Kipkoech's hjem
Kipkoech med gaverDet har været en fantastisk dag, som jeg næppe glemmer. Josephine og Obed henter mig lidt over 9:00, og vi kører til HMDS’s kontor i udkanten af byen. HMDS (Help Mission Development Service) er den lokale organisation, som Interaid Danmark arbejder igennem. På kontoret møder jeg et par af de andre ansatte, og vi får en kop kenyansk the – dvs. halvt mælk, halvt vand, et thebrev og så en masse sukker. Efter nogen tid sætter vi kursen op gennem Rift Valley til Koibatek distriktet. På vejen kører vi forbi den tidligere præsident Moi’s farm. Den er kæmpestor og ligger på noget af Kenyas bedste landbrugsjord – det er første gang, jeg ser en mark med traktorspor i Kenya. Det er lidt mærkeligt, at kun 50 km nord for, kan der næsten ikke gro noget. Vi passerer ækvator og 10-20 km længere mod nord kører vi fra vejen mod øst ad jordveje. Det er lidt sørgeligt at se, at markerne ligger brak hen. Folk har mere eller mindre opgivet at så noget – i 2009 kom der så godt som ingen regn i dette område, så selvom jorden er god til at dyrke, så er det lige meget uden vand. De fik dog lidt vand i januar pga. El Nino, så lad os håbe, at der kan gro noget de kommende måneder. Faktisk er der fyldte vandhuller rundt omkring, og vi kører i et valdhul så dybt, at vi nær ikke kommer fri. Den får fuld gas frem og tilbage nogle gange, og så går det – men sikke et svineri; jeg kan overhovedet ikke se ud af vinduerne :-)
Man er meget afhængig af vand i form af regn på denne egn; det er mange kilometer siden vi kørte ud af området med vandforsyning. Her graver man damme på ca. 100 m2 og laver en jordvold omkring, så vandet ikke forsvinder.
Efter en del støvede jordveje kommer vi til Kabarbesi Primary School. Skolen har for tiden 267 elever og 9 lærere, og den er i god stand takket vare donationer fra Danmark. Tidligere var hovedbygningen med klasseværelser et faldefærdigt træskur, hvor børnene sad på jorden og læreren på en sten, og når det regnede, måtte man aflyse undervisningen, fordi vandet løb hen ad jorden. I dag er der med støtte fra Danmark bygninger af sten og skolebænke. Køkkenet er den seneste bygning, som er kommet til – doneret af én dansker (jeg mener, det var 10.000 dkr). Det gamle køkken står der stadig; jeg må indrømme, at jeg troede, at det var et skur til geder pga. indhegningen foran.
Jeg hilser på alle klasserne: 1.-7. klasse – og så ’baby class’, som er 3-5 år gamle. De er godt nok søde. De er ved at få fri og er i gang med at sige deres ’goodbye prayers’ i kor. De giver den hele armen – nogen med øjnene lukket, mens de kigger mod himlen, andre råber så højt, at de nærmest er ved at falde ind over skolebænken, og en med ansigtet i sin tomme madskål – det lyder sikkert sjovt. Gad vide, hvor de har lært det henne? Det får jeg formodentlig svar på, når jeg kommer til en gudstjeneste hernede ... :-)
Jeg besøger klasserne og spørger lidt til det fag, de har. 5. klasse har kiswahili, og det kan jeg jo ikke rigtig. Den eneste sætning, jeg kan sige er: ’jeg skal på toilettet (småt), og retter i farten det sidste ord til ’kubwa’ [stort], hvorefter hele klassen bryder ud i latterskrig og fnisen – og Josephine ser temmelig forlegen ud. Men det er altså den eneste sætning, jeg kan ..... :-) Til slut samler vi de 3 små klasser, og så begynder ballonshowet – jeg har 200 balloner med: bl.a. til ballondyr. Jeg kan slet ikke nå at puste op til dem alle, så de fleste får ballonen uden luft. På de fleste af mine billeder herefter ser man børn, som prøver at puste balloner op – det er helt umuligt uden pumpe. Til slut får de karameller, hvorefter vi spiser middag med lærerne på den ledende lærers kontor. Først skal vi vaske hander, og en dame kommer med en balje og en kande rødbrunt vand (sådan er vandet fra dammene), som hun hælder ud over hænderne. Middagen bliver en udfordring; jeg har aldrig fået så sej og indskrumpet en høne før. Jeg skal virkelig lægge kræfter i for at trække kødet af benene, og skindet er tykt som en lædersål, men det er fint kogt, og smager godt. Det er tydeligt, at dette er et gæstfrit måltid, så jeg kæmper for ikke at efterlade noget tilbage på benene, hvilket er virkelig svært.
Efter middagen kører vi over til Kipkoech Kipsumei’s (drengen som jeg sponsorerer) hjem med ham og lillebror med i bilen. Vi ankommer til hjemmet, som er 2 lerhytter (køkken og ’livingroom’) i en indhegning – og så er der også en mindre hytte hævet over jorden til opbevaring af mad m.m. Her bor Kipkoech, 8 år, med sin mor (alenemor) og 4 brødre og en søster + grandma. Familien har nogle geder og dyrker en smule jord, hvis der er regn, og ellers har moderen ind imellem nogle småjobs. – De er temmelig fattige, og faderens fravær gør det kun værre.
’Livingroom’-hytten er pænt gjort klar til besøg med alle deres ejendele ved siden og dækket af to stykker stof, så der er faktisk ganske hyggeligt. Vi taler om lidt af hvert, og Kipkoech’s mor – hun er næppe ældre en mig – holder en lille tale med tak for de ting, som de har fået. Hun er tydeligvis meget berørt. Det må være forfærdeligt at være mor og være så afhængig af hjælp udefra. Uden hjælp tror jeg simpelthen ikke, at hun ville kunne holde alle 6 børn i live.
Dyb vejrtrækning. Jeg henter gaverne i bilen og finder maden frem. Det bliver hun selvfølgelig glad for – især sukkeret og den parfumerede creme/sæbe; det er formodentlig ting, som hun normalt ikke kan prioritere at have. Herefter får Kipkoech gaverne fra Gustav og Silas – nogle farvekridt og 4 Schleich-dyr. Han får af mig en kuglepen med indgraveret navn og en rød bionickle. Den er sjov – og det er spændende, at man sådan skal samle den efter en tegning; også for de voksne J Herefter bliver der serveret: chapati (en slags pandekage) og the (dvs. halvt mælk). Den er heldigvis meget varm – så har det både det rødbrune vand og mælken kogt. Til slut har Kipkoech også en gave til mig – en lille glasflaske med honning. Det produceres der meget af i naboområdet. Det er helt sikkert en fin gave for dem, og jeg glæder mig til at smage den.
Nå, tiden går, jeg siger farvel, og vi kører videre mod nord til Lake Bogoria. Det er en nationalpark, så det koster normalt 60 USD at komme ind, men i dag ’er jeg ikke turist’, så jeg betaler ikke. Jeg skal besøge Majimoto Youth Polytechnic. De 56 studerende har bestået Primary School og kan så få håndværksmæssige færdigheder; pigerne syr og drengene lærer tømrer- og murerarbejde (construction). Ved Lake Bogoria er der knastørt. Og der er stenet, så selv hvis det skulle regne en smule, så kan der ikke dyrkes noget. Området er kun til lidt geder. Skolen liger ’in the middle of nowhere’ – jeg fatter ikke, hvor de unge mennesker kommer fra; jeg har ikke set en eneste hytte herude.
Det er ved at være sent, sa efter at have set lidt på de smukke bjerge, flamingoerne og de imponerende varme kilder, der står op i luften, så kører vi hjemad. På vejen gør vi holdt ved et skoleprojekt (Embogong Primary School, 154 elever), som er nyt, og derfor stadig mangler nogle donationer for at være i god stand – dertil kommer sponsorere til børnenes skolegang. Jeg skal selvfølgelig se skolen for at tage billeder og få informationer om skolen og bringe dem hjem til Interaid Danmark, som skal forsøge at finde sponsorere til projektet. Der er bestemt behov for det. Hvis du er interesseret i at støtte udviklingsarbejdet, kan du se mere på www.interaid.dk eller www.hmds.or.ke.Tilbage på hotellet er jeg godt træt. Det har været en uforglemmelig dag. Josephine og Obed er nogle virkelig dejlige mennesker, og det er mit indtryk, at de gør et rigtig godt stykke arbejde. De er meget gæstfrie og vil også gerne, at vi kan mødes i morgen. Jeg ved ikke, hvordan min dag i morgen ser ud, så det kan jeg ikke love, men mon ikke der bliver tid til en kop kaffe?
Man er meget afhængig af vand i form af regn på denne egn; det er mange kilometer siden vi kørte ud af området med vandforsyning. Her graver man damme på ca. 100 m2 og laver en jordvold omkring, så vandet ikke forsvinder.
Efter en del støvede jordveje kommer vi til Kabarbesi Primary School. Skolen har for tiden 267 elever og 9 lærere, og den er i god stand takket vare donationer fra Danmark. Tidligere var hovedbygningen med klasseværelser et faldefærdigt træskur, hvor børnene sad på jorden og læreren på en sten, og når det regnede, måtte man aflyse undervisningen, fordi vandet løb hen ad jorden. I dag er der med støtte fra Danmark bygninger af sten og skolebænke. Køkkenet er den seneste bygning, som er kommet til – doneret af én dansker (jeg mener, det var 10.000 dkr). Det gamle køkken står der stadig; jeg må indrømme, at jeg troede, at det var et skur til geder pga. indhegningen foran.
Jeg hilser på alle klasserne: 1.-7. klasse – og så ’baby class’, som er 3-5 år gamle. De er godt nok søde. De er ved at få fri og er i gang med at sige deres ’goodbye prayers’ i kor. De giver den hele armen – nogen med øjnene lukket, mens de kigger mod himlen, andre råber så højt, at de nærmest er ved at falde ind over skolebænken, og en med ansigtet i sin tomme madskål – det lyder sikkert sjovt. Gad vide, hvor de har lært det henne? Det får jeg formodentlig svar på, når jeg kommer til en gudstjeneste hernede ... :-)
Jeg besøger klasserne og spørger lidt til det fag, de har. 5. klasse har kiswahili, og det kan jeg jo ikke rigtig. Den eneste sætning, jeg kan sige er: ’jeg skal på toilettet (småt), og retter i farten det sidste ord til ’kubwa’ [stort], hvorefter hele klassen bryder ud i latterskrig og fnisen – og Josephine ser temmelig forlegen ud. Men det er altså den eneste sætning, jeg kan ..... :-) Til slut samler vi de 3 små klasser, og så begynder ballonshowet – jeg har 200 balloner med: bl.a. til ballondyr. Jeg kan slet ikke nå at puste op til dem alle, så de fleste får ballonen uden luft. På de fleste af mine billeder herefter ser man børn, som prøver at puste balloner op – det er helt umuligt uden pumpe. Til slut får de karameller, hvorefter vi spiser middag med lærerne på den ledende lærers kontor. Først skal vi vaske hander, og en dame kommer med en balje og en kande rødbrunt vand (sådan er vandet fra dammene), som hun hælder ud over hænderne. Middagen bliver en udfordring; jeg har aldrig fået så sej og indskrumpet en høne før. Jeg skal virkelig lægge kræfter i for at trække kødet af benene, og skindet er tykt som en lædersål, men det er fint kogt, og smager godt. Det er tydeligt, at dette er et gæstfrit måltid, så jeg kæmper for ikke at efterlade noget tilbage på benene, hvilket er virkelig svært.
Efter middagen kører vi over til Kipkoech Kipsumei’s (drengen som jeg sponsorerer) hjem med ham og lillebror med i bilen. Vi ankommer til hjemmet, som er 2 lerhytter (køkken og ’livingroom’) i en indhegning – og så er der også en mindre hytte hævet over jorden til opbevaring af mad m.m. Her bor Kipkoech, 8 år, med sin mor (alenemor) og 4 brødre og en søster + grandma. Familien har nogle geder og dyrker en smule jord, hvis der er regn, og ellers har moderen ind imellem nogle småjobs. – De er temmelig fattige, og faderens fravær gør det kun værre.
’Livingroom’-hytten er pænt gjort klar til besøg med alle deres ejendele ved siden og dækket af to stykker stof, så der er faktisk ganske hyggeligt. Vi taler om lidt af hvert, og Kipkoech’s mor – hun er næppe ældre en mig – holder en lille tale med tak for de ting, som de har fået. Hun er tydeligvis meget berørt. Det må være forfærdeligt at være mor og være så afhængig af hjælp udefra. Uden hjælp tror jeg simpelthen ikke, at hun ville kunne holde alle 6 børn i live.
Dyb vejrtrækning. Jeg henter gaverne i bilen og finder maden frem. Det bliver hun selvfølgelig glad for – især sukkeret og den parfumerede creme/sæbe; det er formodentlig ting, som hun normalt ikke kan prioritere at have. Herefter får Kipkoech gaverne fra Gustav og Silas – nogle farvekridt og 4 Schleich-dyr. Han får af mig en kuglepen med indgraveret navn og en rød bionickle. Den er sjov – og det er spændende, at man sådan skal samle den efter en tegning; også for de voksne J Herefter bliver der serveret: chapati (en slags pandekage) og the (dvs. halvt mælk). Den er heldigvis meget varm – så har det både det rødbrune vand og mælken kogt. Til slut har Kipkoech også en gave til mig – en lille glasflaske med honning. Det produceres der meget af i naboområdet. Det er helt sikkert en fin gave for dem, og jeg glæder mig til at smage den.
Nå, tiden går, jeg siger farvel, og vi kører videre mod nord til Lake Bogoria. Det er en nationalpark, så det koster normalt 60 USD at komme ind, men i dag ’er jeg ikke turist’, så jeg betaler ikke. Jeg skal besøge Majimoto Youth Polytechnic. De 56 studerende har bestået Primary School og kan så få håndværksmæssige færdigheder; pigerne syr og drengene lærer tømrer- og murerarbejde (construction). Ved Lake Bogoria er der knastørt. Og der er stenet, så selv hvis det skulle regne en smule, så kan der ikke dyrkes noget. Området er kun til lidt geder. Skolen liger ’in the middle of nowhere’ – jeg fatter ikke, hvor de unge mennesker kommer fra; jeg har ikke set en eneste hytte herude.
Det er ved at være sent, sa efter at have set lidt på de smukke bjerge, flamingoerne og de imponerende varme kilder, der står op i luften, så kører vi hjemad. På vejen gør vi holdt ved et skoleprojekt (Embogong Primary School, 154 elever), som er nyt, og derfor stadig mangler nogle donationer for at være i god stand – dertil kommer sponsorere til børnenes skolegang. Jeg skal selvfølgelig se skolen for at tage billeder og få informationer om skolen og bringe dem hjem til Interaid Danmark, som skal forsøge at finde sponsorere til projektet. Der er bestemt behov for det. Hvis du er interesseret i at støtte udviklingsarbejdet, kan du se mere på www.interaid.dk eller www.hmds.or.ke.Tilbage på hotellet er jeg godt træt. Det har været en uforglemmelig dag. Josephine og Obed er nogle virkelig dejlige mennesker, og det er mit indtryk, at de gør et rigtig godt stykke arbejde. De er meget gæstfrie og vil også gerne, at vi kan mødes i morgen. Jeg ved ikke, hvordan min dag i morgen ser ud, så det kan jeg ikke love, men mon ikke der bliver tid til en kop kaffe?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar