Torsdag den 4. februar:

Rift Valley fra flyveren

De sidste par timer før landing står solen op, og jeg får god udsigt, mens vi flyver ned gennem Rift Valley. Vi lander allerede 8:30 kenyansk tid, og alt går, som er det ren rutine. Visaet er halv pris i forhold til for halvandet år siden, hvilket jo er fint nok, og køen er kort – hvad mere kan man ønske sig efter en nat med kun lidt søvn i en flyver. Som jeg træder ud af lufthavnen ”bliver jeg straks mødt af Nairobi”. Først varmen som nærmest bliver kastet mod mig – det vil blive en varm dag med omkring 30 grader – og dernæst en gruppe kæmpende taxachauffører; så kender vi det igen :-) . Jeg får en god pris med en rigtig flink chauffør, som taler et ok engelsk. Denne taxatur bliver en slags genopfriskning af de mange indtryk fra Nairobi, og da jeg er fremme på NEGST, er det som om min hukommelse er genopfrisket – jeg er tilbage, hvor jeg slap for halvandet år siden. Det er indtryk som larmen og den kaotiske trafik. Luftforureningen, på 2 sekunder får jeg efter danske forhold et helt års forbrug af dieselpartikler, da en lastbil skifter gear netop, som vi overhaler med nedrullet vindue. Og andre indtryk, som de mange gående i gadebilledet, de utallige små butikker og boder, støjniveauet og de mange bygninger under opførelse (okay, venstrekørslen går der vist et par dage, før jeg har vænnet mig til….). Den ivrigt fortællende taxachauffør giver mig også en god mulighed for at ”tune ind” på den afrikanske dialekt, som kan være ganske svær at forstå. Jeg blev mindet om det allerede nogle dage før afrejse, da jeg skulle lave en aftale over telefonen. Dialekten sammen med et langdistanceopkald med forsinkelse – jeg fattede ikke en brik :-). Det går dog meget bedre med chaufføren, som også hurtigt får mindet mig om, at de hele tiden bytter om på ”r” og ”l”. Jeg fortæller ham, at vi i Danmark for tiden ofte har minus 15 grader, hvortil han udbryder: ”how do you survive up there?” og forklarer, at der nu har været frost så længe, at søerne er frosset til, så man kan gå på dem; jeg glemmer ikke hans reaktion lige foreløbig…. han kigger på mig med vidt åbent ansigt og store øjne og udbryder: ”Really??”. Siden kommer samtalen til at handle om ”Matatu-problemerne”. Matatuen er en minibus – som en dansk 9-personers bus (dog med 14 sæder) – og de udgør den væsentligste infrastruktur i det daglige for den almindelige kenyaner. Han fortæller, at han engang skulle aflevere et meget stort beløb på et kontor, men da de i matatuen fik nys om det, gav de ham ikke byttepenge, og tvang ham dermed til at blive i bussen til, han var den sidste for derefter at forsøge at tage hans penge. Den halvgamle mand kunne dog godt slå fra sig, så han slog konduktøren og stak fingrende i øjnene på chaufføren og løb til nærmeste politistation. Som han fortæller: ”I rooked at him, slapped him hard, and thlew him thlough the bus.” :-) Han råder mig til altid at slå først – ”det er ham eller mig” – jeg siger tak for rådet, men tror nu nok, at jeg vil overveje en anden strategi….
Vi ankommer til gaten ved NEGST og bliver lukket ind – efter lidt forvirring. Først svarer jeg ikke portvagten, da jeg tror, at han taler til chaufføren. Jeg opdager dog snart, at han er meget skeløjet – og jeg kigger på det forkerte øje. :-)
Vel ankommet hos Søren og Charlotte kan jeg få indhentet nattens manglende søvn mens Søren er til undervisning og Charlotte på arbejde. En hyggelig aften med snak og opdateringer på henholdsvis Danmark og Kenya afslutter en behagelig og egentlig overraskende nem rejse.