fredag den 12. februar 2010

Torsdag den 11. februar:

Hovedgaden i Kisumu

Rejsedag. Jeg skal til Kisumu ved Lake Victoria, så da jeg har forladt hotellet leder jeg efter en shuttle til Kisumu. Det går smertefrit – det er den mest velorganiserede matatu-rute, jeg endnu har set. Her køber man sågar billetten til et bestemt sæde, og der er ventesal. Folks første reaktion, når de hører, at jeg skal til Kisumu er: ’Oh, it’s hot there’, og det har de ganske ret i. De sidste 50 km, hvor vi kører ned fra bjergene, mærker man tydeligt, hvordan temperaturen stiger. Der er meget varmt her – formodentlig omkring 35 grader.
På vejen mellem Kericho og Kisumu ser jeg et udbrændt lastbilførerhus i grøften og næsten 100 m bagud er græsset brændt af. Jeg ved ikke, om det har været en tankbil – det kunne det meget vel være, da Kisumu er distributionscenter for benzin for hele denne del af Kenya (der går vist en rørledning fra Mombasa til Kisumu), og omtrent hver anden lastbil er en tankvogn. Når der sker ulykker er de ofte meget voldsomme – ikke ved selve havariet, men efterfølgende, hvor folk stimler sammen for at stjæle benzin. Der er før blevet dræbt over 100 mennesker, når så tankvognen eksploderer. Jeg har godt nok ikke hørt om nogen ulykke for nylig, så det har nok ikke været så slemt her.I Kisumu finder jeg – stærkt svedende – Sooper Guest House, som er helt igennem super, og jeg beslutter straks at blive her 2 dage. Denne by indbyder til afslapning, - ikke mindst pga. af varmen, - så det gør jeg resten af dagen. Jeg får dog først købt busbilleten til Jinja (Uganda) på lørdag. Mens jeg sidder på en internetcafe og skriver til jer, lyder der pludselig en del larm på gangene ude i indkøbscenteret. Lidt efter kommer en mand slæbende med en brandslange, og så skal vi ud! Det brænder lige skråt overcafeen i et køkken, men heldigvis er det hurtigt slukket igen, og jeg kan skrive videre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar