Onsdag den 17. februar:

Udsigt over det nordlige Kigali fra Richard Kandts hus

Puh, sikke en nat. Porten til Akambas ventesal er låst, og vagten hører mig ikke, da han er gået ind pga regnen. Bussen er desuden 1 time forsinket, så jeg bliver temmelig våd. Jeg giver vagten en ordentlig skideballe, og han får også en af chaufføren; han ved jo, at jeg kommer, så det er uacceptabelt, at jeg med et velrenomeret busselskab skal stå på gaden med al bagage i halvanden time midt om natten i Kampala i regnvejr. Øv! Det bliver ikke til meget søvn den nat på Ugandas ujævne jordveje. Efterhånden som vi nærmer os Rwanda, bliver landskabet mere og mere ’rwandisk’: Landet med de 1000 bakker (eller bjerge efter danske forhold). Det er bjerge, som er ’runde som fodbolde’ – altså ingen spidse toppe, så der er marker hele vejen op og hen over toppene.
Det er nær ved, at Akamba må efterlade mig ved grænsen. Der sidder en eller anden klovn af en skrankepave, og han vil ikke give mig visa. Først da jeg siger, at jeg skal besøge en, jeg kender i Kigali (hvilket er en halv sandhed; jeg har et telefonnummer, jeg kender hende ikke og ved ikke om jeg når et besøg....), siger han ok mod betaling af 60 USD – det er det dyreste visa blandt de 5 østafrikanske lande... Attituden ved grænsen er mildt sagt ikke imødekommende, så med et ret dårligt førstegangsindtryk af Rwanda, kommer jeg til Kigali, og de første projekter er, at jeg skal finde et sted at bo tæt på centrum (hvilket er svært, da alt er MEGET dyrt i Kigali – de mange udenlandske hjælpearbejdere siden krigen har presset priserne op), og jeg skal hæve penge, hvilket siges at være dyrt og kan tage flere timer, da der ikke er nogen hæveautomat. Der viser sig dog; at der heldigvis er kommet en (som virker), så jeg får penge, og jeg finder et sted at bo til ’kun’ 100 kr/døgn.
Jeg vil gerne bestige den største vulkan, Karisimbi, på grænsen til Congo, og det er den eneste tur i en prisklasse på ca 900 kr; hvilket er nogenlunde rimeligt. Her får jeg så endnu en skuffelse i Rwanda, som ellers er det land, som jeg har set frem til at rejse i og har valgt at fokusere på. Vulkan-turen er netop til nytår gjort langt over dobbelt så dyr, så jeg nu skal give over 2000 kr. Det er sindsygt grådigt overfor landets gæster, og jeg er klar til at droppe mine planer for Rwanda og forlade landet hurtigst muligt.
Nå. Jeg finder en cafe og kommer til at snakke med 2 rwandere – en mand og en kvinde. Det viser sig, at hun ejer hele restauranten, og han er manager for al musikken. Vi snakker om alt muligt, og da han er gået, får vi også snakket lidt Rwanda politik og historie. Hun er god til engelsk (i dette ellers fransktalende land), velreflekteret og har bl.a. boet en del år i Canada, da hun flygtede, da den seneste krig begyndte i 1990. Jeg roser rwanderne for deres utrolige evne til at genopbygge landet og skabe fred oven på så forfærdelige begivenheder som folkemordets 100 dage i 1994. Hun kommer ind på, at de bare er nødt til at komme videre – med henvisning til hendes musikmanager. Hun er Tutsi og han er Hutu, og selvom hun ikke siger det direkte – og jeg vil ikke spørge – så fornemmer jeg på nogle sætninger, at Hutuerne har dræbt en stor del af hendes familie under folkemordet. Jeg mærker tydeligt viljen til forsoning i udsagnet om, at komme videre, men jeg mærker også straks, at smerten ikke sådan er at komme over, og den ligger lige under overfladen. Da jeg siger, at i morgen skal jeg besøge mindecenteret, bliver hun stille og lettere sammenbidt. Der har hun aldrig været og kommer det nok heller aldrig; det er tydeligvis for meget, og jeg har ikke lyst til at snakke mere om det. Rwanda er et land i en positiv udvikling, men folkesjælen er stadig dybt mærket af folkemordet. (Se særindlægget om den årelange konflikt mellem Hutu og Tutsi i Rwanda og Burundi – det er på vej)
Jeg vil videre. Hun giver mig nemlig et godt tip om, hvad ’historisk museum’ på mit kort er. Det er rent faktisk den første tyske koloniherre, Richard Kandt, i 1907. Med dette byggeri grundlagde han Kigali. Han byggede sit hus på et sted ikke langt fra restauranten og lagde huset dér pga den fantastiske udsigt, og huset står stadig med sin tyske byggestil og er museum – mest om biologi og geologi (vulcaner, floder, erosion osv.). Et udmærket lille museum, som er gemt godt af vejen – og sikke en udsigt!Nå; det er atter blevet Champions League tid :-)