandet langs strandene er brunt på denne årstid, og derfor er det ikke så indbydende til badning. Nogle af koralrevene er beskyttede som nationalparker, og derfor er snorkling en populær turistbeskæftigelse fra Malindi – bare ikke lige her i lavsæsonen med det mudrede vand. Flere guider prøver at sælge mig snorkleture…. Hvor dum tror de egentlig jeg er?!! Malindi rummer utallige souvenirbutikker, og en hob af guider og beach boys, der vil arrangere det ene og det andet. En aktivitet, som ikke generes af det brune vand, er dybhavsfiskeri – og jeg bliver godt nok lidt fristet, da jeg ser dagens rekordfangst: en black marlin på 90 kg. Den er næsten 2 meter lang! Den klargøres til salg – med brug af en stor kniv og en fukssvans (sav) :-) .

Søndag den 14. marts:

Mombasa - fra Fort Jesus mod Nyali

Jeg forlader hotellet allerede kl. 05:15 og går af sted for at finde en dalla-dalla. Det er stadig mørkt, men byen er ved at vågne, og minareterne gjalder ud over byen. Det går heldigvis glat med at komme til Ubungo, og den bus, som jeg har billet til, er udmærket. Jeg blev fortalt, da jeg købte billetten, at turen tager 7 timer, men det tror jeg nu ikke på, og det kommer da også til at tage 10 timer, men de lever heller ikke ligefrem op til navnet ”express”. Jo, de kører meget stærkt, men spilder så tiden med alt muligt andet. Ved grænsen ved Horohoro skal mit pas tjekkes ret grundigt. Der er jo efterhånden en del afrikanske stempler i det, men da jeg forsikrer om, at jeg hverken har været i Congo eller Malawi, så er det ok med mit single entry visa, og jeg slipper for at betale et nyt til Kenya – det var jeg kommet til at betale, hvis jeg havde forladt Comesa.
I Mombasa bliver der lige tid til en gåtur i den gamle by, ved vandet og ved fortet. Det er mærkeligt at være i en by, hvor jeg før har været. Jeg føler, at byen er kendt, og at jeg har været her flere gange, men jeg har blot været her 2 dage for et par år siden. Selv om jeg bliver fristet af en pizza, så holder jeg stand; jeg er jo nødt til at spise ordentligt i denne kulturelt mangfoldige by, så det bliver et gensyn med den kinesiske restaurant og deres gode mad og deres særligt gode betjening.

torsdag den 18. marts 2010

Lørdag den 13. marts:


Færgen til Pemba brænder

Tiden er fløjet af sted her på Zanzibar, så det er lidt trist, at jeg allerede skal videre. Færgen er desværre 50 minutter forsinket, men det betyder så bare, at jeg lige når at få set en færgebrand :-) ... eller :-( . Kl. 13:00 går der ild i en passagerfærge, somm ligger for anker lige ud for Stone Town, og snart står hele færgen i et flammehav (den er formodentlig uden passagerere). Der er færgen til Pemba, så det var da egentlig godt, at jeg ikke fik planlagt at skulle den vej – nu har de kun ’Seabusses’ (store speedbåde) tilbage, så det giver nok lidt problemer på denne sejlrute.
Da jeg er kommet af med bagagen på hotellet i Dar, skal jeg have købt en busbillet til Mombasa og prøver selvfølgelig Scandinavian Express, som ligger tæt på. Jeg har desværre på fornemmelsen, at de ikke kører denne rute længere, selvom det står på deres hjemmeside, og jo; den er nedlagt. De henviser til Mombasa Raha, men de kører heller ikke – det er jo skønt, når selskabet hedder Mombasa Raha ... Jeg kan dog købe en billet til et selskab, der kører, så det gør jeg til kl. 07:00 i morgen; ulempen er så, at de kører fra Ubungo busholdepladsen, som ligger uden for centrum – 8-9 km fra mit hotel; øv bøv. Nå, det finder jeg nok ud af.
Klokken er ikke så mange, så jeg får den lidt ambitiøse plan at gå gennem en del af Dar, hvor jeg ikke har været før og så spise på Palm Beach Hotel. Det viser sig at være en glimrende idé; de laver den bedste steak, jeg har set i Afrika – dette er vist næppe fra en ko på den tørre savanne :-) .

Fredag den 12. marts:

Paje på Zanzibars østkyst

Et af de få populære steder på Zanzibar, hvor jeg ikke har været, er strandene på østkysten, så i dag går turen til Paje. Først får jeg lige købt færgebilletten, og så er det derudaf med en dalla-dalla. Jeg finder Paje Ndame, som er drevet af svenskere – det er nu ikke noget særligt, men stranden er ganske imponerende, og vandet er meget varmt. Jeg kender ikke badevandstemperaturen, men det kan ikke være langt fra 30 grader.
På turen tilbage bliver jeg lige mindet om, at jeg stadig er i Afrika.... Jeg venter 2 timer på en dalla-dalla; vi er 45 personer, der venter i Paje, men endestationen er Jambiani 6 km væk. Dér er der knap så mange passagerere, men de kører ikke før de er fyldt op. Til gengæld kører der 6-7 stykker den anden vej, som så holder og venter i Jambiani; jeg vil gætte på, at de så er nødt til at køre sidst på dagen. Imens står der 2 busfulde og venter 6 km væk; typisk. Efter 2 timers venten er jeg heldig og kommer med en privat bil, der har plads, men jeg kommer så sent til Stone Town, at jeg ikke kan køre med Daniel til Mbweni, så jeg skal med endnu en dalla-dalla, og så skulle jeg have været på Upendo, som nu har lukket. Hehe... man skal passe på med for store forventninger til planlægningen :-). Men jeg kom da til Paje og indrømmet: strandende er paradisiske.

Torsdag den 11. marts:

Fra Africa House, Stone Town

Selv om jeg har været her før, så må jeg jo lige se mig lidt omkring i Stone Town, så det er dagens udflugt. Og så skal jeg forbi havnen for at se, om det er muligt at komme med båd til Mombasa. Der er ikke nogen færgerute, så jeg har ikke så store forventninger til, at det lykkes, og det gør det heller ikke, så jeg må den mere ’kedelige’ vej via Dar Es Salaam. Jeg kunne måske have taget en færge til Pemba og derfra være kommet med en dhow, men det er mod vinden på denne årstid, så det vil tage flere dage, og jeg skal måske vente på Pemba. Det har jeg ikke tid til, og så er det lidt besværligt med visa og den slags, når man sådan krydser landegrænsen på ’utraditionel vis’.
Det er rigtig hyggeligt at gå rundt i Stone Town og se de kendte steder og se, hvad der er lavet om. Især Forodhani Gardens må jeg se, da det er en mindre park, som er bygget færdig og åbnet for nylig. Det bliver også til en sodavandssafari. Man skal jo drikke en del, så udover brunch på Archipelagos, så napper jeg en sodavand på Tempo Hotel, Africa House og Livingstone baren :-). Jeg skal selvfølgelig også se Upendo, som er kontorere, systue og shop, hvor Hannah og Daniel skal arbejde. Det er et godt og velfungerende projekt, så det skal nok blive en spændende opgave for dem.
Om aftenen er der festmiddg hos den familie, som Hannah og Daniel skal afløse. Strømmen er tilbage efter over 3 måneders fravær, og det skal fejres med fantastisk mad: lasagne (man kan ikke rigtig have kød uden strøm) og brownies (ovnen kan bruges igen) og så en rigtig god kaffe – olalaa..... jeg kunne flyve hen over hustagene :-).

Onsdag den 10. marts:

Fra Mbweni Ruins Hotel

Dejligt; strømmen er tilbage. Det skal være en ’slappe af dag’, så jeg skal ikke trave Zanzibar tyndt. Hannah og Daniel bor i Mbweni og er genbo til Mbweni Ruins Hotel, så der er 200 meter til den paradisiske badestrand ved et af Stone Town og omegns fineste hoteller. Så dagens projekt må blive at tjekke deres restaurant ud :-). Da jeg ankommer til restauranten, ser jeg straks, at en gæst har bestilt en stor burger. Mums! Sådan en skal jeg da have. Det er nu engang en af de rare ting ved at være på et så turistvenligt sted som Zanzibar. Valgmulighederne er meget større og charmen ved at spise ’local food’ den blegner ret hurtigt – især i Afrika, hvor gastronomi ikke lige er det, som de er mest kendt for.
Senere kommer Daniel og børnene til hotellet. Man kan jo lige købe et par drinks og så køle sig lidt i poolen. Sådan en nabo synes jeg, vi skal have i Herlev! Nå, slappe af – så kan en dag hurtigt få ben at gå på. Nu hvor strømmen er tilbage, skal Daniel have gang i airkondition på soveværelset. Det er ret voldsomt at træde ud af et rum nedkølet til 22 grader og så blive mødt af tryggende 30 grader. Nu har vi ikke et termometer, men jeg vil tro, at der er 27-28 grader om natten (udenfor) og 35 grader om dagen. Man bliver nærmest skør i hovedet af aldrig at kunne køle ned, og evnen til at kunne tænke klart – fx hvis man arbejder – hæmmes en del. Dette er den varmeste årstid på Zanzibar (og lige før regntiden), og derfor er det også lavsæson for turisme.

torsdag den 11. marts 2010

Tirsdag den 9. marts:

Stone Town - Zanzibar

Det var rart med en god nats søvn. Kl. 09:30 går jeg ned til færgerne og køber en billet til kl. 12:00, og så bliver der lidt tid til morgenmad. Det er utroligt varmt, og luftfugtigheden er meget høj. Klokken er 10:00 om formiddagen, og jeg sveder som pisket, bare jeg rører en lillefinger, og det er simpelthen uudholdeligt at træde ud af skyggen særlig længe af gangen.
Velankommet til Stone Town efter 3 timers katamaransejlads får jeg fat i Hannah og Daniel, der samler mig op og kører mig hjem. De er flyttet her til Zanzibar for knap 3 uger siden og er lige flyttet i et fint hus i Mbweni et par kilometer syd for Stone Town. Det er rigtig rart at møde gode venner hér så langt fra Danmark, så det bliver nogle gode dage.
Zanzibar har været uden strøm i over 3 måneder, og det giver nogle problemer. En generator kan hjælpe til det mest nødvendige, men den kan ikke køre hele tiden, så der skal slukkes om natten. Det kan være svært at sove om natten, når det er så varmt, og man ikke kan tænde for ”viften i loftet” (engelsk: fan). I går var strømmen så kommet, men den forsvandt igen. Vi får også strøm i dag midt på aftenen til stor glæde, - men glæden varer kort… ca. 5 minutter. Nå, håber jeg når at falde i søvn inden generatoren skal slukkes.

Mandag den 8. marts:

En bus fra Nzega, som forulykkede samme morgen - 1 dræbt

Klokken 01:00 i Dar efter 45 timer i bus... - jeg lever endnu :-)

Jeg vågner kl. 03:00 og går over og tjekker, om bussen er kørt. Det er den ikke, og efter lidt kamp med kommunikationen får jeg bekræftet afgangstidspunktet. De kan ikke meget engelsk – hverken her eller i Kigoma. Da hun siger: ”It left one a clock”, bliver jeg lidt nervøs – er bussen kørt for 2 timer siden? Nej. Hun vil sige ”leaves”, og så mener hun swahili-tid, så det er kl. 07:00, hvilket passer fint med det, jeg forventer. Så jeg går tilbage og hviler et par timer mere på mit værelse. Jeg har dog fået min nattesøvn, så jeg kan jo bruge tiden på at skrive lidt. Tænk at jeg nogensinde skulle opleve at få vendt min døgnrytme denne vej … Man tror, det er løgn! :-)
Kl. 08:00 kører bussen. Folk er temmelig utilfredse og med god grund. Vi har købt billet med sædenummer til en bestemt bus, og så snyder de folk, ”så vandet driver”. Denne bus er langt dårligere, og mange må stå i midtergangen. Jeg selv har et sæde, som er smallere end jeg er bred, og ved siden af sidder en mand med 2 børn på skødet, så der er trangt. Senere fortæller han, at han skal til Mbeya, hvor han bor; han har hentet de 2 børn, da deres mor er død for nylig.
Det bliver til 17 timer i bus denne dag, og jeg må sige, at de 2 børn på ca. 5 og 7 år tager sådan en tur eksemplarisk – uden Nintendo :-). Det meste af den nordlige halvdel af Tanzania er flad som en pandekage, og de har ret gode veje, så eneste problem er en dårlig bus, som simpelthen kører for sløvt. Og så skal den lige fikses en gang i mellem. Den passer egentlig ganske godt på den beskrivelse, jeg fik fra fyren i Kigoma. Heldigvis regner det kun i 10 minutter, men dér vælter det også ind af de utætte vinduer. Dagens strækning er nok 800 km, og med 300 km igen må motoren køles lidt. Jeg tror, at der er hældt over 50 liter vand på den utætte køler i dag, og nu er hullet for stort. Hvad gør man så? 2 mand i sving med at tygge tyggegummi …!!! – man tror jo, det er løgn :-).
Hen på eftermiddagen får vi også et glimt af, at vejene i Afrika er en farlig affære. Vi skal ned ad en længere bakke, og chaufføren kører ualmindeligt forsigtigt. Længere nede står en havareret bus – Nzega Coster; sådan én så jeg afgå fra Nzega i morges. Det er ikke den samme bus, men det har været et frontalt sammenstød, og én person blev dræbt.
Det er ulovligt at så op i busserne i Tanzania, men politiet ved de mange tjeckpoints kigger bare ind i bussen og lader den køre. De er bestukket alle sammen; - og dog. 2 gange får konduktøren en bøde – eller i hvert fald den ene gang, hvor man tydeligt kan se, at det forstår han ikke. Ved en busholdeplads i en by kommer der en vred betjent i bussen. Han smider alle dem ud, der står op og ikke kan vise billet. Det er der dog ingen af os, der kan, for konduktøren tog dem alle før vi fik lov at komme ind i bussen, så godt at jeg har krævet at få et sæde. Da vi er kørt 100 meter og om et hushjørne, hopper de folk, der er smidt af, atter på bussen. Men efter 2 km tjekkes vi igen – betjenten har ringet til næste kontrolpost. Denne gang har betjent og konduktør en længere samtale (sikkert bestikkelse), og så kører vi videre – med en overfyldt bus. De evindelige snyderier og løgne fra folkene bag busselskabet sinker os virkelig – det er de transportmuligheder, som Tanzania må leve med hver dag.
Længe tror jeg faktisk, at de vil ”parkere” os i Dodoma for natten, så jeg bliver en dag forsinket, men de kører. De sidste 100 km, hvor vi kører ned mod Dar stiger temperaturen og luftfugtigheden kraftigt. Klokken er 23:00, men det er nu virkelig varmt at køre bus, og jeg ankommer derfor temmelig svedende i Dar kl. 00:30. Jeg finder mit ”stamhotel” på Uhuru St., hvor jeg får mit første bad siden Bujumbura. En bustur tværs gennem Tanzania er en udfordring, men det lykkedes, og nu er jeg her. Pyh :-)

Søndag den 7. marts:

Bushen er lysegrøn i det vestlige Tanzania

Jeg skal op kl. 04:00 – mødetiden ved bussen er kl. 05:00. Jeg har ikke sovet så godt, da tanken om at skulle så tidligt op gør, at jeg ikke falder ordentligt i søvn. Kl. 06:00 ruller vi af sted. Ham fyren fra verdensfødevareprogrammet har overdrevet en del … De første 300 km er godt nok jordvej – og i regnvejr var rejsetiden nok forlænget med et par timer – men en af de bedste jordveje, jeg har set. På denne strækning har vi 2 bevæbnede politifolk med skudsikre veste med i bussen, da ruten går mod nord op langs grænsen til Burundi, og dette øde bush-område er ikke så sikkert. Det bliver en ganske fin tur – vi får høj solskin, og der er asfalt allerede fra Nyakanazi.
Efter at have været nogle uger i det bakkede Rwanda/Burundi, så er det helt mærkeligt atter at køre gennem Tanzanias store flade sletter. Det ord, som er mest kendetegnende for landskabet her i det vestlige Tanzania er: lysegrønt. Det ofte meterhøje græs er lysegrønt, og træerne skyder nye lysegrønne blade. De har fået meget regn her i Albertine Rift Valley, men det markant lysegrønne aftager lidt efterhånden, som vi kommer længere vestpå. Det er dog stadig frodige områder; faktisk er der mange sumpede områder, og der dyrkes en stor mængde ris på de flade overrislede sletter.
Kl. 18:00 kommer vi til Nzega, og her kommer så overraskelsen fra det ellers gode busselskab (SSB). Bussen kører til Tabora, og jeg skal ud og over i en anden bus til Dar Es Salaam. Men han har snydt os. Da han er kørt viser det sig, at bussen først kører i morgen tidlig, så de ca. 20 personer (5-7 børn) skal sidde og glo på en markedsplads i et hul af en by i 11-12 timer. Der er stor utilfredshed med det selskab, der har overtaget resten af turen. Egentlig havde jeg ventet at skulle overnatte sådan, men kun i ca. 6 timer fra kl. 23:00. Nu bliver ventetiden lang, og så når vi ikke længere i dag og skal køre det mere i morgen.
Der er ingen restaurant, men jeg får da fundet en håndfuld pommes fritter, og så tjekker jeg et guesthouse lige om hjørnet. Det er faktisk ganske ok – og med tv med sportskanaler – så jeg satser og tager et værelse. I Kigoma blev jeg advaret mod at sove på et hotel, da man ikke ved, hvornår bussen kan finde på at køre, men nu hvor det er en ny bus, tror jeg ikke på, at de kører midt om natten – de skal jo have fyldt bussen. Jeg tager chancen – jeg har råd til en ny billet, hvis jeg misser bussen; de andre sover på busstoppestedet og i en parkeret bus.
Det bliver ikke til meget fodboldfjernsyn; kl. 21:00 sover jeg – jeg er nødt til at udnytte muligheden for at sove. Bussen siges at køre kl. 06:00, så jeg må op kl. 04:00 for en sikkerheds skyld.

Lørdag den 6. marts:

Vandet strømmer ned gennem Kigomas gader

Selv om strømmen kom tilbage sent i aftes, så er den atter væk til morgen, og Kigoma få først strøm igen over middag. Der er ikke noget vand på dette guesthouse – det har jeg fået valgt godt – så jeg må vaske mig lidt ved et kar i gården. Første projekt er at finde et andet sted at bo – egentlig først og fremmest, fordi det skal være tæt på bussen, hvor jeg skal være i morgen kl. 05:00. Jeg får værelse på Zanzibar Lodge – det er dobbelt så dyrt, men det er helt ligegyldigt; 52 kr. og så har jeg fint værelse med tv og eget bad – dog også uden vand. Det er trods alt rarere at bade i en spand vand i en brusekabine end i gården…
Der er ikke meget at tage sig til i Kigoma, så jeg går ned mod søen. Jeg når ikke langt, før det begynder at regne – kl. 09:30. Snart går der hul på himlen, og det vælter ned. Det bliver værre og værre, og lynene slår ned mindre end en halv kilometer fra mit læ (under ½ sekund Mellem lyn og brag). Det er det voldsomste uvejr, jeg endnu har set i Afrika. Det vælter ned, og vandet fosser langs den helt nye vej i Kigoma (de arbejder stadig længere oppe). 100 meter fra mig krydser vandet vejen, og den helt nye vej bliver temmelig medtaget. Efter præcis en time stopper regnen, og solen titter frem. Som jeg går ned gennem byen, kan jeg se, at vandet virkelig er ødelæggende. Vejen er skadet flere steder, et af byens fineste hoteller er oversvømmet med 10-15 cm vand, og alle de forretningsdrivende er ved at tømme vand ud af deres forretninger. Et sted ser jeg en mand, som fylder jord tilbage omkring soklen på hans hus. Det har åbenbart stået ”i en strøm”, og det ser ud som om, der er forsvundet omkring 10 cm jord omkring hans hus. Det er uvejr som dette, der kan få huse til at styrte sammen.
Man kan ikke rigtigt komme ned til søen i Kigoma – det er bestemt ikke en by, som er attraktiv for turister. Det eneste, der er, er nogle dyre hoteller lidt syd for byen, så dér ender jeg med at sidde og nyde udsigten over søen fra baren på et fint, fint hotel. På vej tilbage støder jeg på en vaskeægte hvid afrikaner. En ca. 50 år gammel herre med fransk pas. Han har boet i Kigoma i 5 år og i Congo i 21 år – og er født i Algeriet. Han er en sær fætter. Han viser mig sit hus – eller rettere den ca. 20 km2 store lagerbygning/skur, som han bor i. Han har ikke råd til at bo i hus mere, men han er såmænd også godt tilfreds med sit skur. Han er alligevel en del ”i bushen”, og dette skur er jo luksus sammenlignet med, hvordan man bor derude. Selv hans engelsk accent lyder som afrikanerne…
På hotellet møder jeg en afrikansk medarbejder for verdensfødevareprogrammet. Han er netop kommet med bus fra Dar Es Salaam – det tog 3 dage; dobbelt så lang tid, som ventet pga. regntiden. Så det er jeg forberedt på, og han forklarer på et kort, hvor vejen er god og dårlig; det er rart at vide, hvad jeg går i møde. Han fortæller også, at hans bus var hullet som en si, så vandet stod ind i bussen, så jeg sørger for at få pakket mine ting i de til formålet medbragte plastikposer. Han kommenterer også det dårlige vejbyggeri i Kigoma. Det er valgår i Tanzania, og vejen bliver bygget for at tilgodese Kigomas vælgere. Det er trist at se sådan at dårligt stykke arbejde. De lægger belægning på vejen, men har ikke ordnet afvandingskanalerne langs siden, så vejen vil blive ødelagt, og folk får bare mere vand i husene end de gjorde før. Det skal nok give nogle stemmer…

Fredag den 5. marts:

Grænseovergangen mellem Burundi og Tanzania

I dag er det atter rejsedag. Turen fra Bujumbura til Kigoma er den strækning, som jeg på forhånd har forventet vil blive den største udfordring. Det bliver helt som forventet. Jeg har allerede en busbillet fra Bujumbura til en by nær grænsen med afgang 7:30, så efter at have sagt farvel til familien Spanner, får jeg mast mig ind i bussen (minibus). Vi kører på flad vej langs Tanganyikasøen, men lige før grænsen kører vi ind i landet og op i bjergene, hvor grænseovergangen ligger. Det er vist en af de længste og stejleste stigninger, jeg har været på – vi skal godt nok temmelig højt op. I byen Mabanda står jeg af. Her venter en fælles taxi på at køre os til grænsen. 7 mand i den mest hærgede Toyota Corolla, jeg længe har set. Nærmest alt hvad der er tilbage på den sidder løst :-). Først skal vi forbi et kontor i byen for at stemple ud af Burundi – 3 af os skal over grænsen. Derefter er det af sted de 20 km på en umådelig dårlig jordvej til grænseposten. Dette her er absolut ”in the middle of nowhere”, og vi møder ikke meget andet end de par FN-flygtningelejre, der ligger i dette grænseområde. Efter 15-16 km – hen over det højeste bjerg – begynder det at regne kraftigt og Corollaen kommer på arbejde! Regnen stopper heldigvis snart og kun på den sidste bakke må chaufføren give op. Grænsen ligger på en 1-2 km lang bakkeskråning. Man er ved at forbedre vejen, som formodentlig har været ufremkommelig tidligere, så der er gravet en del. Det betyder så bare, at her og nu er det én lang mudderbane, så efter den vildeste gang Corolla-markræs, må vi gå resten af vejen. Efter 300 meter må jeg op af ”muddergrøften” til paskontoret. Gemt i et lille hus her ude, hvor kragerne har vendt for længst, sidder der faktisk 2 grænsebetjente, som tjekker mit pas. Lidt efter skal jeg atter op ad en våd mudderskrænt; jeg skal med begge tasker balancere op ad den 5 meter høje skrænt på en stige. Her står der en mand, som tjekker, at jeg har vaccination mod gul feber – det er første gang, at det er blevet tjekket. Lidt længere oppe støder jeg på en minibus (som nu hedder en dalla-dalla, da vi er i Tanzania), som kører til Kigoma.
Jeg bliver mast ned i et hjørne med min bagage, og som sædvanlig fyldes den til godt og vel overfyldt. Dette er vist min til dato hårdeste minibustur. Jeg tror, vi kører i 3 timer (jeg har stadig ikke noget ur) på jordveje i acceptabel stand, men da vi kommer ned fra bjergene, er der atter regn. Det bliver lidt af en gang markræs (der er hul på udstødningen), og det er ganske tæt på, at vi skal ud og løfte bussen op af en muddergrøft, men det går lige. Dertil kommer adskillelige af de trættende afrikanske skænderier.
Skiftet fra Burundi til Tanzania er ret markant. Både Rwanda og Burundi er blandt verdens tættest befolkede lande, så hver en bakkeskråning er udnyttet til landbrug. Da jeg passerer grænsen, hvor der ligger en lille by med en del små bananplantager på Tanzania-siden, åbner der sig snart et helt nyt landskab. Det er stadig de kendte runde bakker/bjerge, men der er så godt som ingen træer, blot meterhøjt græs. Det ser faktisk ret godt ud med de lysegrønne bjerge så langt øjet rækker; først da vi kommer ned fra bjergene, begynder der at være huse og marker – men de ligger ikke særlig tæt.
Jeg ankommer til udkanten af Kigoma sidst på eftermiddagen – jeg har jo mistet en time pga. tidsforskellen. Jeg går straks ned mod søen, hvor togstationen ligger; jeg skal helst have styr på min videre rejse allerede i dag. Jeg er egentlig noget træt, men jeg har mange løse ender: jeg har ikke mange penge tilbage, min telefon er låst (=intet ur/vækkeur), jeg skal finde et sted at sove og noget mad, men vigtigst af alt, skal jeg have styr på min videre rejse. Det viser sig, at toget nu er fuldstændig lukket ned. Min plan B er så en flyver, så jeg finder Precision Airs kontor. Øv, de har netop lukket denne rute for nylig. Så må jeg finde på noget andet. Jeg må hele vejen tilbage gennem byen, hvor jeg finder et busselskab, som kører. Her køber jeg billet til søndag, og det skal nok blive ok. Det siges at tage 2 dage (36 timer), men med tog havde det taget 3 dage. Jeg skal møde op på søndag kl. 05:00, så jeg skal have fat i et vækkeur. 2 kr. for et nyt SIM-kort (!), og så er min telefon åben igen – fantastisk! Og så er der hæveautomat, som virker, så jeg får også nogle penge. Det er virkelig rart, at tingene falder på plads. Eneste minus er så, at strømmen går i Kigoma kl. 20:00, så alt er bælgmørkt i denne del af byen, og det værelse, som jeg har fundet, er noget skod, så jeg kan ikke rigtig gøre andet end at lægge mig i min seng og sove. Det er egentlig også tiltrængt – det har været en hård, men dog trods alt vellykket dag.

Konflikten mellem Hutuer og Tutsier i Rwanda/Burundi

Når en europæer hører om krige mellem stammer i Afrika, så er associationerne straks noget med nogle vilde ustyrlige stammer, som altid har bekriget hinanden. Det var også denne fordom, der fik verdenssamfundet til at trække sig væk under krigen. Det er dog et noget stereotypt billede af begivenhederne i Rwanda, og det har ikke så meget med virkeligheden at gøre.
Hutuerne (Bantu) kom til i perioden for 1-2000 år siden vestfra, og Tutsierne (Nilotisk) kom til fra Etiopien og det sydlige Sudan for 4-500 år siden. Det oprindelige folk var Twa (pygmæer). Fordelingen er i dag omkring 84% Hutuer, 15% Tutsier og 1% Twa. Der har altid været en vis grad af konflikt mellem Hutuer og Tutsier, men den gængse opfattelse i Rwanda (især i dag efter folkemordet, hvor forskellene skal nedtones) er, at de 2 folk levede fredeligt sammen i kongedømmerne før kolonitiden, som begyndte med de tyske koloniherrer fra 1885. Beskrivelserne af de fredelige kongedømmer kan nok godt tåle et par kritiske spørgsmål, men der er ingen tvivl om, at skellet mellem Hutuer og Tutsier har altid været der, så længe de 2 stammer har levet sammen, men det har ikke til alle tider været noget stort problem, og der har været forholdsvis fredeligt i Rwanda-Burundi; ikke mindst fordi de også formåede at holde slavetidens slavehandlere væk fra området, som ligger beskyttet midt i Afrika langt fra kysterne og i et område, som har været til at forsvare. Tutsierne blev en slags adelsslægt (kvægbrug), som sad på magten, og som ejede mest, mens Hutuerne var det arbejdende landbrugsfolk. Twa var også fattige (jæger/samlere). Disse sociale forskelle har selvfølgelig givet anledning til såvel konflikter som undertrykkelse, men når man skal finde brændstoffet til folkemordet og de mange andre konflikter, der har været i det 20. århundrede, så skal man i høj grad se mod koloniherrernes indflydelse på de fredelige og traditionsrige kongedømmer.
I dag er det ofte ret svært at se forskel på en Hutu og en Tutsi. Det skyldes både, at racerne er blandet gennem tiderne, og skellet til tider i lige så høj grad har været et socialt skel, som et raceskel. Tyskerne bemærkede de 2 racer – selvfølgelig både på udseende, men også på de sociale forhold. Tyskerne støttede den eksisterende regeringsmagt, Tutsierne, og styrede landet gennem dem, og på et tidspunkt fastslog tyskerne, at alle, der ejede over 10 køer var Tutsi. Hvis man skal beskrive forskellene på arketyperne, så er Hutuerne helt mørke i huden, knap så høje, og har store brede næser, mens Tutsierne med deres nilotiske oprindelse (og før da Ægypten) er høje, lysere i huden og med lange smalle næser. Tyskerne var som alle andre europæiske videnskabsfolk for 100 år siden optaget af Darwins evolutionistiske tanker, og en af de nærliggende konklusioner var jo, at Hutuer med et udseende, som var lidt nærmere aberne, var mere primitive, mens Tutsierne med deres lyse hud var nærmere de hvide overmennesker og derfor mere veludviklede. Og når man så samtidig kunne iagttage de sociale og kulturelle strukturer, hvor Tutsierne sad på magten og var mest veluddannede, så blev det de tanker og ideologier, som koloniherrerne lagde ned over Afrika, og dermed var de i høj grad med til at skabe og forstærke raceskellet mellem Hutuer og Tutsier. Tyskerne var i samme periode koloniherrer i Namibia, hvor de gennemførte adskillelige udryddelser af sorte stammer, som de mente var primitive og de hvide underlegne. Det var under disse udryddelser (med fx kz-lejre), at tyske ideologer udviklede de idéer, som skabte den ideologiske arkitektur for holocaust, og mange af de samme europæiske tanker blev lagt ned over Rwanda-Burundi i kolonitiden.
En anden kolonistisk indflydelse, som blev taget op igen, som ideologisk brændstof til folkemordet var ”Den Hamitiske Myte”, som var teologi fra den katolske kirke, og som blev introduceret i regionen af de europæiske opdagelsesrejsende (vist nok bl.a. af Speke). Den Hamitiske Myte er en fortolkning af den gammeltestamentlige fortælling om Noa, som drikker sig beruset og i beruselse ligger nøgen i grotten. Kam (på hebræisk: Ham), den ene af hans 3 sønner, træder ind i grotten og ser sin far nøgen. Det bebrejdes af de 2 andre sønner, som går ind med ryggen til og dækker faderen til, og dermed udviser de større civilisation end den primitive Kam. Traditionen fortæller, at Kam var sort, og dermed har man en bibelfortolkning, som understøtter tankegangen om, at de hvide er de primitive sorte overlegne, og på den baggrund skal de sorte civiliseres og undertrykkes, og hvis ikke de vil det, så udryddes.
Tyskerne var egentlig ikke særligt aktive i de år, hvor de styrede Rwanda-Burundi, men da de tabte 1. verdenskrig, overtog belgierne mandatet til kolonierne, og belgierne udviklede yderligere skellet mellem Hutuer og Tutsier – ikke mindst ved i 1932 at indføre ID-kort, hvor der var indført, hvilken stamme man tilhørte. Disse ID-kort har indtil, de blev afskaffet og forbudt efter folkemordet, været helt afgørende til at udøve forfølgelser, diskrimination og social forskelsbehandling. Belgierne holdt stadig adelsstammen Tutsierne ved magten.
I Hutu-kredse blev der en stigende bevidsthed om deres rettigheder med 84% af landets befolkning – de havde hørt om det der nye ”demokrati”. Det endte med en borgerkrig fra 1959 til 1962, hvor belgiernes kolonidømme ophørte og Hutuerne tog magten. Under borgerkrigen flygtede mange hundrede tusinder Tutsier til især det sydlige Uganda. Hutu-magthaverne indførte et strengt diktatur – en slags politistat med kommunistiske træk, og fx så blev det styret fra centralt hold, at alle offentlige embeder skulle besættes ligeligt efter fordelingen: 84% Hutuer, 15% Tutsier og 1% Twa.
De 30 år fra uafhængigheden til folkemordet var præget af forfølgelser af Tutsier, og i denne periode blev der skabt en stor gruppe flygtninge i såvel nabolandene som i Europa. Før folkemordet har der været hen mod 1 million Tutsi-flygtninge i det sydlige Uganda, og det var derfor også her RPF (Rwandan Patriotic Front) opstod. En ugandisk oprørsgruppe fra dette område med Museveni som leder (nuværende præsident i Uganda) havde i 1986 afsat det diktatoriske terrorregime i Uganda, og en af hans officerer Paul Kagame – en Tutsi, som jeg mener blev uddannet i Europa under eksil – kom til at stå i spidsen for RPF. De mange Tutsi-flygtninge i eksil forsøgte at få lov til at vende tilbage til Rwanda, men Hutu-styret afviste. I 1990 begyndte borgerkrigen, da RPF gik ind i det nordlige Rwanda med en 5000 mand stor guerillahær (den såkaldte bush army). Hæren var veltrænet, og Kagame styrede tropperne med hård hånd, men gentrumfede også værdier, som skulle bruges, når man efterfølgende skulle regere landet. Det var strengt forbudt at plyndre og voldtage og at myrde uskyldige.
I Hutu-kredse udviklede der sig en stadig mere hadefuld stemning mod Tutsier. Der var stigende propaganda mod Tutsier i både radio og aviser, og det blev flittigt debatteret, hvordan man kunne gøre noget ved ”Tutsi-problemet”. Bag linierne i såvel regering og militær, nationalgarde og politi – mange ledet af medlemmer af Akuza-klanen (det skal her lige siges, at Akuza-klanen oplevede forfølgelser tilbage i kolonitiden, da de ikke ville acceptere Tutsi-styret, og derfor blev drevet tilbage af belgierne). – Bag linierne blev der lagt planer til ”den endelige løsning på Tutsierne” – oversat til tysk er det en sætning, der er hørt før…. Akuza og andre Hutu-ekstremister organiserede Partiet (diktaturet var et étpartistyre) over hele landet, så der var afdelinger over alt, og man oprettede en slags ungdomsafdelinger, som fik navnet ”Interahamwe” – det betyder noget i retning af ”dem der arbejder”; med arbejde menes dræbe Tutsier. Der blev spredt en masse propaganda mod Tutsier med en særlig radiostation og i aviserne – fx med en artikel, som sagde det direkte: ”Vi vil fjerne alle Tutsier i dette land, så RPF ikke har nogen at befri, når de kommer frem”.
RPF blev stoppet i deres fremrykning i nord af 300 franske faldskærmssoldater. Frankrig støttede Hutu-styret og sørgede bl.a. for, at de med direkte bankgaranti fra den franske regering (Mitterand) fik mulighed for at gennemføre Rwandas hidtil største våbenhandel. Frankrig bevæbnede militæret, som senere udførte folkemordet, og hæren blev trænet af franske tropper. Dele af denne hær stod så for træningen af Interahamwe – dødspatruljerne. De skulle lære at dræbe effektivt. En anden forberedelse bestod i i hvert eneste område at udarbejde lister over alle Tutsier, så man hurtigt kunne finde dem, når de skulle dræbes. Med henvisning til, at den siddende regering var suveræn, så var Frankrigs interesse i at støtte Hutu-styret først og fremmest at beskytte ”den frankofone familie” – det var i hvert fald en plausibel forklaring, men noget som Frankrig selvfølgelig ikke ville (eller vil) anerkende. Rwanda var jo som tidligere belgisk koloni fransktalende, mens oprørshæren (RPF) efter de mange år i Uganda ville kunne give mere britisk indflydelse politisk og kulturelt (Uganda er tidligere britisk koloni).
Frankrig stoppede RPF i nord, og der blev startet fredsforhandlinger i Arusha, Tanzania. Det endte med en fredsaftale, men den var Hutu-ekstremisterne og Akuza ikke tilfredse med. Det skal lige siges, at præsidenten ikke var Akuza – men det var hans kone, og hun sørgede for at indsætte Akuza-folk på flere af de ledende poster; de folk som planlagde og udførte folkemordet. Den 6. april 1994 blev præsidentens fly skudt ned (sammen med Burundis præsident) lige før landing i Kigali. Der blev propaganderet, at RPF havde dræbt præsidenten, men virkeligheden var, at flyet blev skudt ned af Hutu-ekstremister, som skulle bruge et påskud for at starte folkemordet. Denne beskyldning mod Paul Kagame blev gentaget af en fransk organisation for et par år siden, hvilket gjorde det i forvejen kølige forhold mellem Frankrig og Rwanda til ren nedfrysning. Den franske ambassade fik 24 timer til at pakke og forlade landet. I januar 2010 kom der en uafhængig fransk rapport, som slog fast, at flyet med næsten 100% sikkerhed blev skudt ned af Hutu-ekstemister.
Allerede de første timer efter nedskydningen af præsidenten blev der myrdet tusinder af Tutsier i Kigali – alt var planlagt og klart; der skulle blot trykkes på kontakten. Der blev også myrdet 10 belgiske FN-soldater, så man sikrede, at belgierne rejste hjem – derefter var FN-styrken rent symbolsk. Landsdækkende radio opmuntrede under folkemordets 100 dage til at myrde Tutsier – hver morgen åbnede radioen med: ”Godmorgen Rwanda. Er I klar til at arbejde?” – ordet arbejde var Interahamwe, som var navnet på dødspatruljerne.
Næsten alle udlændinge (NGO’er m.m.) flygtede ud af landet – en evakuering, der krævede flere udenlandske soldater end der skulle have været brugt til at stoppe folkemordet. Chefen for den handlingslammede FN-styrke havde bedt om 5000 soldater, men FN gjorde intet. FN gjorde intet, hvor især USA spændte ben – de havde lige brændte fingrene på en mislykket operation i Mogadishu få måneder før. De eneste der for alvor gjorde noget var Frankrig, som var ved at miste den franske indflydelse. De oprettede en beskyttelseszone i syd, så folkemorderne kunne nå i sikkerhed i Congo for den fremstormende oprørshær. Dermed sikrede Frankrig, at morderne slap væk, og da Interahamwe og militæret samtidig drev civile Hutuer med i flygtningestrømmen, endte de med et kæmpe flygtningeproblem i det østlige Congo. Paul Kagame opfordrede flere gange Hutuerne til at vende hjem, men dem der prøvede blev dræbt af Interahamwe. Det er grusomt, når man skaber og fastholder et så enormt flygtningeproblem for at score sympatipoint i verdenssamfundet. Verden havde stadig ikke ”opdaget” folkemordet i Rwanda, men man så de store Hutu-flygtningelejre i Congo og Tanzania (en dansk journalist beskriver fra Tanzania det lidt mærkværdige forhold med en krigsflygtningelejr; i en flygtningelejr på 250.000 Hutuer så han kun 4 sårede…). Al verdens hjælpeorganisationer strømmede til Congo (Goma), mens Rwanda selv måtte begrave deres døde. Der blev myrdet over 1 million Tutsier og nogle moderate Hutuer på 100 dage. Jeg vil ikke gå i detaljer med selve folkemordet; mange begivenheder er ubeskriveligt grusomme, og beretningerne er utallige – hver egn havde sit folkemord. Du kan læse enkelte beretninger fra de steder, jeg har besøgt i mine daglige blogindlæg fra Rwanda (17.-26. februar).
Mens Belgien og Tyskland har en stor andel i den ideologi, som bar det frem, så har Frankrig et stort ansvar for at være direkte involveret i krigen. De bevæbnede morderne, de sinkede den befriende oprørshær, og de sikrede, at mange af morderne slap fri, og bidrog dermed også markant til den ustabilitet, der stadig præger Østcongo. Kofi Annan har på vegne af FN undskyldt sin passivitet. Belgien har undskyldt. Frankrig har stadig ikke undskyldt, og USA heller ikke.
Efter krigen tog Paul Kagame magten – eller dvs. en anden blev præsident, men mest for at have en samlende figur; Kagame blev premierminister og sad vel reelt på magten, og i 2000 blev han valgt til præsident ved demokratiske valg. Han har med hård hånd – men også klog – styret landet gennem en imponerende genopbygning. Han har meget stor opbakning i befolkningen – også blandt Hutuer – som anerkender resultaterne. Der er skabt fred, og der er arbejdet meget med det retlige efterspil og forsoning. Der har været samarbejdet meget med omverdenen og alle de mange europæiske NGO’er med dårlig samvittighed, så landet har og er stadig i en rivende udvikling og er genopbygget til en standard, som er ”i den pæne ende af Afrika”. Når man er her, er det svært at fatte, at det er kun 16 år siden.
Lad os håbe at freden holder. Man taler meget om at lægge konflikterne bag sig, men jeg fornemmer også, at der ligger meget under overfladen – og det holdes dér af et strengt styre, som med lov har forbudt enhver handling, som kan tolkes som et forsøg på splittelse mellem stammerne. Så de fleste tier stille – mange nok af frygt – så hvis fx den stærke og populære præsident dør, tror jeg, at landet er i fare for at komme i konflikt igen. Lad os håbe det bedste for Rwandas fremtid.

Torsdag den 4. marts:

Flodheste og fugle i Rusizi Natur Reservat

Som forventet er der ikke nogen busser, der kører helt til Kigoma, men jeg finder kontoret til det busselskab, der kører til grænsen og får købt en billet til i morgen. Jeg skal finde på noget resten af dagen, så det er oplagt at tage til Rusizi Natur Reservat – det er dér, hvor floden løber ud i Lake Tanganyika, og det er et vådområde med flodheste, krokodiller og en masse fugle. Det er et lille reservat, og krokodillerne er der ikke for tiden, da vandstanden er meget høj på denne årstid. Der er også temmelig god fart på strømmen på floden, som er gået over sine normale bredder. Man ser tydeligt flodhestenes fodspor og stier gennem den tætte bevoksning, men i middagens varme ligger de og bobler midt i floden, og så er der også en del vadefugle.
En væbnet politimand støder til guiden og mig. Han er der ikke pga. flodhestene, men fordi den del af reservatet, hvor der er træer, under borgerkrigen dannede base for en rebelgruppe. Denne konflikt er ovre, men man kan jo godt være på den sikre side, og så er der jo en betjent, der kan håbe på lidt drikkepenge. Den tredje del af reservatet er et stort græs-/sivområde, hvor der af og til kan ses antiloper. Der er noget mere vand end normalt, så endnu engang får jeg gennemblødt mit eneste par sko… 
Jeg har ikke flere planer for i dag. Den eneste ”turistting”, jeg kunne have set i Buja, er Livingstone-stenen; dér hvor Livingstone mødte Stanley. Men det er altså kun en sten, og så diskuterer man lidt med Tanzania, hvor det egentlig var de 2 opdagelsesrejsende mødtes. Tanzania har også en sten … så …..

lørdag den 6. marts 2010

Onsdag den 3. marts:

"Share Out Meeting" nær Bujumbura

I dag skal jeg med Thomas til ”share out meeting”. Dutaberane – hvor han er direktør – er en HIV/AIDS-organisation. De arbejder med såvel undervisning til forebyggelse samt hjælp til at leve med HIV/AIDS, og så har de et projekt, hvor de opbygger et netværk af mikroøkonomiske grupper. Det er et super godt koncept! Man danner en gruppe på ca. 20 personer, og forløbet varer 1 år; de mødes en gang om ugen i gruppen. Hér skal de hver uge skyde 1 andel eller mere – 1 andel kan fx være 500 bfr (2,20 kr) – ind i puljen; på den måde formår de at spare op, så de får kapital til at skabe ”small businesses”. Man kan så søge i gruppen om at låne et beløb til en investering. Det kan være, at man vil købe nogle klaser bananer og sælge dem fra en bod. Man betaler så et gebyr på måske 10% for at låne, og lånet skal være betalt tilbage efter 3 måneder. De kan så også skyde mere end den påkrævede ene andel per gang ind, så de sparer mere op, og dertil kommer kapitalens tilvækst pga investeringerne. Et vist beløb går til en ”social fund”, hvor man på mødet i enighed beslutter, hvis nogle trængende, som er syge, skal have støtte. Det kunne fx være HIV-smittede. Alt ved gruppemøderne følger nøje regler. Kun 2 personer (”tællerne”) må røre pengene, og pengekassen står hos en tredje person, mens nøglerne til de 3 hængelåse ligger hos yderligere 3 andre personer. Alle skal huske fra gang til gang, hvor mange penge, der er i kassen; ellers koster det en bøde. Disse regler giver tryghed for, at det kan betale sig at spare op.
Vi besøger 2 grupper ved en kirke i et område ved søen i udkanten af Bujumbura. ”Share out meeting” er så, når året er gået, og pengene skal fordeles efter antal andele i foreningen. Den fattigste af de 2 grupper har en andel på 500 brf; de er nu 669 brf værd stykket. Den, som jeg sidder nærmest, har 115 andele (det er næsten 2 om ugen), og skal dermed have det, der svarer til 339 kroner. Det er rigtig mange penge og kan med den rette investering hjælpe til en højere levestandard. En anden væsentlig ting i disse grupper er fællesskabet, solidariteten og en bedre forståelse indbyrdes. Dette er et udviklingsprojekt i ordets bedste betydning. De har selv tjent hver en krone – de får intet og køber fx selv pengekassen. Det ”eneste” Dutaberane bidrager med er initiativet, motivation og uddannelse og oplæring til at kunne drive disse foreninger.
Man ser tydeligt deres glæde og stolthed over, at denne kapital har de selv tjent, og det giver dem en knivskarp motivation. Det er hér man i ulandene finder drivkraften til at ville arbejde for og udvikle til højere levestandard. I et sådant projekt har man troen på, at det kan betale sig, tilliden til, at pengene ikke forsvinder, og stoltheden ved selv at have skabt sin fremgang.
Den anden gruppe er lidt mere velhavende og har en andelsstørrelse på 1000 brf. De har nu over 3 millioner i kassen, og deres andel er vokset med 65% på dette år. Nu skal pengene så fordeles, hvilket foregår efter de udførlige regler. Dette er en festdag, så den 4 timer lange seance indeholder også en lang række takketaler, noget mad og flere taler.
Tilbage hos Spanner bliver det klart, at jeg nok først kommer til Tanzania fredag. Jeg skal have visa i morgen, og billetten kan åbenbart købes på forhånd, så det må jeg jo hellere gøre.

Tirsdag den 2. marts:

Baptistkirkens hus i Musema

Jeg skal være klar til afgang tilbage til Bujumbura allerede kl. 07:00, hvor der skal komme en bil med plads til mig. Morten og Sussi m.fl. skal besøge yderligere 6 kvindegrupper de næste 3 dage, men jeg tager tilbage til Buja. De kører 09:15, hvor jeg stadig venter – de skal lige have fyldt de andre sæder. Lige før middag kommer chaufføren så; han har ikke fundet passagerer, så han kører ikke … Han kan dog godt køre mig til 6 gange den aftalte pris. Det lyder som snyd, men selv om han ikke siger det, så må han have ment mig alene i en jeep (og så er prisen fair), for det er helt umuligt at komme ned fra bjergene i en almindelig bil – det vidste han bare også i morges, da han lovede turen..... Det var jo ligesom i går det regnede voldsomt.
Til deres forundring afviser jeg blankt; jeg bliver her bare til i morgen. Det er bestemt et dejligt hus, og klimaet i Musema er som dejligt dansk sommervejr. Det regner selvfølgelig en gang imellem, men ellers er der varmt uden at være for varmt – vi er i omkring 1800 meters højde; 1000 meter over det varme og lumre Bujumbura.
Jeg finder en bog, en kop kaffe og en stol på terrassen. Det kan jeg lige holde til, og så er jeg alene i huset, så jeg har min helt egen kogekone til frokost :-) . Pludselig kl 15:30 holder der en minibus foran porten! Vejene er tørre, så den nu kan køre, så nu kan jeg komme af sted, så jeg pakker i en fart. Det bliver først 1,5 time på de forfærdelige jordveje, og så godt 1,5 time på asfalt ned mod Buja. Vi lander ved en holdeplads ca. 10 km fra centrum, så det bliver en udfordring. Denne bydel er ikke smart efter mørkets frembrud, så jeg skal hurtigt videre. Der er et utal af meninger om, hvad jeg skal gøre, og hvem der skal køre mig – nogle sikkert velmente for at få mig væk – men jeg kan mærke, at det dur ikke, og jeg går væk og får forklaret en Moto, hvor jeg skal hen. Jeg har nemlig på fornemmelsen, at jeg ikke er så langt fra Spanners hus. Jeg har heldigvis sørget for at være forberedt på fransk på, hvad stedet hedder; der er ikke noget der hedder vejnavne og husnumre – eller det er der, men det er der bare ikke nogen, der ved … - så jeg må nævne nogle kendte bygninger i nærheden. Det er sådan det fungerer i både Rwanda og Burundi.
Mens folk diskuterer, stryger jeg væk fra området på en Moto; det hele går heldigvis glat, og jeg er vel ved huset 19:30. Det var ved at blive ”lidt uheldigt”, men nu er jeg hvor jeg skal være. Som vesterlænding skal man ikke futte rundt i Bujumbura efter mørkets frembrud.

Mandag den 1. marts:

Kvinderne fra kvindegruppen staver ord ved tavlen

Jeg har fået lov til at tage med Morten og Sussi på tilsyn af projekter i Musema i dag. Sussi arbejder med Baptistkirkens alfabetiseringsprojekt for kvinder. Først skal jeg dog have forlænget mit visa, som udløber i dag. Thomas sørger for den helt store service og får en medarbejder til at ordne det mens jeg er væk – både til Burundi og Tanzania. Jeg skal blot udfylde skemaer og lægge pasbilleder og USD, så bliver det – om alt går vel – ordnet. Dejligt.
Morten, Sussi, den lokale projektleder, en chauffør og jeg sætter kurs op mod Musema ca. 100 km fra og 1000 meter højere end Bujumbura, så der er lidt køligere temperaturer. Vi kører heldigvis i en stor 4WD jeep, for det regner lidt, og det sidste stykke er på smattet jordvej. Vi får godt brug for vores 4WD, da de hårde jordveje med et lag muddersjap er spejlglatte. Hvis der er lidt skråt eller et hul, så skrider man ned i det. Nogle gange flytter vi os en meter af gangen – til tider nærmest sidelæns – hen ad vejen på bakkeskråningerne. Selv med 4 WD er regnvejr ikke godt på disse jordveje. - Når der er sten i vejen er den mere knoldet, men man står da fast i regnvejr.
Vi ankommer til Baptistkirkens hus i Musema. Her boede den første Baptistmissionær fra 1928, og huset har været brugt af forskellige siden. Det er et virkelig hyggeligt hus. De skal arbejde herfra til på torsdag, men jeg skal finde en bus tilbage i morgen, da jeg jo skal videre til Tanzania. Vi skal have møde med kvindegruppen ved kirken i Musema kl. 14:00. Lige før mødet tager regnen til, og det regner voldsomt helt til solen går ned – det er imponerende så meget vand, der kommer. En kvindegruppe er 20 kvinder mellem 16 og 45 år – her er de fleste unge kvinder. De følger et undervisningsforløb 2 gange om ugen i 6 måneder, hvor de skal lære at læse og skrive og en smule regning afsluttende med en test. Vi er her for at tilse gruppen samt lave research/forundersøgelser for at få dokumentation til at kunne finde et passende projekt, som kan komme efter undervisningen – fx at de i fællesskab sparer op til at investere i en ged. En slags mikroøkonomi.
Det bliver et 3,5 time langt forløb – frikvarter bruger vi ikke lige – hvor vi begynder med at se på resultaterne. De viser alle deres kladdehæfter, så vi kan se, hvordan udviklingen på deres skrift er fra første til sidste side, og så skal de op til tavlen og stave forskellige ord (på kirundi). De kæmper gerne nogle minutter med et 3-stavelsesord, og er nok også lidt generte over vores tilstedeværelse.
Der er 11 fremmødte. Der malariaepidemi i dette område, så mange er syge – også nogle af de fremmødte – 4 er droppet ud pga malaria, og én pga, at hendes mand gav hende tæsk hver gang hun kom hjem fra undervisning. Senere på dagen konfronterer vi præsten (som tager referat af mødet) med, om han ikke skulle tale lidt med denne mand, men han bøjer af med henvisning til, at der nok er en grund til det..... Hm... I fremmødebogen noterer vi os, at siden nytår er næsten halvdelen af felterne noteret med et ”M” - fraværende pga malaria. Vi snakker lidt om, om de skal have forløbet forlænget med en måned; ellers er der ikke mange, der består testen. (Jeg spørger senere, om det er dokumenteret, at det er malaria – jeg tænker, at det meget vel kunne være svineinfluenzaen; det passer lige. Morten og Sussi mener, at det er dokumenteret, men Thomas hælder til svineinfluenza, så det er nok ikke ordentligt undersøgt. Jeg har heldigvis haft svineinfluenza i DK...)
Vi er nu nået til tal-testen. De får tallet 32 og skal så finde side 32 i deres bog. Det er en fin test på, om de har haft regning. Før forløbet kan de ikke forholde sig til, at 45 er mere end 25, hvilket er et problem, da de bliver snydt på markedet. (I det hele taget er mange – også uddannede – afrikanere totalt talblinde). Herefter skal de lave plus-, minus- og simple gange-stykker på tavlen.
Den sidste – og lange – del er interview af gruppen til at kunne indsamle info til et efterfølgende projekt for kvindegrupperne. Det er en masse spørgsmål om forholdene/traditionerne omkring forholdet mellem mænd og kvinder, omkring alt fra arbejde til økonomi til børnenes mulige skolegang. Går drengene i skole frem for pigerne?, hvem bestemmer over pengene – tjent af kvinder?, hvad er deres største daglige udfordringer?, skal mændene inddrages i et kommende projekt? (svaret er: NEJ). Formålet er bl.a. at holde sammen på dette undervisningsfællesskab og bruge det til at styrke kvinderne og deres muligheder for at starte ”small businesses”.
Om aftenen går strømmen igen, så der knokles ved nogle stearinlys med at få sammenfattet og uddybet svarende til brug i forundersøgelsen. Desuden skal nogle af spørgsmålene slettes ellers forbedres ud fra dagens erfaringer, så de giver mere brugbare svar ved de 6 grupper, som de skal besøge de kommende dage. Eksempelvis skal hypotetiske spørgsmål fjernes (hvordan ville du have det, hvis...?). Det kan de slet ikke forholde sig til.
Jeg skal tilbage i morgen – det bliver allerede i morgen tidlig kl. 07:00, at jeg kan få et lift tilbage til Bujumbura. Det har bestemt været en meget lærerig dag med et godt indblik i udfordringerne ved og monitoreringen af sådanne projekter. Både dagen i dag og de sidste dage med Morten og Thomas har givet et godt indblik i udfordringerne med projekter i Afrika. Der kan være store problemer, hvis der er ballade i kirkesamfundet – fx hvis der er splittelse over en præst, som tager penge til sig selv. Med ansvar for projekterne og deres økonomi er det en stor udfordring at holde øje med økonomien. Hvor gode og pålidelige er medarbejderne?, hvordan overdrager man pengebeløb – fx løn? Hvilke tiltag skal have penge, og hvilke budgetter er realistiske? Økonomistyring på et projekt i Afrika er en til tider ganske besværlig ting. Der sættes krav, og der skal monitoreres ganske tæt. Ellers forsvinder pengene nemt til andre formål end påtænkt. I Afrika har mange et noget andet syn på, hvad man skal bruge pengene til end vi (donorerne) har tænkt. En præst som har fået et pengebeløb, som skal videre til et projekt, kan godt synes, at han skal have en del af pengene for ulejligheden selvom der står i kontrakten, at hele beløbet skal videre..... Det skal der holdes et ganske nært øje med.

torsdag den 4. marts 2010

Søndag den 28. februar:

Baptistkirken i Bujumbura

Morten Kofod bor også hos familien Spanner i disse dage. Han er projektkoordinator for Den Danske Baptistkirkes arbejde, så han er på visit for at tilse og diskutere projekterne, samt lave forundersøgelser til nye projekter. Det er søndag, så vi kører i kirke i Baptistkirken i Bujumbura. Gudstjenesten begynder kl. 09:00, så vi ankommer kl 10:15 – så er der ikke så meget ”syngeri” tilbage :-) Nå, men vi får da de sidste 2 timer med, hvilket især er en del sang med først børnekoret, så ungdomskoret og så børnekoret igen. Morten og jeg er gæster, så vi får ikke lov til at sidde bagerst. Vi skal på forreste række, og så skal vi præsentere os, hvilket Morten heldigvis sørger for... Der er også et oplæg af én af Thomas' medarbejdere på Dutaberane. Hun præsenterer den gruppe, der i denne kirke er uddannet til at uddanne og hjælpe HIV-smittede. Til slut får vi den sædvanlige ”højstemte” afrikanske prædiken; jeg får oversat en smule – det er vist en ok prædiken.
Efter gudstjenesten kører Morten og jeg til et fint hotel ved stranden, hvor der er pool. Her er Naja og børnene taget på søndagstur, så der er dømt afslapning resten af dagen. Tilbage i huset får jeg vasket tøj – i vaskemaskine! - så det er tid til, at jeg får midtvejsvasket mit eneste par bukser. Det bliver jo nok første og sidste gang på denne tur …. :-)

Lørdag den 27. februar:

Sletten med Bujumbura - det er lidt diset...

Så er dagen kommet, hvor jeg forlader Rwanda. Grænseposten er nærmest en positiv oplevelse – ingen problemer, 20 USD, og så er de i det hele taget tjekkede med, at de bare får persondata fra busselskabet på en liste, så jeg ikke skal udfylde en masse. Eneste ulempe er, at det er 3 dages visa, så jeg skal have det forlænget. Bujumbura ligger ca. 1000 meter lavere (omkring 770 meter over havet) end Butare, så vejret er helt anderledes. Her er nok 30-32 grader, så jeg er tilbage i varmen. Da jeg passerer grænsen, lægger jeg især mærke til 2 ting, som er anderledes mellem de to ellers ret ens lande. I Burundi er de knap så gode til at udnytte bakkeskråningerne til landbrug – der er flere træer og længere mellem markerne i dette mindre veludviklede land. Den anden ting er, at der på vejene er forholdsvis få politifolk (nok = Rwanda), men langt mere militær.
Efter 155 km fra Butare ophører bjergene meget pludseligt, og der kommer en stor slette frem med Tanganyikasøen syd for. Det er fladt så langt øjet rækker – dog med Congos bjerge fjernt i baggrunden. Her ved søen ligger Bujumbura. Jeg får fat i Thomas Spanner, og jeg bliver hentet i en fin hvid jeep, og vi kører til deres hus et par kilometer fra centrum. De har tilbudt, at jeg kan bo hos dem i deres fine hus, så det er jo super flinkt af dem. Så her kan jeg slappe lidt af et par dage. De første minutter på dansk er nærmest besværlige, men man omstiller sig jo hurtigt. Thomas og Naja har 2 børn: Elias og Aviaja, så det er jo godt, at jeg stadig har et par balloner tilbage :-)

Fredag den 26. februar:

Katedralen i Butare

Det er atter overskyet fra morgenstunden – det har stort set regnet siden, jeg kom kl 18 i går, så det er jo godt, at jeg ikke har så mange planer i Butare. Det er meget tydeligt en studenterby, hvilket vel må være grunden til, at jeg med stor glæde kan konstatere, at jeg kan få en chokoladecroissant til morgenmad :-) Her møder jeg Paul fra UK, som åbenbart bor samme sted som mig. Han rejser på omtrent samme vis som mig – bare 6 mdr – og så skal vi med samme bus til Bujumbura i morgen. Senere på dagen møder jeg de 2 danske piger fra Ungdommens Røde Kors, som jeg mødte i Kampala – i selskab med flere danskere. Tja, Afrika er lille.... eller er det? :-)
Jeg besøger Butares udmærkede National Museum; det er langt hen af vejen endnu en samling redskaber, våben, trommer osv., men især deres geologiske afdeling om Rwanda er interessant. Jeg skal også se byens katolske katedral bygget af Belgierne i 1936-37, som er landets største. Og den er virkelig stor efter afrikanske forhold. I det hele taget er der en del kolonitidsbygninger i Butare, da Belgierne forsøgte at gøre Butare til administrationscenter for Ruanda-Urundi.
Selve universitetet ligger et par kilometer fra centrum. I denne del af byen – og især på selve campus – er det nærmest som at gå i København. Alle andre steder kigger folk efter én og hilser og råber efter én. Her på campus ænser de slet ikke, at man er der. Dette er nærmest en helt anden verden end resten af Afrika. I en større bygning er der fuld gang i musikken, og jeg tror, at det måske er noget fredagsbar eller lignende. Jeg gad virkelig godt se, hvordan man danser afrikansk til ”Let's Twist Again”... Nå, det er tilsyneladende bare et aerobichold :-) Aerobic! Dette er virkelig en anderledes del af Afrika.

Torsdag den 25. februar:

Nyungwe regnskov

Endnu engang må jeg tidligt op, da jeg gerne vil på en tur i Nyungwe Forest, og det må ikke blive for sent. Først skal jeg med Moto til Kamembe, hvor jeg atter forsøger hæveautomaten; Yes! - den virker. Så er der en ting mindre at bekymre sig om. Jeg finder en bus og kommer til at betale fuld pris til Butare, selvom jeg kun skal 1/3 af vejen; som han siger: han kan jo ikke få en ny passager ude midt i skoven, og det har han jo ret i, så fair nok. Efter godt en times kørsel kører vi gennem en kæmpestor theplantage, som grænser lige op til skoven. Det gør overgangen fra de lysegrønne buske (the) til den mørke grønne regnskov meget markant og i endnu 30-40 minutter kører vi op gennem regnskoven. Det går op og op..... Mens Lake Kivu ligger 1470 meter over havet, så ligger Uwinka Receptionen ca 2450 meter over havet (højeste punkt i skoven er 2950 meter over havet). På vejen kører vi forbi en havareret tankvogn. Den er ikke udbrændt, men begge chauffører blev dræbt ved ulykken og tankvognen ligger ned ad en skrænt. Nogle folk er ved at sikre den, så den ikke ryger længere ned.
Jeg bliver sat af ude midt i regnskoven og går til Uwinka Receptionen. De er ved at bygge nyt, så pt er receptionen et iglotelt og nogle solceller til strøm. Der er ingen elforsyning herude, stort set ingen mobildækning og vigtigst af alt for mig: ingen offentlige transportmuligheder. Busserne kører godt nok igennem skoven, men de er som regel fyldte, så man skal have en billet i forvejen. Jeg satser på at få et lift ud af skoven, men det må ikke blive for sent på dagen, så jeg kan ikke tage den længste af turene i skoven. Jeg betaler for guide og adgang til den næstlængste tur (”pink trail”), som er 5,5 km lang – 3,5 time; det er fint nok. Det er ganske specielt at gå i en regnskov. Dette er en meget gammel skov – en af Afrikas ældste – og kæmpestore mahognitræer og mange andre træer og buske gør skoven helt tæt. Det er fuldstændig umuligt at forlade stien. Man ser ikke mange dyr, da de har gode muligheder for at gemme sig, men jeg ser da nogle aber (blue monkeys) og en ørn (crowned eagle). Allerede efter en halv time begynder det at tordne, og jeg er forberedt på (bl.a. med en regnjakke), at det her kan blive ”omvendt regnskov”: først skov og så regn. Det bliver ikke så slemt. Det regner lidt de sidste 3 kvarter, men træerne tager det meste. Efter godt 2,5 time er jeg tilbage ved receptionen og regnen tager til, så jeg må finde min taske og ud til vejen og finde et lift; jeg har heldigvis god tid. Jeg får et lift forholdsvis hurtigt – med en tankvogn..... :-) Hmm... Det viser sig heldigvis, at den er tom. Den kører ikke stærkt sådan én, så efter godt 3 timers kørsel – stort set ned ad bakke hele vejen – er jeg i Butare, hvor jeg bliver sat af i læ på en tankstation. Det regner nu ret kraftigt.
Jeg venter en halv time og begynder så at gå den kilometer, der er til det motel, jeg har valgt. Temmelig våd finder jeg det – det er nu blevet mørkt – og jeg må konstatere, at det er fuldt booket. Det har jeg ikke været ude for før i Afrika... Jeg må videre i regnen til det næste – som også er booket. Øv, øv, øv! Jeg får værelse på det tredje motel, men der er ingen restaurant, så jeg må atter gennem regnen for at få noget mad. Skod. Det blev ikke i regnskoven, at jeg blev våd, men i Butares mørke gader.
Butare er Rwandas universitetsby. 1/3 af indbyggerne er studerende, så det er ingen overraskelse, at jeg møder en ung journalist- og kommunikationsstuderende på restauranten. Hun er endnu et vidnesbyrd om, at du ikke kan møde en Tutsi i Rwanda uden at møde en hård skæbne. Hun var 4 år under folkemordet. Hende og hendes bror blev hjulpet til en onkel i Burundi; hendes forældre og andre søskende blev dræbt.
Dagens samtaleemne er, at den franske præsident Sarkozy er på besøg i dag. Jeg troede dårligt på det, da jeg for en uge siden hørte, at han ville komme. Der har pga Frankrigs involvering i folkemordet været et noget skrantende forhold mellem de 2 lande siden krigen. Det gik så helt galt for 3 år siden, da nogle folk via en fransk domstol (og dermed med en arrestordre, hvis han landede i Frankrig) beskyldte den daværende oprørsleder og nuværende præsident, Paul Kagame (Tutsi), for at have stået bag ned skydningen af den daværende præsidents (Hutu) fly – den begivenhed, der udløste folkemordet. Den franske ambassade fik 24 timer til at forlade Rwanda, og siden har der været iskold luft mellem de 2 lande. En helt ny fransk rapport fra januar 2010 fastslår, at det næsten med 100% sikkerhed var Hutuekstremister, der skød flyet ned for at få et påskud til at starte det allerede planlagte folkemord.
De sidste år er Rwanda gået offensivt til at indføre engelsk i Rwanda. Fx skal opgaver på universitetet nu kun afleveres på engelsk. Paul Kagames offentlige opfordring til at satse mere på engelsk skyldes både en øget satsning på turisme samt et øget samarbejde med de andre østafrikanske lande, men bag det ligger der helt sikkert også er opgør med det frankofone. Nu er Sarkozy så i Rwanda som en ”gestus” for at genskabe diplomatiet. At de stolte franskmænd skulle kunne finde på at undskylde deres fejltagelser er helt urealistisk, men der ”blødes da lidt op” i det ellers kølige forhold mellem de 2 lande.

onsdag den 3. marts 2010

Onsdag den 24. februar:

Cyangogo - grænseovergangen til Congo

Jeg står op kl. 06:00, da jeg skal være i god tid til at nå bussen kl. 08:00, og jeg har ikke gode forventninger til denne bustur – jeg kommer måske slet ikke med. På denne rute (og ruten til Gisenyi) kæmper folk om at få plads på bussen, da der efter sigende kun kører denne ene bus hver dag, og der er ikke plads til alle. En fortæller, at man køber billetten, men er ikke sikker på at komme med, en anden fortæller, at han kender folk, der har overnattet i bussen for at være sikker på en plads. I aftes mødte jeg dog en katolsk Caritas-medarbejder, der sagde, at der altså kører en bus først på eftermiddagen – bussen fra Cyangogo skal tilbage igen. Ved opsamlingsstedet kan jeg efterhånden tælle 35 personer. Hvis bare ikke bussen er halvfyldt (den kommer fra garage), så skulle det ikke være noget problem. Mine bekymringer er helt uberettigede. Halvdelen skal åbenbart med en anden bus, så bussen bliver kun halvt fyldt, og jeg får en fint sæde foran, hvor jeg kan strække benene. Perfekt! Vi kører afrikansk rettidigt, hvilket vil sige 5 kvarter for sent (vi skal lige ordne et utæt reservehjul; jo tak!), og efter knap 5 timer er jeg i Cyangogo. Det går noget hurtigere med en stor bus, da den ikke er så følsom for hullerne i vejen og derfor kan køre lidt hurtigere.
Velankommet til Cyangogo – eller nærmere Kamembe, som er ”hovedbyen” 5 km oppe ad bjerget, væk fra Cyangogo ved søen – skal jeg hæve penge, og jeg er blevet lovet, at der er en hæveautomat. Det er der også, men der kræves netværksforbindelse til automaten, og det virker ikke altid i Cyangogo, som ligger lidt gemt bag bjergene. Jeg prøver 4 gange uden held. Øv! Nu skal jeg til at spare for at være sikker på, at jeg kan nå til Butare.
Jeg tager en Moto de 5 km ned til Home St. François, som er drevet af katolske nonner. Fra mit værelsesvindue kan jeg se de 100 meter hen til grænseposten til Congo – en lille gangbro, der krydser Rusizi River. Rusizi River fører vandet fra Lake Kivu til Lake Tanganyika nær ved Bujumbura og udgør grænsen til Congo. Det er lidt specielt at tænke på, at 20 meter væk – på den anden side af floden – ligger Congo, og der kan jeg ikke gå over, det ville ikke være forsvarligt på egen hånd. Men som i Goma/Gisenyi så vandrer de lokale handlende frem og tilbage. Jeg går en tur langs floden og mod nord langs søen for at se Cyangogo. Der er absolut intet særligt for turister i denne by – jeg er virkelig kommet til den yderste afkrog af Rwanda og kan også mærke på de lokales opførsel, at hvide turister i Cyangogo ikke lige er hverdagskost.
Mens Kibuye må siges at være hårdest ramt under folkemordet – først og fremmest pga ”the butcher” – så er Cyangogo næsthårdest ramt. Både pga myndigheder, som bidrog effektivt, men også fordi den befriende oprørshær RPF kom fra nord og derfor varede folkemordet længst i denne sydlige del af Rwanda. Det var desuden ved denne grænse til Congo, at Frankrig indsatte sine tropper for at oprette en ”safe zone”. Det skabte ingen sikkerhed for Tutsierne, men forhindrede RPF i at komme til dette hjørne af Rwanda.
Der er mange tilgroede ruiner på områderne langs søen, og man fornemmer, at Cyangogo halter en del efter mht genopbygningen efter krigen.