søndag den 7. februar 2010

Lørdag den 6. februar:


Carnivore

Charlotte har fødselsdag! Søren og min største udfordring er at Charlotte står meget tidligt op, så hvordan lige overraske med morgenmad. Nå, det lykkes. Vi har købt nogle croissanter, og en fødselsdagskage – en hjerteformet chokoladekage med lyserød glasur. Det er tanken, der tæller – den var ok, men ikke lige friskbagt….
Charlottes fødselsdag giver anledning til, at jeg inviterer på Carnivore – det er oplagt, da det er det eneste, som jeg rigtig mangler at opleve i Nairobi. Carnivore er en efter kenyanske forhold meget dyr restaurant, hvor de serverer eksotisk grillmad. Vi ankommer ved middagstid efter den sædvanlige larmende matatutur, og får sat os til rette med en drink. Konceptet med Carnivore er, at der grilles på grillspyd, som tjenerne skærer stykker af direkte på tallerkenen. Der er svinekølle, oksesteg, lammekølle, strudsefrikadeller, krokodille, kalkun, spareribs, chicken wings, kyllingelår og oksekødspølser. Man kan spise til man er mæt, så mens de render med grillspyd i pendulfart mellem grillen og min tallerken, kæmper jeg for at konsumere så meget kød som muligt. Salaten får vi ikke gjort så meget ved…. Midt på bordet står et lille flag; når man kapitulerer, så vælter man flaget, og så rydder de bordet og serverer dessert. Jeg vælger is – det kan meget vel blive min sidste is de næste 6 uger.
Da vi kommer hjem går der ikke længe før både Søren og jeg sidder og hænger med hovedet – vi får ikke engang drukket vores kaffe; og så er den gal :-) Med maverne proppet med svært fordøjeligt kød og en tidlig fødselsdagsmorgen må vi vælte flaget og kapitulere – vi sover resten af eftermiddagen. Jeg var så mæt, at jeg bortset fra 2 små stykker chokolade ikke spiste noget før middag dagen efter – efter knap 24 timer!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar