Morgenmad i KisumuI dag forlader jeg Kenya. Akamba-bussen, som jeg skal med, starter fra morgenstunden i Nairobi, så jeg skal først med lidt over middag. Det giver god tid til en seriøs gang morgenmad. Da jeg senere træder ind i bussen, får jeg lidt af en overraskelse. Jeg har betalt 8 kr ekstra for at få en bus med god plads, og der må da siges at være plads for 8 kr og lidt til! Det er sæder som første klasse i et fly! .... og mine ben når slet ikke sædet foran (det tror jeg end ikke, jeg har prøvet i Danmark), og der er sågar en stikkontakt; dertil kommer, at sædet ved siden af mig er tomt. Det bliver 300 behagelige kilometer, bortset fra varmen og de hullede veje de sidste 50 km før grænsen ved Busia.
På vejen taler jeg nogle gange med en inder – han skal besøge venner i Jinja. Der bor en del indere i Østafrika; især ved kysten, men også her ved Victoriasøen, som fx i såvel Kisumu som Jinja. Inderne driver en række virksomheder og forretninger i regionen, og jeg mener, at der er sat restriktioner op for at dæmme op for yderligere indvandring. De skal da også se min medpassagers returbillet ud af Afrika, før han får visum. Nogle steder har inderne en stor del af forretningslivet; jeg er ked af at sige det, men der er simpelthen for få afrikanere, som kan finde ud af at drive en forretning. På det punkt er inderne langt overlegne. Hvis man skal have noget i en forretning og ikke gider skulle tænke på, om man bliver snydt, så tager man en indisk butik, og hvis man vil have et hotel, hvor man er sikker på, at der er styr på det, så tager man et indisk ejet; og det er sådan set min plan her i Jinja: Bellevue Hotel.
Jeg bliver sat af bussen 2 km fra centrum, så som ventet bliver jeg straks overfaldet af en hel hob af boda-boda’er (cykel med polstret sæde i stedet for bagagebærer, eller en lille to-takts motorcykel/knallert, som ogsaa kaldes en piki-piki. - Det er sidstnævnte, der er mest normalt i gadebilledet). Jeg får dog et lift med inderne – så kan de også lige hilse på deres venner på hotellet :-)
Det bliver snart mørkt, og jeg skal have fundet en hæveautomat; jeg er lidt bekymret for det, da det jo er lørdag aften, og alt har lukket søndag. Jeg finder en hæveautomat – den vil ikke tage mit kort. Jeg finder heldigvis et andet sted og hæver 400.000 Ush; jeg skulle have købt en større pung – der er slet ikke plads til alle de sedler :-) Tilbage på hotellet er der en rolig ’lørdag aften stemning’. – Der er et halvt overdækket gårdområde med poolbord, fodboldkampe og Guinness, så det er jo cool.Jinja skulle være Ugandas næststørste by; det bærer den overhovedet ikke præg af. Midtbyen er overskuelig, hovedgaden er bred, og kun få huse er bygget i flere etager. Det er ikke tæt pakket, og der er plads til lidt grønt – det er faktisk en behagelig by; især hvis man lige kunne støvsuge alle boda-boda’erne (især føreren!) væk. Netop som jeg kommer ned på hovedgaden, møder jeg to ’tordenprædikanter’. Jeg fatter ikke, at deres stemmer kan holde til det! De råber nærmest fra bunden af maven – det lyder lidt som en blanding mellem Joe Cocker og Arnold Schwartznegger, og selv om jeg ikke forstår meget af det, så tænker jeg mere på en nordkoreansk fangevogter end på det glade budskab. Den ene har en mindre højtaler på fuld hammer hængende over skulderen og en mikrofon i den anden hånd. Det feed’er og bliver værre og værre. Ingen kan længere holde det ud, og hvad gør man så? – Man trækker stikket til mikrofonen ud og sætter det i igen, hvorefter det så langsomt feed’er igen til det er uudholdeligt, Han trækker stikket ud osv. Ind imellem kan han godt nå lidt tordenprædiken. Gad vide om der er nogen, der gider fortælle ham, at det hjælper at skrue lidt ned !! :-)
På vejen taler jeg nogle gange med en inder – han skal besøge venner i Jinja. Der bor en del indere i Østafrika; især ved kysten, men også her ved Victoriasøen, som fx i såvel Kisumu som Jinja. Inderne driver en række virksomheder og forretninger i regionen, og jeg mener, at der er sat restriktioner op for at dæmme op for yderligere indvandring. De skal da også se min medpassagers returbillet ud af Afrika, før han får visum. Nogle steder har inderne en stor del af forretningslivet; jeg er ked af at sige det, men der er simpelthen for få afrikanere, som kan finde ud af at drive en forretning. På det punkt er inderne langt overlegne. Hvis man skal have noget i en forretning og ikke gider skulle tænke på, om man bliver snydt, så tager man en indisk butik, og hvis man vil have et hotel, hvor man er sikker på, at der er styr på det, så tager man et indisk ejet; og det er sådan set min plan her i Jinja: Bellevue Hotel.
Jeg bliver sat af bussen 2 km fra centrum, så som ventet bliver jeg straks overfaldet af en hel hob af boda-boda’er (cykel med polstret sæde i stedet for bagagebærer, eller en lille to-takts motorcykel/knallert, som ogsaa kaldes en piki-piki. - Det er sidstnævnte, der er mest normalt i gadebilledet). Jeg får dog et lift med inderne – så kan de også lige hilse på deres venner på hotellet :-)
Det bliver snart mørkt, og jeg skal have fundet en hæveautomat; jeg er lidt bekymret for det, da det jo er lørdag aften, og alt har lukket søndag. Jeg finder en hæveautomat – den vil ikke tage mit kort. Jeg finder heldigvis et andet sted og hæver 400.000 Ush; jeg skulle have købt en større pung – der er slet ikke plads til alle de sedler :-) Tilbage på hotellet er der en rolig ’lørdag aften stemning’. – Der er et halvt overdækket gårdområde med poolbord, fodboldkampe og Guinness, så det er jo cool.Jinja skulle være Ugandas næststørste by; det bærer den overhovedet ikke præg af. Midtbyen er overskuelig, hovedgaden er bred, og kun få huse er bygget i flere etager. Det er ikke tæt pakket, og der er plads til lidt grønt – det er faktisk en behagelig by; især hvis man lige kunne støvsuge alle boda-boda’erne (især føreren!) væk. Netop som jeg kommer ned på hovedgaden, møder jeg to ’tordenprædikanter’. Jeg fatter ikke, at deres stemmer kan holde til det! De råber nærmest fra bunden af maven – det lyder lidt som en blanding mellem Joe Cocker og Arnold Schwartznegger, og selv om jeg ikke forstår meget af det, så tænker jeg mere på en nordkoreansk fangevogter end på det glade budskab. Den ene har en mindre højtaler på fuld hammer hængende over skulderen og en mikrofon i den anden hånd. Det feed’er og bliver værre og værre. Ingen kan længere holde det ud, og hvad gør man så? – Man trækker stikket til mikrofonen ud og sætter det i igen, hvorefter det så langsomt feed’er igen til det er uudholdeligt, Han trækker stikket ud osv. Ind imellem kan han godt nå lidt tordenprædiken. Gad vide om der er nogen, der gider fortælle ham, at det hjælper at skrue lidt ned !! :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar