fredag den 12. februar 2010

Onsdag den 10. februar:

Sort næsehorn

Det har været en rolig, men dog lang dag. Jeg kom så sent hjem i går, at jeg ikke fik booket en tur i Lake Nakuru National Park, så jeg går ned på kontoret ved åbningtid kl. 10:00, hvor jeg får en jeep med chauffør fra kl. 13:00 – det er rigelig tid, da parken ikke er særligt stor; 180 km2. Lake Nakuru er især kendt for de mange flamingoer; de holder til her, fordi det er en saltvandssø (pga. aktivitet i undergrunden), og så er vanddybden ikke særlig stor på den ene side af søen, så her står den store flok. Vandstanden er for tiden meget lav pga. den manglende regn, så søen er meget mindre end den har været før. Vi kører flere hundrede meter ud på det, der før var søbund og kigger lidt på de sære fugle. Parken har en del næsehorn, hvilket er særligt interessant for mig, da det er et af de dyr, jeg ikke har set på tidigere safariture. Der er flere af de hvide næsehorn, og så finder vi også et eksemplar af de sjældne – også i Lake Nakuru – sorte næsehorn (dvs. der er nogle stykker i parken, men de er meget mere sky end de hvide næsehorn). De er også mere aggressive, så jeg bliver lidt betænkelig, da chaufføren kører væk fra vejen for at komme tættere på. Da vi er ca. 30 meter fra, rejser det store dyr sig og vender snuden lige mod bilen – det passer mig egentlig fint, at chaufføren straks stopper og sætter i bakgear....... Nå, den holdt bare øje med os.
Efter en lang tur over de flade sletter og gennem akacietræ-skovene er jeg tilbage på hotellet. Det lykkes at få sagt pænt farvel til Obed og Josephine over en kop kaffe, og herefter vil jeg gennemføre min plan om at se Arsenal vs. Liverpool på sportsbaren, som jeg fandt for leden. Det er sjovt at se en fodboldkultur fuldstændig som i Danmark; her drikker de fleste bare sodavand i stedet for Carlsberg.Det var så endnu end dag – i morgen skal jeg finde en Shuttle til Kisumu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar