Torsdag den 18. marts:

Dhow

Lamu

Jeg må jo sørge for at nyde de sidste 2 dage, så jeg skifter hotel til ét, der er dobbelt så dyrt – dvs. 78 kr./nat. Jeg har fået forhandlet en god pris, og det er med dejlig tagterrasse, swahilisenge, en suite OG … eget køleskab. Det skal udnyttes her de sidste aftener! Ellers går dagen blot med at slentre rundt i byen og lidt i udkanten af byen, hvor der ikke er nogen gadesælgere, som konstant render efter én. Det er noget mere interessant at kigge på butikker her i Lamu, hvor der er en del forskellige lokale håndværkere, som laver mange forskellige slags ting. Det er noget andet end Malindi, hvor der var mindst 50 komplet ens butikker på række, som alle køber det samme ind – sikkert fra de samme storleverandører.

Onsdag den 17. marts:

Manda Beach

I dag skal jeg bare slappe af i en sejlbåd. Det er egentlig ikke noget særligt, men når man er i Lamu, er det næsten et must, at man tager en dhow-tur. Det er egentlig lidt kedsommeligt, og selv om jeg har medbragt solkrem, tøj og hat, så undgår jeg ikke at få lidt for meget sol – man bliver simpelthen grillet af blot at ligge midt på vandet i 7 timer i den skarpe sol. Turen er stille og rolig og helt uproblematisk; kaptajnen er blandt øens bedste. Ved de nylige væddeløb under Maulidi-festivalen (Muhammeds fødselsdag) vandt han de 2 første dages løb, men under sidste løb knækkede masten. Det er lidt ærgerligt, at festen netop er slut, som jeg kommer – den var også netop afsluttet i Malindi og på Zanzibar, da jeg var dér. Det kunne ellers have været sjovt at se dhow-væddeløb og donkey-ræs :-). Vi fanger et par fisk og griller dem, og der bliver kogt ris og grøntsager i bedste ”local food”-stil på en ”grill” i bunden af båden. Om aftenen på restauranten må jeg konstatere, at jeg ”stadig gynger” – det blev også til en del timer på vandet.

Tirsdag den 16. marts:

Stranden ved Malindi ved lavvande

Jeg skal først med bussen kl. 13:00, så der er god tid til at se stranden ved lavvande. Fiskerne er i fuld gang, og der foregår mange ting på denne store strand – vandet har trukket sig ca. 150 meter ud ved lavvande. Som jeg går på stranden, får jeg øje på 2 ”strandvaskere”. Det ser umiddelbart ikke så rart ud, og der kommer lidt folk til, da jeg først begynder at gøre opmærksom på det, men de står bare og kigger. Ved nøje eftersyn kan jeg se, at de begge trækker vejret svagt, men de har det godt nok ikke godt og er ikke ved bevidsthed. Mens folk blot ser til, får jeg og en anden vendt den ene, så han kan trække vejret frit, og efter lidt tid kommer han til bevidsthed. Min første tanke er jo, at det nok er et par fiskere, men jeg taler med en fisker, som kender fiskerne – det er det ikke. Det er nogle unge fyre inde fra landet; de kan ikke svømme, men går alligevel ud i vandet, hvis bølger omtrent kan sammenlignes med Vesterhavet. Nå, de klarer den, men folk er totalt passive om situationen; man skulle tro, at det var hverdagskost….
Om eftermiddagen skal jeg til Lamu. Det er en overkommelig tur til færgelejet ved Mokowe på fastlandet. Herfra skal jeg med færge en 20-25 minutter til Lamu – eller dvs. færge er måske et lidt forkert ord at bruge om det ca. 10-12 meter lange, lettere ramponerede fartøj af en båd, som vi sejler med. Den læsses med omtrent 80 personer og en god portion fragt; godt at der kun er få hundrede meter til Lamu, hvorefter resten af sejlturen går langs kysten til byen på den anden side af øen…
Lamu lever helt op til de mange positive beskrivelser! Det er et virkelig rart og hyggeligt sted. Der er ingen biler eller tuk-tuks (kun én, som fungerer som ambulance…), men til gengæld er der omkring 3000 æsler, der er øens primære transportmiddel. Byen er udpræget swahilistil og mange af gaderne er kun 1 meter brede – hovedgaden er 1-3 meter bred. Der er en del hoteller og restauranter, folk er venlige og her er en rolig stemning. Ok, jeg må som sædvanlig bruge lidt tid på at afvise folk som vil sælge det ene og det andet – det er lavsæson, så der er rift om de få turister, der er. Jeg finder et billigt hotel med tagterrasse lige ved vandet, og så vil jeg skifte til et dyrere sted de sidste 2 dage. Jeg får også booket en heldagstur med dhow – med et par andre, hvilket jeg ikke kunne forvente her i lavsæsonen, så jeg skal stene i en dhow hele dagen i morgen :-)

Mandag den 15. marts:

Gede Ruins - den store moské

Kenyas østkyst har mange både nutidige og historiske steder, hvor swahilikulturen kommer til udtryk. Der er både en del ruiner fra tilbage til det 1. årtusinde e. kr., og så er der de gamle bydele i byerne langs kysten med de smalle gader, den særlige byggestil, bådene (dhow) og det fine træskærerarbejde, som nogle af de ting, som springer først i øjnene.
Gede Ruins 100 km nord for Mombasa er sådanne ruiner, så jeg tager en matatu til Gede. Det er en ret omfattende samling af ruiner med palads, stor moské, mindre moskéer, swahili-huse og gader, gravmonumenter og meget andet. Byen går mindst tilbage til 1200-tallet, men blev forladt for nogle hundrede år siden, så ruinerne er indhyllet i en forholdsvis gammel skov; de blev først fundet igen i 1920’erne. Som man går rundt på skovstierne mellem ruinerne, er det næsten som at være med i en TinTin-film eller så’n. Man får helt lyst til en rask lille skattejagt :-) .
Nå, jeg finder en matatu til Malindi og køber straks busbilletten til Lamu. Det er helt rart at tænke på, at det er den sidste billet på min rejse. Når man rejser, som jeg gør, hvor jeg er 1-2 dage i hver by og nogle gange i områder, hvor mulighederne ikke er så mange, så går der en del energi med at finde ud af, hvordan man kommer videre til næste by. Malindi er helt igennem en turistby, og der er rigtig mange italienere, som bor her; jeg tror, at italienere og så nogle indere driver det meste af byens hoteller og restauranter. Det hjælper dog ikke meget på den pizza, som jeg bestiller på ”I Love Pizza”. Den er dyrere end en pizza i Danmark (!!), men indeholder stadig kun de sædvanlige 15-20 små stykker skinke. Restauranterne er sindssygt dyre i Malindi – det er ofte mere end dobbelt så dyrt som de fine restauranter på det ellers dyre Zanzibar.
Jeg går et par kilometer gennem byen og tilbage igen på stranden. Der blæser en kraftig pålandsvind på denne tid, og der er højvande, så der driver en masse op på stranden. Selv om regntiden først begynder er ved kysten om en måneds tid, så er den begyndt inde i landet for et par uger siden (+den ekstra El Niño-regn), så floderne bringer store mængder mudderbrunt vand ud i havet nord for Malindi. Det betyder, at vandet langs strandene er brunt på denne årstid, og derfor er det ikke så indbydende til badning. Nogle af koralrevene er beskyttede som nationalparker, og derfor er snorkling en populær turistbeskæftigelse fra Malindi – bare ikke lige her i lavsæsonen med det mudrede vand. Flere guider prøver at sælge mig snorkleture…. Hvor dum tror de egentlig jeg er?!! Malindi rummer utallige souvenirbutikker, og en hob af guider og beach boys, der vil arrangere det ene og det andet. En aktivitet, som ikke generes af det brune vand, er dybhavsfiskeri – og jeg bliver godt nok lidt fristet, da jeg ser dagens rekordfangst: en black marlin på 90 kg. Den er næsten 2 meter lang! Den klargøres til salg – med brug af en stor kniv og en fukssvans (sav) :-) .

Søndag den 14. marts:

Mombasa - fra Fort Jesus mod Nyali

Jeg forlader hotellet allerede kl. 05:15 og går af sted for at finde en dalla-dalla. Det er stadig mørkt, men byen er ved at vågne, og minareterne gjalder ud over byen. Det går heldigvis glat med at komme til Ubungo, og den bus, som jeg har billet til, er udmærket. Jeg blev fortalt, da jeg købte billetten, at turen tager 7 timer, men det tror jeg nu ikke på, og det kommer da også til at tage 10 timer, men de lever heller ikke ligefrem op til navnet ”express”. Jo, de kører meget stærkt, men spilder så tiden med alt muligt andet. Ved grænsen ved Horohoro skal mit pas tjekkes ret grundigt. Der er jo efterhånden en del afrikanske stempler i det, men da jeg forsikrer om, at jeg hverken har været i Congo eller Malawi, så er det ok med mit single entry visa, og jeg slipper for at betale et nyt til Kenya – det var jeg kommet til at betale, hvis jeg havde forladt Comesa.
I Mombasa bliver der lige tid til en gåtur i den gamle by, ved vandet og ved fortet. Det er mærkeligt at være i en by, hvor jeg før har været. Jeg føler, at byen er kendt, og at jeg har været her flere gange, men jeg har blot været her 2 dage for et par år siden. Selv om jeg bliver fristet af en pizza, så holder jeg stand; jeg er jo nødt til at spise ordentligt i denne kulturelt mangfoldige by, så det bliver et gensyn med den kinesiske restaurant og deres gode mad og deres særligt gode betjening.

Lørdag den 13. marts:

Færgen til Pemba brænder

Tiden er fløjet af sted her på Zanzibar, så det er lidt trist, at jeg allerede skal videre. Færgen er desværre 50 minutter forsinket, men det betyder så bare, at jeg lige når at få set en færgebrand :-) ... eller :-( . Kl. 13:00 går der ild i en passagerfærge, somm ligger for anker lige ud for Stone Town, og snart står hele færgen i et flammehav (den er formodentlig uden passagerere). Der er færgen til Pemba, så det var da egentlig godt, at jeg ikke fik planlagt at skulle den vej – nu har de kun ’Seabusses’ (store speedbåde) tilbage, så det giver nok lidt problemer på denne sejlrute.
Da jeg er kommet af med bagagen på hotellet i Dar, skal jeg have købt en busbillet til Mombasa og prøver selvfølgelig Scandinavian Express, som ligger tæt på. Jeg har desværre på fornemmelsen, at de ikke kører denne rute længere, selvom det står på deres hjemmeside, og jo; den er nedlagt. De henviser til Mombasa Raha, men de kører heller ikke – det er jo skønt, når selskabet hedder Mombasa Raha ... Jeg kan dog købe en billet til et selskab, der kører, så det gør jeg til kl. 07:00 i morgen; ulempen er så, at de kører fra Ubungo busholdepladsen, som ligger uden for centrum – 8-9 km fra mit hotel; øv bøv. Nå, det finder jeg nok ud af.
Klokken er ikke så mange, så jeg får den lidt ambitiøse plan at gå gennem en del af Dar, hvor jeg ikke har været før og så spise på Palm Beach Hotel. Det viser sig at være en glimrende idé; de laver den bedste steak, jeg har set i Afrika – dette er vist næppe fra en ko på den tørre savanne :-) .

Fredag den 12. marts:

Paje på Zanzibars østkyst

Et af de få populære steder på Zanzibar, hvor jeg ikke har været, er strandene på østkysten, så i dag går turen til Paje. Først får jeg lige købt færgebilletten, og så er det derudaf med en dalla-dalla. Jeg finder Paje Ndame, som er drevet af svenskere – det er nu ikke noget særligt, men stranden er ganske imponerende, og vandet er meget varmt. Jeg kender ikke badevandstemperaturen, men det kan ikke være langt fra 30 grader.
På turen tilbage bliver jeg lige mindet om, at jeg stadig er i Afrika.... Jeg venter 2 timer på en dalla-dalla; vi er 45 personer, der venter i Paje, men endestationen er Jambiani 6 km væk. Dér er der knap så mange passagerere, men de kører ikke før de er fyldt op. Til gengæld kører der 6-7 stykker den anden vej, som så holder og venter i Jambiani; jeg vil gætte på, at de så er nødt til at køre sidst på dagen. Imens står der 2 busfulde og venter 6 km væk; typisk. Efter 2 timers venten er jeg heldig og kommer med en privat bil, der har plads, men jeg kommer så sent til Stone Town, at jeg ikke kan køre med Daniel til Mbweni, så jeg skal med endnu en dalla-dalla, og så skulle jeg have været på Upendo, som nu har lukket. Hehe... man skal passe på med for store forventninger til planlægningen :-). Men jeg kom da til Paje og indrømmet: strandende er paradisiske.