Mandag den 15. februar:

Kampala

Det er atter rejsedag, og jeg skal finde en bus til Kampala. Jeg gider ikke en matatu (dem kalder de så taxi her i Uganda – mega forvirrende), så jeg må vente et godt stykke tid på en bus. Endelig er der en, og den bliver fyldt til det yderste med passagerere, bagage; nogle sække kartofler og et par (levende) høns skal vi da også have med :-) . Efter en lidt anstrengende tur, styrer jeg direkte til Akambas kontor i Kampala. Der er ikke så meget interessant for mig i Kampala, så jeg vil gerne videre allerede i morgen. Sådan bliver det dog ikke; bussen kører kl 02:00 om natten, så det bliver natten til onsdag – så har jeg også god tid til at se det, jeg vil i morgen, og jeg kan slappe af i dag. Det bliver i selskab med mine to naboer: en belgier, som laver filmoptagelser fra en masse små fodboldklubber (børn) i nogen-og-tyve lande i Afrika, hvilket skal blive til en dokumentar op til VM i Sydafrika; og så en amerikaner, som er frivillig på et ’health centre’ i det østlige Uganda. Hun kan slet ikke spise sin kæmpe portion mad, så vi får fat i en lille foliebakke til resten og går en tur ned ad gaden for at finde en tigger. Klokken er ca 22:00, og vi finder to pjaltede 5-6-årige gadebørn, og amerikaneren (hun taler deres stammesprog) spørger, om de vil have maden. – Det vil have penge. En venlig dame, som kommer forbi, fortæller, at deres mor står lidt længere nede af vejen. De er ikke sendt ud på gaden for at tigge mad, men for at tigge penge til deres mor. Hmmm. Øv-situation: Sørgeligt. Det er desværre meget normalt.