Torsdag den 18. februar:

Kigali Genocide Memorial

Kigali er ikke en by, man gider at gå rundt i ret længe. Jeg tror ikke, at man kan finde en eneste flad plet i denne by – det går hele tiden stejlt op eller ned. Det slår mig, at det faktisk er helt imponerende, at byen har en lufthavn..... Det positive ved en hovedstad i sådant landskab er jo, at det er smukt og meget grønt. På så skrå arealer bygges der knap sa tæt som fx Nairobi eller Kampala, og det giver plads. Ulempen er så, at afstandene bliver store, og man kan hurtigt få brugt en masse penge og tid på transport.
Efter en rolig morgen, hvor jeg små vente længe på vand til bad og lidt tøjvask, går jeg de 2-3 km til Gisozi, hvor Kigali Genocide Memorial ligger. Museet med de omkringliggende haver er opført i 2004 til 10-års markeringen af folkemordet. Formålet med centeret er både undervisning og oplysningsarbejde og at være mindested til de mange efterladte. Efterhånden som man har fundet ikke markerede grave rundt om i landet, har man flyttet resterne til dette mindested. I disse massegrave ligger der over 250.000 ofre og der kommer flere til. Det er gratis at komme ind (man kan betale for at låne en ’guide’ – en slags telefon, som er kodet til at fortælle om de forskellige ting), og det opfatter jeg klart som et tegn på respekt for stedet. Dette er ikke en malkemaskine af en turistattraktion (som gorillaerne) – det er et mindesmærke.
Haverne omkring er fyldt med symboler med forskellige træer og blomster med en bestemt betydning. Flere steder står der små elefantstatuer – elefanter er kendt for ’ikke at glemme’. Museet indenfor er informerende. Jeg har sat mig ret godt ind i Rwandas historie hjemmefra, så chokket er ikke så stort, som det kunne have været; jeg er forberedt. Jeg var til gengæld ganske mærket af at læse disse beretninger i januar hjemme i Danmark. En ting er de grusomme myrderier; det er rimelig kendt viden om et folkemord, men det som ramte mig mest var nok, hvor utroligt stort et ansvar europæiske lande bærer for dette folkemord i Rwanda. Som jeg skriver i mit særindlæg om stammekonflikten, så er det nærliggende at tænke, at der er tale om ’vilde barbariske afrikanere’, som har en lang krigshistorie med at dræbe hinanden. Men for Randas vedkommende har det ikke meget hold i virkeligheden – selvom der selvfølgelig har været mindre konflikter gennem de sidste århundreder. Ideologien bag er europæisk (Tyskland og Belgien) og våben og militær træning ligeledes (Frankrig). Dertil kommer, at USA og resten af verden (FN) glimrede ved deres passivitet og rystende inkompetence. Hele set up’et med den forudgående planlægning og propaganda minder bemærkelsesværdigt meget om nazismen og holocaust under og op til 2. verdenskrig. Jeg troede, at vi, verdenssamfundet, blev enige om, at dette aldrig måtte ske igen!! Alligevel gentog historien sig i Rwanda for kun 16 år siden.
Såvel haven til minde om de mange dræbte børn og udstillingen med citater fra mange overlevende og efterladte børn er hårde at komme igennem. Mange rwandere må leve med ubærlige traumer – de unge, som var børn dengang, dem som mangler det meste af deres familie, og de mange enker i Rwanda. Det vil tage flere generationer for Rwanda at komme over de forfærdelige 3 måneder i foråret 1994.
Efter mindecenteret tager jeg atter til Julias Bistro (hende, som jeg talte en del med i går). Hun er endnu engang frisk på en snak og har en god aktie i, at jeg er ved at have lagt min dårlige 1. dag i Rwanda bag mig. Rwanda er når alt kommer til alt et rart og smukt land og rwanderne har en behagelig mentalitet med stor imødekommenhed.Selvom jeg sandsynligvis ikke kommer på decideret tur på vulkanerne, så tager jeg alligevel til den nærmeste by, Ruhengeri, som planlagt. Det er ved foden af vulkanerne og skulle være smukt i sig selv; og så har jeg fundet ud af, at der måske kan være nogle 1-dags vandreture på nogle af de andre vulkaner, som er mere rimelige prismæssigt. Jeg må se, om det kan lade sig gøre.