Konflikten mellem Hutuer og Tutsier i Rwanda/Burundi

Når en europæer hører om krige mellem stammer i Afrika, så er associationerne straks noget med nogle vilde ustyrlige stammer, som altid har bekriget hinanden. Det var også denne fordom, der fik verdenssamfundet til at trække sig væk under krigen. Det er dog et noget stereotypt billede af begivenhederne i Rwanda, og det har ikke så meget med virkeligheden at gøre.
Hutuerne (Bantu) kom til i perioden for 1-2000 år siden vestfra, og Tutsierne (Nilotisk) kom til fra Etiopien og det sydlige Sudan for 4-500 år siden. Det oprindelige folk var Twa (pygmæer). Fordelingen er i dag omkring 84% Hutuer, 15% Tutsier og 1% Twa. Der har altid været en vis grad af konflikt mellem Hutuer og Tutsier, men den gængse opfattelse i Rwanda (især i dag efter folkemordet, hvor forskellene skal nedtones) er, at de 2 folk levede fredeligt sammen i kongedømmerne før kolonitiden, som begyndte med de tyske koloniherrer fra 1885. Beskrivelserne af de fredelige kongedømmer kan nok godt tåle et par kritiske spørgsmål, men der er ingen tvivl om, at skellet mellem Hutuer og Tutsier har altid været der, så længe de 2 stammer har levet sammen, men det har ikke til alle tider været noget stort problem, og der har været forholdsvis fredeligt i Rwanda-Burundi; ikke mindst fordi de også formåede at holde slavetidens slavehandlere væk fra området, som ligger beskyttet midt i Afrika langt fra kysterne og i et område, som har været til at forsvare. Tutsierne blev en slags adelsslægt (kvægbrug), som sad på magten, og som ejede mest, mens Hutuerne var det arbejdende landbrugsfolk. Twa var også fattige (jæger/samlere). Disse sociale forskelle har selvfølgelig givet anledning til såvel konflikter som undertrykkelse, men når man skal finde brændstoffet til folkemordet og de mange andre konflikter, der har været i det 20. århundrede, så skal man i høj grad se mod koloniherrernes indflydelse på de fredelige og traditionsrige kongedømmer.
I dag er det ofte ret svært at se forskel på en Hutu og en Tutsi. Det skyldes både, at racerne er blandet gennem tiderne, og skellet til tider i lige så høj grad har været et socialt skel, som et raceskel. Tyskerne bemærkede de 2 racer – selvfølgelig både på udseende, men også på de sociale forhold. Tyskerne støttede den eksisterende regeringsmagt, Tutsierne, og styrede landet gennem dem, og på et tidspunkt fastslog tyskerne, at alle, der ejede over 10 køer var Tutsi. Hvis man skal beskrive forskellene på arketyperne, så er Hutuerne helt mørke i huden, knap så høje, og har store brede næser, mens Tutsierne med deres nilotiske oprindelse (og før da Ægypten) er høje, lysere i huden og med lange smalle næser. Tyskerne var som alle andre europæiske videnskabsfolk for 100 år siden optaget af Darwins evolutionistiske tanker, og en af de nærliggende konklusioner var jo, at Hutuer med et udseende, som var lidt nærmere aberne, var mere primitive, mens Tutsierne med deres lyse hud var nærmere de hvide overmennesker og derfor mere veludviklede. Og når man så samtidig kunne iagttage de sociale og kulturelle strukturer, hvor Tutsierne sad på magten og var mest veluddannede, så blev det de tanker og ideologier, som koloniherrerne lagde ned over Afrika, og dermed var de i høj grad med til at skabe og forstærke raceskellet mellem Hutuer og Tutsier. Tyskerne var i samme periode koloniherrer i Namibia, hvor de gennemførte adskillelige udryddelser af sorte stammer, som de mente var primitive og de hvide underlegne. Det var under disse udryddelser (med fx kz-lejre), at tyske ideologer udviklede de idéer, som skabte den ideologiske arkitektur for holocaust, og mange af de samme europæiske tanker blev lagt ned over Rwanda-Burundi i kolonitiden.
En anden kolonistisk indflydelse, som blev taget op igen, som ideologisk brændstof til folkemordet var ”Den Hamitiske Myte”, som var teologi fra den katolske kirke, og som blev introduceret i regionen af de europæiske opdagelsesrejsende (vist nok bl.a. af Speke). Den Hamitiske Myte er en fortolkning af den gammeltestamentlige fortælling om Noa, som drikker sig beruset og i beruselse ligger nøgen i grotten. Kam (på hebræisk: Ham), den ene af hans 3 sønner, træder ind i grotten og ser sin far nøgen. Det bebrejdes af de 2 andre sønner, som går ind med ryggen til og dækker faderen til, og dermed udviser de større civilisation end den primitive Kam. Traditionen fortæller, at Kam var sort, og dermed har man en bibelfortolkning, som understøtter tankegangen om, at de hvide er de primitive sorte overlegne, og på den baggrund skal de sorte civiliseres og undertrykkes, og hvis ikke de vil det, så udryddes.
Tyskerne var egentlig ikke særligt aktive i de år, hvor de styrede Rwanda-Burundi, men da de tabte 1. verdenskrig, overtog belgierne mandatet til kolonierne, og belgierne udviklede yderligere skellet mellem Hutuer og Tutsier – ikke mindst ved i 1932 at indføre ID-kort, hvor der var indført, hvilken stamme man tilhørte. Disse ID-kort har indtil, de blev afskaffet og forbudt efter folkemordet, været helt afgørende til at udøve forfølgelser, diskrimination og social forskelsbehandling. Belgierne holdt stadig adelsstammen Tutsierne ved magten.
I Hutu-kredse blev der en stigende bevidsthed om deres rettigheder med 84% af landets befolkning – de havde hørt om det der nye ”demokrati”. Det endte med en borgerkrig fra 1959 til 1962, hvor belgiernes kolonidømme ophørte og Hutuerne tog magten. Under borgerkrigen flygtede mange hundrede tusinder Tutsier til især det sydlige Uganda. Hutu-magthaverne indførte et strengt diktatur – en slags politistat med kommunistiske træk, og fx så blev det styret fra centralt hold, at alle offentlige embeder skulle besættes ligeligt efter fordelingen: 84% Hutuer, 15% Tutsier og 1% Twa.
De 30 år fra uafhængigheden til folkemordet var præget af forfølgelser af Tutsier, og i denne periode blev der skabt en stor gruppe flygtninge i såvel nabolandene som i Europa. Før folkemordet har der været hen mod 1 million Tutsi-flygtninge i det sydlige Uganda, og det var derfor også her RPF (Rwandan Patriotic Front) opstod. En ugandisk oprørsgruppe fra dette område med Museveni som leder (nuværende præsident i Uganda) havde i 1986 afsat det diktatoriske terrorregime i Uganda, og en af hans officerer Paul Kagame – en Tutsi, som jeg mener blev uddannet i Europa under eksil – kom til at stå i spidsen for RPF. De mange Tutsi-flygtninge i eksil forsøgte at få lov til at vende tilbage til Rwanda, men Hutu-styret afviste. I 1990 begyndte borgerkrigen, da RPF gik ind i det nordlige Rwanda med en 5000 mand stor guerillahær (den såkaldte bush army). Hæren var veltrænet, og Kagame styrede tropperne med hård hånd, men gentrumfede også værdier, som skulle bruges, når man efterfølgende skulle regere landet. Det var strengt forbudt at plyndre og voldtage og at myrde uskyldige.
I Hutu-kredse udviklede der sig en stadig mere hadefuld stemning mod Tutsier. Der var stigende propaganda mod Tutsier i både radio og aviser, og det blev flittigt debatteret, hvordan man kunne gøre noget ved ”Tutsi-problemet”. Bag linierne i såvel regering og militær, nationalgarde og politi – mange ledet af medlemmer af Akuza-klanen (det skal her lige siges, at Akuza-klanen oplevede forfølgelser tilbage i kolonitiden, da de ikke ville acceptere Tutsi-styret, og derfor blev drevet tilbage af belgierne). – Bag linierne blev der lagt planer til ”den endelige løsning på Tutsierne” – oversat til tysk er det en sætning, der er hørt før…. Akuza og andre Hutu-ekstremister organiserede Partiet (diktaturet var et étpartistyre) over hele landet, så der var afdelinger over alt, og man oprettede en slags ungdomsafdelinger, som fik navnet ”Interahamwe” – det betyder noget i retning af ”dem der arbejder”; med arbejde menes dræbe Tutsier. Der blev spredt en masse propaganda mod Tutsier med en særlig radiostation og i aviserne – fx med en artikel, som sagde det direkte: ”Vi vil fjerne alle Tutsier i dette land, så RPF ikke har nogen at befri, når de kommer frem”.
RPF blev stoppet i deres fremrykning i nord af 300 franske faldskærmssoldater. Frankrig støttede Hutu-styret og sørgede bl.a. for, at de med direkte bankgaranti fra den franske regering (Mitterand) fik mulighed for at gennemføre Rwandas hidtil største våbenhandel. Frankrig bevæbnede militæret, som senere udførte folkemordet, og hæren blev trænet af franske tropper. Dele af denne hær stod så for træningen af Interahamwe – dødspatruljerne. De skulle lære at dræbe effektivt. En anden forberedelse bestod i i hvert eneste område at udarbejde lister over alle Tutsier, så man hurtigt kunne finde dem, når de skulle dræbes. Med henvisning til, at den siddende regering var suveræn, så var Frankrigs interesse i at støtte Hutu-styret først og fremmest at beskytte ”den frankofone familie” – det var i hvert fald en plausibel forklaring, men noget som Frankrig selvfølgelig ikke ville (eller vil) anerkende. Rwanda var jo som tidligere belgisk koloni fransktalende, mens oprørshæren (RPF) efter de mange år i Uganda ville kunne give mere britisk indflydelse politisk og kulturelt (Uganda er tidligere britisk koloni).
Frankrig stoppede RPF i nord, og der blev startet fredsforhandlinger i Arusha, Tanzania. Det endte med en fredsaftale, men den var Hutu-ekstremisterne og Akuza ikke tilfredse med. Det skal lige siges, at præsidenten ikke var Akuza – men det var hans kone, og hun sørgede for at indsætte Akuza-folk på flere af de ledende poster; de folk som planlagde og udførte folkemordet. Den 6. april 1994 blev præsidentens fly skudt ned (sammen med Burundis præsident) lige før landing i Kigali. Der blev propaganderet, at RPF havde dræbt præsidenten, men virkeligheden var, at flyet blev skudt ned af Hutu-ekstremister, som skulle bruge et påskud for at starte folkemordet. Denne beskyldning mod Paul Kagame blev gentaget af en fransk organisation for et par år siden, hvilket gjorde det i forvejen kølige forhold mellem Frankrig og Rwanda til ren nedfrysning. Den franske ambassade fik 24 timer til at pakke og forlade landet. I januar 2010 kom der en uafhængig fransk rapport, som slog fast, at flyet med næsten 100% sikkerhed blev skudt ned af Hutu-ekstemister.
Allerede de første timer efter nedskydningen af præsidenten blev der myrdet tusinder af Tutsier i Kigali – alt var planlagt og klart; der skulle blot trykkes på kontakten. Der blev også myrdet 10 belgiske FN-soldater, så man sikrede, at belgierne rejste hjem – derefter var FN-styrken rent symbolsk. Landsdækkende radio opmuntrede under folkemordets 100 dage til at myrde Tutsier – hver morgen åbnede radioen med: ”Godmorgen Rwanda. Er I klar til at arbejde?” – ordet arbejde var Interahamwe, som var navnet på dødspatruljerne.
Næsten alle udlændinge (NGO’er m.m.) flygtede ud af landet – en evakuering, der krævede flere udenlandske soldater end der skulle have været brugt til at stoppe folkemordet. Chefen for den handlingslammede FN-styrke havde bedt om 5000 soldater, men FN gjorde intet. FN gjorde intet, hvor især USA spændte ben – de havde lige brændte fingrene på en mislykket operation i Mogadishu få måneder før. De eneste der for alvor gjorde noget var Frankrig, som var ved at miste den franske indflydelse. De oprettede en beskyttelseszone i syd, så folkemorderne kunne nå i sikkerhed i Congo for den fremstormende oprørshær. Dermed sikrede Frankrig, at morderne slap væk, og da Interahamwe og militæret samtidig drev civile Hutuer med i flygtningestrømmen, endte de med et kæmpe flygtningeproblem i det østlige Congo. Paul Kagame opfordrede flere gange Hutuerne til at vende hjem, men dem der prøvede blev dræbt af Interahamwe. Det er grusomt, når man skaber og fastholder et så enormt flygtningeproblem for at score sympatipoint i verdenssamfundet. Verden havde stadig ikke ”opdaget” folkemordet i Rwanda, men man så de store Hutu-flygtningelejre i Congo og Tanzania (en dansk journalist beskriver fra Tanzania det lidt mærkværdige forhold med en krigsflygtningelejr; i en flygtningelejr på 250.000 Hutuer så han kun 4 sårede…). Al verdens hjælpeorganisationer strømmede til Congo (Goma), mens Rwanda selv måtte begrave deres døde. Der blev myrdet over 1 million Tutsier og nogle moderate Hutuer på 100 dage. Jeg vil ikke gå i detaljer med selve folkemordet; mange begivenheder er ubeskriveligt grusomme, og beretningerne er utallige – hver egn havde sit folkemord. Du kan læse enkelte beretninger fra de steder, jeg har besøgt i mine daglige blogindlæg fra Rwanda (17.-26. februar).
Mens Belgien og Tyskland har en stor andel i den ideologi, som bar det frem, så har Frankrig et stort ansvar for at være direkte involveret i krigen. De bevæbnede morderne, de sinkede den befriende oprørshær, og de sikrede, at mange af morderne slap fri, og bidrog dermed også markant til den ustabilitet, der stadig præger Østcongo. Kofi Annan har på vegne af FN undskyldt sin passivitet. Belgien har undskyldt. Frankrig har stadig ikke undskyldt, og USA heller ikke.
Efter krigen tog Paul Kagame magten – eller dvs. en anden blev præsident, men mest for at have en samlende figur; Kagame blev premierminister og sad vel reelt på magten, og i 2000 blev han valgt til præsident ved demokratiske valg. Han har med hård hånd – men også klog – styret landet gennem en imponerende genopbygning. Han har meget stor opbakning i befolkningen – også blandt Hutuer – som anerkender resultaterne. Der er skabt fred, og der er arbejdet meget med det retlige efterspil og forsoning. Der har været samarbejdet meget med omverdenen og alle de mange europæiske NGO’er med dårlig samvittighed, så landet har og er stadig i en rivende udvikling og er genopbygget til en standard, som er ”i den pæne ende af Afrika”. Når man er her, er det svært at fatte, at det er kun 16 år siden.
Lad os håbe at freden holder. Man taler meget om at lægge konflikterne bag sig, men jeg fornemmer også, at der ligger meget under overfladen – og det holdes dér af et strengt styre, som med lov har forbudt enhver handling, som kan tolkes som et forsøg på splittelse mellem stammerne. Så de fleste tier stille – mange nok af frygt – så hvis fx den stærke og populære præsident dør, tror jeg, at landet er i fare for at komme i konflikt igen. Lad os håbe det bedste for Rwandas fremtid.