Søndag den 14. februar:

Bujagali Falls

River rafting på Bujagali Falls

Jinja er byen, hvor Nilen begynder sin 6.500 km lange rejse fra Victoriasøen til Middelhavet, og derfor kalder de lokale det selvfølgelig ‘The Source of the Nile’. Om det lige er helt korrekt, kan jo diskuteres, da 10 floder ender i Victoriasøen, og deres udspring så også kan kaldes for Nilens udspring, men lad nu det ligge. De første mange kilometer af Nilen er ‘rapids’ – altså som en række mindre valdfald, så dette er centrum for en del water sports som rafting. Faktisk er det Ugandas største turistattraktion – større end gorillaerne i bjergene mod vest. Jeg vil starte dagen ved Bujagali Falls 10-12 km nord for Jinja, så det er tid til min første boda-boda-tur. Det er nemt, men sikke et svineri. Jeg bliver rødbrun fra top til tå på de støvede jordveje. Jeg ankommer forholdsvis tidligt, så de har ikke fået sat folk ud endnu til at opkræve adgangsafgift, og jeg går bare hen ad stien. Snart kommer vagten cyklende efter mig, og vi bliver enige om, at jeg bare lige løber de 150 meter tilbage. Han er en flink fyr, så han snakker derudaf, med sin AK-47 hoppende og dansende på tværs hen over styret, så det peger mod mig. Det synes jeg jo ikke er så fedt, så jeg sagtner farten lidt – det gør han så også; han er jo midt i en historie….. archhhh….. Nå, jeg får set de imponerende vandfald (rapids), og ser raftere og kajakroere tage turen ned. Nogle lokale har en sport (der er vist også noget overtro blandet ind i det – hvem har Bujagali Falls ånden), hvor de tager turen ned med blot en lukket benzindunk som flyder. Den er så bundet til det ene håndled med en snor.
Jeg kigger lidt på de voldsomme naturkræfter og tager en boda-boda tilbage dog til den anden side af Nilen, hvor jeg vil finde ‘Source of the Nile Gardens’ med udsigt over der, hvor Nilen og Victoriasøen mødes. Det mest kendte sted, ‘The Source of the Nile’, er på Jinja-siden, men det gider jeg ikke, da stedet er meget turistpræget med disko-dasko-musik og en urimelig høj adgangsafgift. Jeg finder haverne, som jeg næsten har for mig selv og går ned til Nilen og fanger en båd, så jeg kan få en sejltur. Jeg vil egentlig gerne sættes af på den anden side, så jeg ikke har så langt hjem, men så vil jeg blive afkrævet afgift – også selvom jeg går i land udenfor turistområdet. De to sider af Nilen er to forskellige distrikter og vist nok også to forskellige stammer (det er jeg dog ikke helt sikker på). Som bådføreren siger: ‘They don’t like each other’. Stigmatisering og stridigheder mellem stammerne er ret markante i Uganda – som de jo er i mange afrikanske lande, som fx Kenya, men mindst lige så meget i Uganda. Hovedskellelinien som jeg efterhånden har fundet ud af er gennemgående i både Kenya, Uganda, Rwanda og Burundi, er skillet mellem stammer, som er Bantu-sprogede og stammer, som er Nilotisk-sprogede. De Nilotisk-sprogede er folkeslag, som er vandret ned fra Nilområderne i Ethiopien for 4-500 år siden – Bantuerne er kommet til for længere tid siden. Nilotiske stammer er fx Luo og Masai i Kenya (Masai er vist egentlig af en anden undergruppe, men det siges at være overordnet Nilotisk – det kommer lidt an på; hvem man spø’r), og Tutsi i Rwanda/Burundi, mens Kikuyuerne i Kenya og Hutuerne i Rwanda/Burundi og Buganda i Uganda er Bantu. De Nilotiske folk er således fra et område tættere på Ægypten og Europa. Som en mand siger til mig: ‘They are white’. Jeg synes nu, at de er sorte……
Efter en lang, lang gåtur tilbage til Jinja, finder jeg en restaurant, hvor jeg møder Andrew. Han og hans kone har nogle små projekter – et ikke langt fra Jinja (HIV/AIDS-program) og et mellem Nairobi og Mombasa. Det er rart at tale med en (han er fra UK), som taler ordentligt engelsk, og så er han et godt eksempel på de ufatteligt mange – også små – NGO-projekter, der er i Afrika.