Søndag den 21. februar:

Dans i Pygmæ-landsbyen

Jeg skal møde Kenneth kl. 9:00, og vi begynder at gå mod nord. Det er søndag, så vi passerer nok 15 kirker med fuld gang i musikken – typisk sang og en tromme. Børnene må ikke fylde en plads i kirken, så de leger ude foran. I baggrunden mod vest ses den store vulkan Nyiragongo med røgen, der stiger op ad krateret og mod nord ses Karisimbi. Det bliver en lang, lang tur gennem landsbyer, små plantager med bananer, bønner, tomater, kartofler og meget andet. Der er 7 km til landsbyen – mindst; det tager os 3 timer at gå derud. Lige før pygmæ-landsbyen går vi gennem et seriebyggeri af huse. Det er regeringen, som har bygget boliger til nogle overlevende Tutsier fra folkemordet. For at gøre de ens bygninger lidt mere farverige, har der været en gruppe kunststuderende fra Florida, som har malet kunst og tegninger på husene.
Efter en meget lang tur kommer vi til landsbyen. Pygmæerne (Twa) er det oprindelige folk i Rwanda før Hutuer og Tutsier, og de er oprindeligt jæger/samlerfolk. I denne landsby laver de en del lerting. De er meget fattige, og de mindste børn har store maver af fejlernæring. Jeg kommer ind i et hus. Der er nogle grene, som er en seng, en høne på en rede i hjørnet og en bunke ler midt på gulvet; han er ved at arbejde. Snart er hele landsbyen samlet, og de synger en velkomstsang. 2 mand på trommen, 3 unge kvinder danser, og resten synger af fuld hals. Jeg køber en lille gorillafigur (så har jeg også en ting fra Rwanda) og kommer til at betale en høj pris for den (20 kr). De vil, at vi skal drikke noget banan-øl, som er noget hjemmelavet ’træsprit-agtigt’ noget. Jeg fornemmer, at de vil, at jeg skal betale, og da jeg ikke har lyst til at drikke en hel pygmæ-landsby under bordet, så siger jeg nej tak og lægger an til, at vi skal videre. Jeg vil heller ikke selv drikke det. Det kan nok godt drikkes, men kan sagtens være noget ’giftigt stads’, så det vil jeg ikke. Under folkemordet var de fleste mordere skæve af det stads. Det fortælles, hvordan de ’gik rundt som besatte med mord i øjnene og skæve af banan-øl og myrdede’. Pygmæerne bliver stiktossede over, at jeg ikke vil købe øl til dem, og det bliver en irriterende måde at forlade dem på. Lidt trist, men jeg bliver nødt til at ignorere deres dårlige opførsel.
Nu vi er ved de euforiserende stoffer... Jeg har glemt at fortælle, at vi på vejen kommer forbi en mark, hvor der i den ene ende brændes/ryges nogle banan-træstammer. Røgen driver hen over marken til køerne – det er køerne, der ’skal have sig en banansaft-smøg’! Nogle gange blandet de marihuana i – det får køerne til at spise mere græs, så de bliver federe. Kanon trick! Hvorfor bruger vi ikke det i Danmark? Køer på pot :-)
Vi går de 7 km tilbage langs asfaltvejen. Kenneth er træt, så han vil gerne køres, men han har ikke sagt noget om, at jeg skulle betale for bustransport, så jeg er såmænd klar til at gå. På den anden side af vejen går en gravid kvinde med en stor klase bananer på hovedet – hun skal også til byen; hvis hun kan gå, så kan jeg også. Kenneth kan tydeligvis godt lide denne indstilling, men han halter nu lidt, da vi når byen. Jeg har præsteret at gå en afrikaner træt! :-). På vejen kommer vi bl.a. forbi et fint hus, som er lidt misligeholdt. Ejeren myrdede en gruppe Tutsier, som søgte tilflugt ved hans hus (han var landsbyleder af en art). Han sidder stadig i fængsel. Vi kommer tilbage til byen via en smuk lille genvej med kanon udsigt over byen, søen og Congos bjerge. Vi kommer ned lige ved fængslet, hvor der synges – de holder også gudstjenester. I gården står der nogle fanger på række i de karakteristiske lyserøde fangedragter, og udenfor står en forsamling af pårørende med kurve med mad. Det er besøgstid.
Jeg mødes med Kenneth igen kl. 16:30, da vi har aftalt, at vi går op på bakkerne og ser solen gå ned bag Congos bjerge. Det er ikke noget, jeg skal betale for ligesom vores gåtur i går. Kenneth giver ofte udtryk for, at han sætter pris på mit selskab, og selvom jeg jo selvfølgelig også er en kunde for ham, så har han tydeligvis den sunde indstilling, at en god måde at klare dagene og de hårde levevilkår er ’to socialize’. Da vi mødes, har han allerede brugt de 120 kr, han har fået for pygmæ-turen. Der var lige penge til en 25 kg sæk ris til familien. Hans mor og to halvsøskende er HIV-positive. De får medicinsk behandling fra staten, men behandlingen virker ikke ordetligt, hvis de ikke får noget at spise. Det er rart at vide, at jeg ikke bare har været en kunde, men at han også har nydt turen, og han fælder faktisk en tåre, da vi siger farvel.
Jeg skal prøve at sove tidligt, da jeg gerne vil op til bussen kl. 06:30 i morgen...