Fredag den 19. februar:

2 af vulkanerne

Busturen fra Kigali til Ruhengeri er meget betagende. Fra vi forlader Kigali, går det bare op ad mod de første bjerge. De 100 km er nærmest en lang vanvittig udsigt over bjerge, grønne dale, banantræer, sukkerrør og mange andre afgrøder op og ned ad bjergsiderne. Det er virkelig en tur mod bjergene, og jeg mærker også tydeligt, hvordan vi bevæger os fra Kigalis sommerlige 27-28 grader til – jeg vil tro – Ruhengeris omkrig 23-24 grader. Efterhånden som vi nærmer os, kan vi af og til se de enorme vulkaner på grænsen til Congo tårne frem. 7 enorme bjerge (hvoraf vist kun de 5 er vulkaner) på række ved siden af hinanden. Det er blevet overskyet og vulkanerne bliver mere og mere indhyllede i skyer. Det bliver efterhånden klart for mig, at dette er den daglige vejrcyklus i og omkring bjergene; der er klart vejr om morgenen, og så bliver der mere og mere skyet omkring bjergene. Og der er begyndende regtid (eller også er det rester af El Nino), så regnmængderne er ret store. Det begynder at regne og tordne i bjergene og sidst på eftermiddagen har det bredt sig til byen; vi får en ordentlig omgang styrtregn. Hele bjergkæden er fuldstændig ude af syne, gemt væk i én kæmpe, mørk regnsky. Og da jeg jo er for foden af de høje og stejle bjerge, som rejser sig mod mig, så er det ganske overvældende, at alt i den retning nu blot er mørkegrå tåge. Havde jeg taget 2-dages turen på Karisimbi, så havde jeg været midt på bjerget nu. Og jeg forstår, hvorfor 1-dags vandreturene begynder kl 07:00, så man er tilbage allerede ved 13-14:00 tiden – før regnen.
Jeg har faktisk muligheden for at tage en 1-dags tur på Bisoke for kun 75 USD. Men jeg skal betale 80 USD for at blive transporteret til den parkeringsplads, hvor turen starter – der findes ikke organiseret fællestransport. Det er skørt, og jeg er egentlig fast besluttet på at droppe det, men prøver alligevel at få vekslet til nogle USD, så jeg kan bestille turen. Nu er jeg her jo alligevel. Rwanda er først og fremmest storslået natur, og befolkningen er venlig og imødekommende, og disse ting gør bestemt, at landet er et besøg værd. Men så ophører glansbilledet også! Rwanda er stadig kun ét skridt fra den kommunisk-agtige politistat, som det var før folkemordet. Alting er mega bureaukratisk – som Julia sagde i Kigali: Man skal leve op til så mange krav og regler, at det gør det svært at drive virksomhed, og dertil kommer bankerne, som nærmest ’ejer’ Rwanda. Har du virksomhed og skal låne penge, er renten mindst 16%; som hun siger: ’Vi arbejder for bankerne’. Det ses også ved, at bankerne troner med de største og vildeste bygninger i såvel Kigali som Ruhengeri – mere end fx i Nairobi og Kampala. Ruhengeri er en lille flække – det er egentlig landets største turistcenter, men det er næsten umuligt at finde en restaurant. Til gengæld er der 5-6 store banker. Jeg forsøger at få nogle USD i samtlige banker og vekselbureauer. Det kan jeg ikke få lov til – i Uganda skulle jeg nærmest bare udenfor døren, og så var det ordnet. Nå, der er ingen grund til at bruge mere tid i Ruhengeri; der er udsigten til bjergene, og ellers er der intet. Jeg kommer ikke på Bisoke, og det gør heller ikke noget. Det er trods alt kun en vandretur med god udsigt, og jeg har egentlig set rigelig udsigt. Jeg tager videre til Gisenyi allerede i morgen.