Fredag den 5. marts:

Grænseovergangen mellem Burundi og Tanzania

I dag er det atter rejsedag. Turen fra Bujumbura til Kigoma er den strækning, som jeg på forhånd har forventet vil blive den største udfordring. Det bliver helt som forventet. Jeg har allerede en busbillet fra Bujumbura til en by nær grænsen med afgang 7:30, så efter at have sagt farvel til familien Spanner, får jeg mast mig ind i bussen (minibus). Vi kører på flad vej langs Tanganyikasøen, men lige før grænsen kører vi ind i landet og op i bjergene, hvor grænseovergangen ligger. Det er vist en af de længste og stejleste stigninger, jeg har været på – vi skal godt nok temmelig højt op. I byen Mabanda står jeg af. Her venter en fælles taxi på at køre os til grænsen. 7 mand i den mest hærgede Toyota Corolla, jeg længe har set. Nærmest alt hvad der er tilbage på den sidder løst :-). Først skal vi forbi et kontor i byen for at stemple ud af Burundi – 3 af os skal over grænsen. Derefter er det af sted de 20 km på en umådelig dårlig jordvej til grænseposten. Dette her er absolut ”in the middle of nowhere”, og vi møder ikke meget andet end de par FN-flygtningelejre, der ligger i dette grænseområde. Efter 15-16 km – hen over det højeste bjerg – begynder det at regne kraftigt og Corollaen kommer på arbejde! Regnen stopper heldigvis snart og kun på den sidste bakke må chaufføren give op. Grænsen ligger på en 1-2 km lang bakkeskråning. Man er ved at forbedre vejen, som formodentlig har været ufremkommelig tidligere, så der er gravet en del. Det betyder så bare, at her og nu er det én lang mudderbane, så efter den vildeste gang Corolla-markræs, må vi gå resten af vejen. Efter 300 meter må jeg op af ”muddergrøften” til paskontoret. Gemt i et lille hus her ude, hvor kragerne har vendt for længst, sidder der faktisk 2 grænsebetjente, som tjekker mit pas. Lidt efter skal jeg atter op ad en våd mudderskrænt; jeg skal med begge tasker balancere op ad den 5 meter høje skrænt på en stige. Her står der en mand, som tjekker, at jeg har vaccination mod gul feber – det er første gang, at det er blevet tjekket. Lidt længere oppe støder jeg på en minibus (som nu hedder en dalla-dalla, da vi er i Tanzania), som kører til Kigoma.
Jeg bliver mast ned i et hjørne med min bagage, og som sædvanlig fyldes den til godt og vel overfyldt. Dette er vist min til dato hårdeste minibustur. Jeg tror, vi kører i 3 timer (jeg har stadig ikke noget ur) på jordveje i acceptabel stand, men da vi kommer ned fra bjergene, er der atter regn. Det bliver lidt af en gang markræs (der er hul på udstødningen), og det er ganske tæt på, at vi skal ud og løfte bussen op af en muddergrøft, men det går lige. Dertil kommer adskillelige af de trættende afrikanske skænderier.
Skiftet fra Burundi til Tanzania er ret markant. Både Rwanda og Burundi er blandt verdens tættest befolkede lande, så hver en bakkeskråning er udnyttet til landbrug. Da jeg passerer grænsen, hvor der ligger en lille by med en del små bananplantager på Tanzania-siden, åbner der sig snart et helt nyt landskab. Det er stadig de kendte runde bakker/bjerge, men der er så godt som ingen træer, blot meterhøjt græs. Det ser faktisk ret godt ud med de lysegrønne bjerge så langt øjet rækker; først da vi kommer ned fra bjergene, begynder der at være huse og marker – men de ligger ikke særlig tæt.
Jeg ankommer til udkanten af Kigoma sidst på eftermiddagen – jeg har jo mistet en time pga. tidsforskellen. Jeg går straks ned mod søen, hvor togstationen ligger; jeg skal helst have styr på min videre rejse allerede i dag. Jeg er egentlig noget træt, men jeg har mange løse ender: jeg har ikke mange penge tilbage, min telefon er låst (=intet ur/vækkeur), jeg skal finde et sted at sove og noget mad, men vigtigst af alt, skal jeg have styr på min videre rejse. Det viser sig, at toget nu er fuldstændig lukket ned. Min plan B er så en flyver, så jeg finder Precision Airs kontor. Øv, de har netop lukket denne rute for nylig. Så må jeg finde på noget andet. Jeg må hele vejen tilbage gennem byen, hvor jeg finder et busselskab, som kører. Her køber jeg billet til søndag, og det skal nok blive ok. Det siges at tage 2 dage (36 timer), men med tog havde det taget 3 dage. Jeg skal møde op på søndag kl. 05:00, så jeg skal have fat i et vækkeur. 2 kr. for et nyt SIM-kort (!), og så er min telefon åben igen – fantastisk! Og så er der hæveautomat, som virker, så jeg får også nogle penge. Det er virkelig rart, at tingene falder på plads. Eneste minus er så, at strømmen går i Kigoma kl. 20:00, så alt er bælgmørkt i denne del af byen, og det værelse, som jeg har fundet, er noget skod, så jeg kan ikke rigtig gøre andet end at lægge mig i min seng og sove. Det er egentlig også tiltrængt – det har været en hård, men dog trods alt vellykket dag.