Klar til afgang - foran Søren og Charlottes lejlighedSå er dagen kommet, hvor jeg skal videre som backpacker. Søren og jeg følges til Karen, hvorfra jeg tager bussen til Nairobi centrum. Herfra skal jeg så gå et lille stykke til holdepladsen for matatuen til Nakuru. Her må jeg så introducere et nyt begreb: shuttle. Det kan varmt anbefales! Mens der er 14 sæder i matatuen, så er der kun 10-11 i en shuttle, hvilket både er godt med al min bagage og mine ben! Efter at have ventet nogen tid på, at bussen bliver fyldt, kører vi af sted 12:30 – lige tids nok til at undgå middagsmyldretiden. Jeg bliver lidt beklemt, da den unge dame ved siden af mig før afgang beder om et par brækposer; hun forventer åbenbart at blive køresyg. Brækposerne er helt berettiget – vi kører 3-400 meter før hun brækker sig første gang. Eller rettere; vi kører ikke, vi holder stille, da de første mange hundrede meter tager en krig, for at matatuen kan komme ud af det ekstreme kaos, der er i de små gader, hvorfra matatuerne kører. Min første tanke er, at det der er da vist ikke køresyge, og her skal jeg så sidde ret op og ned ad hende de næste 150 km. Hurra!! Nå, det går stort set over efter 20 min, og jeg må håbe på det bedste.
Turen op gennem Rift Valley er en smuk tur, og det er ganske frodigt. Det er tydeligt, at der er de forhold, som gør Rift Valley til Kenyas ‘eftertragtede brødkurv’. Velankommet til Nakuru leder jeg efter det hotel, som jeg har tænkt mig at bruge; jeg kan ikke finde det, så jeg tager i stedet Joska Hotel. Det er budget, hvilket bliver niveauet det meste af de næste halvanden måned. Det er den laveste prisklasse, så det er bestemt ikke luksus, men der er som regel de mest nødvendige ting. På Joska Hotel er der både myggenet og varmt vand, så det er fint. Til gengæld er der ikke noget toiletbræt. Her må jeg introducere et fantastisk begreb for en person, som kan bruge sådan et toilet: ‘a porcelain jockey’. Jeg morede mig gevaldigt første gang, jeg hørte det udtryk…. :-)
Mens jeg venter på, at Josephine og hendes kollega skal komme til Nakuru for at møde mig, får jeg set mig om i byen og ordnet et par ting. Jeg skal finde et apotek, så jeg kan slippe af med det sidste af den forkølelse, som jeg har med hjemmefra og have hævet penge. Og så finder jeg uden diskussion det sted, hvor jeg skal spise på onsdag: det bliver en aften med Arsenal vs. Liverpool, pizza og rolige omgivelser. Yes dér!
Klokken er blevet 18:00, og jeg skal have købt det mad, som jeg skal have med til Kipkoech’s familie i morgen. Mens jeg står i Tuskys (=Føtex), ringer Josephine – hun er i byen, så det er jo fint. Så kan hun hjælpe med, at jeg får købt det rette. Det bliver 2 tunge poser med: 6 kg majsmel til ugali, 2 kg mel til chapati, 2 kg ris, 2 kg sukker, 2 kg salt, 1 kg bønner, 1 kg stegefedt, 1 pose the og 3 forskellige slags sæbe. - Det bliver 120 dkr., så det er jo skræmmende lidt. Vi sætter varerne på mit hotel, og de ser de gaver, som jeg har med til Kipkoech – til stor morskab.
Josephine’s kollega, Obed, virker dog lidt beklemt; vi skal ikke spise på mit hotel, som vi havde talt om – vi kører et andet sted hen til et bedre sted. På vejen siger Obed, at i morgen finder vi et andet hotel til mig – det er ikke sikkert dér. Jeg tror, jeg hører forkert: ‘safe?’. ‘No, it’s not safe there’. Vi snakker ikke mere om det, men jeg undres. Et hotel, som er decideret farligt ville næppe være nævnt i min udmærkede rejseguide; hvis det var farligt – hvorfor så ikke skifte nu, men først i morgen? Da vi har spist spørger Obed igen: ‘Hvor vil du gerne bo i morgen, når du skifter hotel?’ Jeg er ved at have luret situationen. Obed og Josephine er typisk kenyansk middelklasse; de har et godt job og er ikke fattige. Da jeg for nogle uger siden talte i telefon med Josephine, ville hun høre, hvilket hotel jeg ville bo på. Jeg foreslog det hotel, som jeg ikke kunne finde tidligere i dag, men hun talte dog uden om og foreslog Merica – byens dyreste hotel, hvor jeg skulle give 350 kr./døgn. Nu bor jeg for 40 kr./døgn. Min ydmyge bolig er ikke lige, hvad de forventer af deres hvide gæst.
I første omgang ser jeg det egentlig som en skuffelse over, at de ikke får mulighed for at komme på det fine hotel med den hvide mand – nogen kunne jo se det, hvilket vil være godt for omdømmet (sådan ville rigtig mange kenyanere tænke). Jeg er dog kommet frem til at det nok først og fremmest er et udtryk for gæstfrihed. Jeg er deres gæst, og så vil de ikke byde mig at bo sådan – mit værelse er sikkert ringere end deres huse (men jeg har altså kun set én kakkerlak – det er ligeså mange som hos Søren og Charlotte…. :-) ..)
Hvor jeg gerne vil bo? Jeg spørger, om det er fordi det er farligt, eller om det er, fordi det er et lille værelse. Han vrider sig lidt og efter nogen tid får han sagt ‘begge dele’ – hvilket jo er nonsense. Jeg siger straks, at det gør mig ikke noget at bo på et lille værelse; jeg skal bo sådan de næste halvanden måned, så det kan jeg også ligeså godt gøre i Nakuru. Det er ok med mig. Det er som falder der en sten fra hans hjerte; han liver helt op, smiler og snakker og snakker resten af tiden. Han fortæller blandt andet, at han har kone og 4 børn. Josephine er ikke gift, og hun er nok på alder med mig – måske ældre. Jeg tænker straks på, da Søren forleden fortalte om problemet for mange kenyanske kvinder, som har godt arbejde og klarer sig selv. Det er ikke i høj kurs hos kenyanske mænd – lad os håbe, at det ikke bliver et problem for Josephine.
Nå, det er sengetid, så nu må den forfærdelige larm fra Nakurus natteliv godt stoppe – jeg skal vare frisk til i morgen. Anyway, denne min første nat på rejse alene kunne jeg nu godt have undværet den kommentar om, at her ikke er sikkert – også selv om jeg ikke tror på det .......
Turen op gennem Rift Valley er en smuk tur, og det er ganske frodigt. Det er tydeligt, at der er de forhold, som gør Rift Valley til Kenyas ‘eftertragtede brødkurv’. Velankommet til Nakuru leder jeg efter det hotel, som jeg har tænkt mig at bruge; jeg kan ikke finde det, så jeg tager i stedet Joska Hotel. Det er budget, hvilket bliver niveauet det meste af de næste halvanden måned. Det er den laveste prisklasse, så det er bestemt ikke luksus, men der er som regel de mest nødvendige ting. På Joska Hotel er der både myggenet og varmt vand, så det er fint. Til gengæld er der ikke noget toiletbræt. Her må jeg introducere et fantastisk begreb for en person, som kan bruge sådan et toilet: ‘a porcelain jockey’. Jeg morede mig gevaldigt første gang, jeg hørte det udtryk…. :-)
Mens jeg venter på, at Josephine og hendes kollega skal komme til Nakuru for at møde mig, får jeg set mig om i byen og ordnet et par ting. Jeg skal finde et apotek, så jeg kan slippe af med det sidste af den forkølelse, som jeg har med hjemmefra og have hævet penge. Og så finder jeg uden diskussion det sted, hvor jeg skal spise på onsdag: det bliver en aften med Arsenal vs. Liverpool, pizza og rolige omgivelser. Yes dér!
Klokken er blevet 18:00, og jeg skal have købt det mad, som jeg skal have med til Kipkoech’s familie i morgen. Mens jeg står i Tuskys (=Føtex), ringer Josephine – hun er i byen, så det er jo fint. Så kan hun hjælpe med, at jeg får købt det rette. Det bliver 2 tunge poser med: 6 kg majsmel til ugali, 2 kg mel til chapati, 2 kg ris, 2 kg sukker, 2 kg salt, 1 kg bønner, 1 kg stegefedt, 1 pose the og 3 forskellige slags sæbe. - Det bliver 120 dkr., så det er jo skræmmende lidt. Vi sætter varerne på mit hotel, og de ser de gaver, som jeg har med til Kipkoech – til stor morskab.
Josephine’s kollega, Obed, virker dog lidt beklemt; vi skal ikke spise på mit hotel, som vi havde talt om – vi kører et andet sted hen til et bedre sted. På vejen siger Obed, at i morgen finder vi et andet hotel til mig – det er ikke sikkert dér. Jeg tror, jeg hører forkert: ‘safe?’. ‘No, it’s not safe there’. Vi snakker ikke mere om det, men jeg undres. Et hotel, som er decideret farligt ville næppe være nævnt i min udmærkede rejseguide; hvis det var farligt – hvorfor så ikke skifte nu, men først i morgen? Da vi har spist spørger Obed igen: ‘Hvor vil du gerne bo i morgen, når du skifter hotel?’ Jeg er ved at have luret situationen. Obed og Josephine er typisk kenyansk middelklasse; de har et godt job og er ikke fattige. Da jeg for nogle uger siden talte i telefon med Josephine, ville hun høre, hvilket hotel jeg ville bo på. Jeg foreslog det hotel, som jeg ikke kunne finde tidligere i dag, men hun talte dog uden om og foreslog Merica – byens dyreste hotel, hvor jeg skulle give 350 kr./døgn. Nu bor jeg for 40 kr./døgn. Min ydmyge bolig er ikke lige, hvad de forventer af deres hvide gæst.
I første omgang ser jeg det egentlig som en skuffelse over, at de ikke får mulighed for at komme på det fine hotel med den hvide mand – nogen kunne jo se det, hvilket vil være godt for omdømmet (sådan ville rigtig mange kenyanere tænke). Jeg er dog kommet frem til at det nok først og fremmest er et udtryk for gæstfrihed. Jeg er deres gæst, og så vil de ikke byde mig at bo sådan – mit værelse er sikkert ringere end deres huse (men jeg har altså kun set én kakkerlak – det er ligeså mange som hos Søren og Charlotte…. :-) ..)
Hvor jeg gerne vil bo? Jeg spørger, om det er fordi det er farligt, eller om det er, fordi det er et lille værelse. Han vrider sig lidt og efter nogen tid får han sagt ‘begge dele’ – hvilket jo er nonsense. Jeg siger straks, at det gør mig ikke noget at bo på et lille værelse; jeg skal bo sådan de næste halvanden måned, så det kan jeg også ligeså godt gøre i Nakuru. Det er ok med mig. Det er som falder der en sten fra hans hjerte; han liver helt op, smiler og snakker og snakker resten af tiden. Han fortæller blandt andet, at han har kone og 4 børn. Josephine er ikke gift, og hun er nok på alder med mig – måske ældre. Jeg tænker straks på, da Søren forleden fortalte om problemet for mange kenyanske kvinder, som har godt arbejde og klarer sig selv. Det er ikke i høj kurs hos kenyanske mænd – lad os håbe, at det ikke bliver et problem for Josephine.
Nå, det er sengetid, så nu må den forfærdelige larm fra Nakurus natteliv godt stoppe – jeg skal vare frisk til i morgen. Anyway, denne min første nat på rejse alene kunne jeg nu godt have undværet den kommentar om, at her ikke er sikkert – også selv om jeg ikke tror på det .......
Ingen kommentarer:
Send en kommentar